Høringssvar vedrørende Lergravsvej - lokalplan 503

Oprettet: 6. september 2013
Svarnummer:
39

Indsendt af

Olivia og Mogens Buch-Hansen

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Høringssvar til lokalplanforslag for Lergravsvej. Vi skal hermed gøre kraftig indsigelse mod den foreslåede ændring af lokalplanen for Lergravsvej idet den ændrer udnyttelsesgraden voldsomt, hvilket fører til foreslåede højhuse der vil komme til at stå som en mur vest for Øresund Strandpark, hvor vi bor. Vi købte lejligheden i 2006 med det løfte fra Skanska at byggeriet vest for Øresund Strandpark ville bestå af tilsvarende bygninger på max. fem etager, hvilket ville sikre det lys og udsyn, som vi har betalt for i dyre domme. Københavns Kommune har med den nye lokalplanforslag hjulpet Skanska til et løftebrud overfor os der allerede har købt vore lejligheder, ved at lave et forslag der skaber mest muligt lys og luft til de nye beboere, så Skanska kan øge sin indtjening, uden at tage hensyn til os der allerede har købt. Vi bor Sundby Parkvej 1, 3.th og vi har meget stor glæde af aftensolen om sommeren på vores nordvendte terrasse, hvilket vil forsvinde så vidt vi kan vurdere det ud fra de plantegninger der er fremlagt. Det vil være en væsentlig forringelse af livskvaliteten ved at bo her, udover at det jo også sænker værdien af vores lejlighed, mod til gengæld at øge Skanskas indtjening ved salg af de nye lejligheder. Det finder vi ikke er en fair behandling af kommunens borgere. Vi må jo nok acceptere bygherrens og Kommunens sammenfaldende interesse i at øge udnyttelsesgraden af vores nabogrund mod vest. Men selv med udgangspunkt i en forhøjet udnyttelsesgrad er det muligt at fordele boligkvadratmeterne anderledes, så de i mindst mulig grad generer naboerne. Vi skal derfor på det kraftigste anmode om at Københavns Kommune genoverveje den fremlagte plan og sikrer at de høje bygninger i det nuværende planforslag placeres mod vest i bebyggelsen således at skyggegenerne i større grad rammer dem der skal overveje hvor meget de vil betale for en lejlighed i det nye byggeri og i mindre grad os naboer, der allerede har betalt i forventning om at bibeholde det lys og luft som vi var blevet lovet. Med venlig hilsen Olivia og Mogens Buch-Hansen Sundby Parkvej 1, 3.th. 2300 København S