Høringssvar vedrørende Lergravsvej - lokalplan 503

Oprettet: 24. september 2013
Svarnummer:
163

Indsendt af

Peter & Charlotte Grønfeldt

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Vi har til vores store forundring og ikke mindst gru læst forslaget til ændring af lokalplan 346 for Lergravsvej og ønsker på denne baggrund at komme med følgende indsigelse. Det er os fuldstændigt ubegribeligt, at Københavns Kommune overvejer at vedtage dette projekt, som trods påstande om det modsatte, åbenlyst er udarbejdet uden nogen form for hensyntagen til dets naboer. Som det kan ses af vores adresse, bor vi i en af gavl-lejlighederne af etape 4 af Øresund Strandpark grænsende direkte op til det nye byggeri. Denne lejlighed valgte vi i sin tid specifikt for at få så meget ro, lys og luft som muligt, idet der i den oprindelige lokalplan ikke skulle ligge yderligere byggeri for enden af denne bygning. Vi ville således bevare vores private, lyse og luftige lejlighed selv efter bebyggelse af yderligere etaper. Dette er endda nedfælget i vores købsaftale. Med den nye foreslåede lokalplan får vi derimod ”fornøjelsen” af en ”mur” højere end vores eget byggeri lige uden for vores stuevinduer. Denne vil totalt skygge for den sene eftermiddags- og aftenssol og ikke mindst ødelægge vores privatliv medmindre vi mørklægger lokalet med gardiner el. lign. For det ikke skulle være nok, så får vi også ”fornøjelsen” af et 32 meter højt hus til også lige at skygge for den resterende del af eftermiddagssolen samt tage den sidste udsigt fra vores lejlighed. Endelig får vi også en vej med tilhørende p-pladser, der endda er rykket dobbelt så tæt på vores byggeri i forhold til hvad der var lovligt i den gamle lokalplan. Så kan vi også bekymre os om vores lille søns sikkerhed. Glæden ved at benytte begge vores altaner med dette projekt, behøver jeg forhåbenligt ikke uddybe nærmere. Vi har særdeles svært ved at forestille os, hvordan dette projekt kunne planlægges meget værre for os, så at påstå (som arkitekterne gør) at der er taget hensyn til naboerne forekommer mig i bedste fald komplet mislykket og i reelt fald nok mere en meget lemfeldig omgang med sandheden. Det er i denne forbindelse også yderst påfaldende, at skyggeeffekterne inden for det nye byggeri er minimeret, så aben i stedet sendes videre til naboerne. Nu projektets troværdighed er bragt på banen, vil jeg også gøre opmærksom på, at det udarbejdede materiale til beskrivelse af og dermed oplysning om det, visse steder har været særdeles mangelfuldt og direkte misvisende. Ud fra pjecen ”Lergravsvej – Forslag til lokalplan med kommuneplantillæg”, var det komplet umuligt at se, hvad projektet egenligt gik ud på. I selve lokalplanforslaget, var projektet beskrevet i yderligere detaljer, men med et særdeles mangelfuldt og misvisende billede af hvilke konsekvenser, byggeriet ville få på nabogrundene (eks. skyggediagrammer, støjgener, veje/parkeringspladser etc.). Endelig deltog vi også på borgermødet d. 4. September, hvor det på arkitekternes miniature model af byggeriet så ud som om, de to høje bygninger ikke skulle være væsenligt højere end byggeriet i Øresund Strandpark (dvs. 4 etager ind mod det nye byggeri). Konfronteret med dette faktum, fik vi blot besked om, at modellen ikke med vilje var lavet misvisende. Et faktum jeg finder noget utroværdigt, baseret på de professionelle ophavsmænd (arkitekter) og den øvrige misinformation om disse bygninger hele vejen igennem processen. Vi har stor forståelse for mange af de ting, som Københavns Kommune ønsker med området, herunder begyggelse af lejligheder og erhvervslokaler samt parkeringshuset – tiltag vi byder velkommne. Men at det i sådan grad behøver smadre herlighedsværdien af de allerede eksisterende naboboliger, forekommer os fuldstændigt tankeløst og ikke mindst ustædeligt. Vores ændringsforeslag er at droppe den omtalte ”mur” ved ikke at lægge husene vinkelret på det eksisterende byggeri i Øresund Strandpark. Derudover bør det oprindelige skel på 12 meter også overholdes, således at vi ikke får vores nye naboer ind i stuen. Disse ændringer vil sikre, at vores lejligheder i langt høere grad kan bevare deres eksisterende positive egenskaber. Samtidig vil dette trække vandet længere ind på land, hvilket også var ideen bag den tidligere lokalplan. Dernæst foreslår vi at droppe den 32 meter høje bygning nær metrostationen, idet den vil kaste unødvendigt lange skygger ind over det meste af Øresund Strandpark. I stedet kunne eventuelle høje bygninger lægges væk fra eksisterende byggeri eller alternativt i hjørnet mod Øresund Parkvej, hvor de stort set udelukkende vil kaste skygger over erhvervsejendomme. Det er dog klart at foretrække, at de to høje bygninger helt fjernes og det øvrige byggeri begrænses til maksimum 5 etager. Vi har fået rigeligt med højhuse i dette område. Til sidst en stor opfordring til ikke kun at tænke på det specifikke projekt, men i langt højere grad også overveje konsekvenserne for nabobyggeriet. En opgave der åbenlyst fuldstændigt er tilsidesat i det nuværende foreslag.