Høringssvar vedrørende Roskildevej Vest - lokalplan 504

Oprettet: 11. december 2013
Svarnummer:
14

Indsendt af

Ulla Hinge Thomsen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Valby, 11. december 2013 Høringssvar vedr. Planforslag Roskildevej Vest Som indehavere af, og beboere på, ejendommen Roskildevej 166 og dermed nærmeste naboer til det foreslåede byggeri af self storage og dagligvarebutik på Roskildevej Vest har vi følgende indsigelser imod Forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg: 1. Forslaget inddrager kun dele af Roskildevej Grundlæggende er vi imod, at kommunen godkender et forslag, der gør det muligt for en bygherre kun at udvikle dele af stykket fra Ulriksdalvej til Peter Bangs Vej. I både skrift og tale har kommunen lagt vægt på, at stykket skulle ensartes, jf. f.eks. følgende: “Formålet med lokalplanen er at sikre, at den nye bebyggelse langs Roskildevej, fra Ulriksdalvej til krydset mellem Roskildevej, Valby Langgade og Peter Bangs Vej, får en udformning, der formidler overgangen fra Damhussøen til de bebyggede områder.” og ”I lokalplanen lægges vægt på, at der er en god sammenhæng mellem materialer og byggeriets udform- ning sammen med byggeriets indpasning i kvarteret.” (Forslag til lokalplan med tilhørende kommunetillæg, s. 3) Med det nuværende planlagte byggeri vil området fremstå endnu mere uensartet, end det fremstår i dag. Vores villa samt den tilstødende ejendom ned mod Ulriksdalvej vil som de ældre boliger, de er, stikke endnu mere ud, når vi bliver indeklemt af erhverv på begge sider. Æstetisk opnår man ikke ensartethed, men det modsatte. Vi ønsker, at lokalplanen stiller krav om en samlet omdannelse af hele lokalplanområdet. Ellers er der ingen sikkerhed for, at omdannelsen nogensinde kommer til at ske. 2. Indkørslen til byggeriet er til stor gene og fare Ifølge planforslaget bliver der indkørsel til self storage og dagligvarebutik lige ved siden af indkørslen til vores hus. Vi frygter for vores børns sikkerhed, når de dagligt skal færdes på et fortov med indkørende last- og personbiler. I forvejen er der alene i år sket flere ulykker med lastbiler i vores område, og vi er meget bekymrede over at blive udsat for en så høj sikkerhedsrisiko, som lastbiler notorisk udgør, dagligt. Desuden vil støjgenenerne fra især lastbiler til dagligvarebutikken på alle tidspunkter af døgnet være betydelige. Vi ønsker, at der stilles krav om at flytte indkørslen, så vores sikkerhedsrisiko og støjgener nedsættes. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, ønsker vi foranstaltninger, der sikrer vores og vores børns sikkerhed, jf. formuleringen: “Valby Lokaludvalg lægger i deres Bydelsplan 2013 vægt på tryghed for de bløde trafikanter - især at sikre gående og cyklende ved ind- og udkørsler.” (Forslag til lokalplan med tilhørende kommunetillæg, s. 4) 3. Afskærmning er mangelfuld Ifølge planforslaget skal der kun afskærmes fra self storage og dagligvarebutik til vores ejendom med levende hegn. Vi har mere end svært ved at forestille os, at vi kan holde støj, affald, mennesker med videre ude fra så omfattende et byggeri uden en fastere form for afskærmning. Vi ønsker, at lokalplanen stiller krav om, at der opføres en mur på 2 meters højde i skel mellem Roskildevej 168 og vores grund som betingelse for, at lokalplanens muligheder kan realiseres. Muren skal opføres uden udgifter for os. Med venlig hilsen Ulla Hinge Thomsen og Peter Yde Thomsen