Oprettet: 2. april 2013
Svarnummer:
386

Indsendt af

Tobias Buhl

Virksomhed / organisation

BilledhuggerRestaurator

Postnr.

2100 Ø

By

København

Høringssvar

Høringssvar til Københavns Kommunes Forslag til Lokalplan: ”Livgardens Kaserne”. Anledningen til Lokalplanforslaget er at Livgardens Musikkorps skal have et ordentligt og velfungerende øvelokale. Det skal være 14 x 22 m = 308 m2. og med en loftshøjde på mindst 7 m. Det er hvad Musikkorpset ønsker med deres egne ord. Og det ønske synes alle skal opfyldes. Københavns Kommune har så udarbejdet et Lokalplanforslag med bygning af et musikhus på 1350 etage-m2, på eksercerpladsen, men langs med skellet til Kongens Have, 44,5 x 17 m.og en højde til kip på 11,5 m. Altså større end Rosenborgs grundareal. Det bryder både beskyttelseszonen på 100 m. for fortidsminder samt den fredning fra 1961 efter Naturfredningsloven, der ligger på den tilgængelige del af Kongens Have. Der skal altså gives to dispensationer for fredninger, hvis byggeriet kan gennemføres. Efter at have deltaget i de to Borgermøder eller Høringsmøder i forbindelse med Lokalplanforslaget, og hørt om Livgardens egen løsning og mulige alternative løsninger, er jeg blevet overbevist om at den enkleste rimelige løsning på det problem er at grave det ned. Indrette øvelokalet lige under jordsmon så tæt på Kasernebygningen som muligt og så tæt på Musikkorpsets faciliteter, foyer, opholdsstue, tekøkken, etc. i kasernen som teknisk muligt. Der skal åbenbart være nogle ekstrafaciliteter som toiletter et redskabsrum og adgangspassage mellem Kaserne og Øvelokale. Altså vel ca. 350 m2. Der vil kunne indrettes en ordentlig og rimelig bred adgangsvej ned og hen til øvelokalet, så Musikkorpset dermed har alle deres faciliteter og værested samlet under én hat. Det er ikke noget problem at have et øvelokale under jorden. Det kgl. Kapel har deres øvelokale 5 etager under jorden ude ved Operaen. Og meget få orkestre i verden har øvelokaler med dagslys. På den anden side af Øster Voldgade – lidt længere nede mod Sølvgade – er man netop ved at bygge det nye Statens Naturhistoriske Museum som en stor udvidelse af Geologisk Museum. Der ligger jo en dejlig fin byggegrund lige bag ved – nemlig Botanisk Have. Og hvad synes mere rimeligt og oplagt end at anbringe et naturhistorisk museum netop dér. Men fra Statens side respekterer man de Københavnske parkers fredhellighed. Til trods for at det er et mindre følsomt område end Kongens Have. Så derfor graver man hele museet ned: 13.000 m2 under jorden, dele af det endda i to etager. Voila. Mit krav er at en nedgravning af øvelokalet på 350 m2 bliver grundigt undersøgt af specialister, altså ingeniører, der har forstand på den slags. De er jo altså ikke så langt væk. Og at et anlægsbudget bliver lagt. Som en overordentlig god alternativ løsning til den i Lokalplanforslaget foreslåede koncertbygning. Jeg har regnet det løseligt ud til 12-14 mil. Skulle den foreslåede løsning med øvelokale under jordsmon mod forventning ikke kunne gennemføres (og jeg kan ikke se hvorfor), er der andre alternativer, som er blevet fremført af de mange kritikere, f.eks. de nærliggende tomme kirker, Musikvidenskabeligt Institut, der bliver fraflyttet, etc. Og ikke mindst Sankt Pauls Kirke. Der er ikke fra de kommunale og statslige myndigheders side blevet foretaget en ordentlig uvildig undersøgelse af alle disse alternativer. Livgarden selv er ikke uvildig … Man har nemlig ensidigt satset på et stort forkromet prestigeprojekt på 1350 etagem2. Det er ikke blot et øvelokale, men en koncertsal med plads til 150 tilhørere og tilhørende facilitetsrum. Altså et ret stort musikhus. Og i forlængelse af dette omfattende musikhus - et stort amfiteater, der skal ligge ind i selve Kongens Have. Det er selvfølgelig primært for at få projektet til at glide ned hos offentligheden. Men det har ingen bedt om og det gør kun ondt værre. For det første er det absurd og uhensigtsmæssigt at lægge et friluftsteater klods op af en stærkt befærdet gade, med mange busser, som Gothersgade er. For det andet vil det erfaringsmæssigt ikke blive brugt særlig meget, men derimod ligge øde hen som en stor betonplamage på ca. 1800 m2 – selvfølgelig først og fremmest hele vinterhalvåret. Et skræmmende eksempel er amfiteatret i Kongens Have i Odense. Det endte med at blive opholdssted for narkomaner og kriminelle og et område menigmand undgik. Til sidst blev det revet ned. Men et andet sted i København - f.eks. i Fælledparken – kunne sådan et projekt muligvis være en stor gevinst. Og hele dette projekt er jo meget langt fra det øvelokale på 308 m2, med samt et par ekstra-rum, som grundlæggende er ønsket af Livgarden. Og musikhuset med tilhørende friluftsteater kan derfor heller ikke siges på nogen måde at være et tungtvejende samfundsmæssigt anliggende, eller et byggeri der er absolut nødvendigt for almenvellet, der derfor nødvendiggør brud på to guldrandede fredningsbestemmelser. Formentlig hænger det sammen med at musikhuset til dels finansieres med en donation på 24 millioner fra A. P. Møllers Fond til netop dette projekt. Og så skal det jo være noget flot og stort og meget synligt. Og Kommunen har svært ved at sige nej til den slags milde gaver. Det er sørgeligt at sådan en fond til almene formål støtter og motiverer til en så graverende forringelse af vores fineste historiske byrum og kulturarv. Man må ikke glemme at musikhuset skal have et nutidigt arkitektonisk udtryk, og derfor nødvendigvis vil være et fremmedlegeme lige på det sted. I det hele taget udvises der en uhyggelig letfærdighed fra Myndighedernes side, det være sig Københavns Kommune, Kulturstyrelsen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der har et tungtvejende ansvar for byens fineste historiske kulturarv. Det er fuldstændig uhørt og uacceptabelt at statslige og kommunale myndigheder bygger i vore parker, hvis de har brug for nogle kvadratmeter til et eller andet formål. Det er helligbrøde. Og det mest fredhellige sted af alle er Kongens Have. Et sådant moderne nybyggeri burde slet ikke kunne tænkes eller overhovedet komme på tale dér. I øvrigt kan jeg tilslutte mig indholdet af høringssvar fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, Friluftsrådet København, Københavns Museum, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse og Indre By Lokaludvalg. Venlig Hilsen Tobias Buhl