Høringssvar vedrørende Livgardens Kaserne - lokalplanforslag ikke vedtaget

Kære debatdeltagere og politikere Her på denne debats næstsidste dag, vil jeg gerne give min uforbeholdne opbakning til projektet om opførelse af en musikøvesal på Livgardens Kaserne! Hvis ikke det kun var idag, at man normalt gør den slags, kunne man forledes til at tro, at visse af de debatindlæg, der over de sidste måneder har forsøgt at blokere for øvesalens opførelse, har været ment som aprilsnar, for det er vrimlet med misforståelser, forvanskninger og direkte nedsættende bemærkninger om dem, som skal have dette hus som arbejdsplads: Livgardens Musikkorps. Det har også været ganske tydeligt, at de allerfleste modstandere har postnumre under 1500 (=Kbh K), hvoraf visse direkte har koordineret modstanden med enslydende præfabrikerede protester. Argumenterne imod huset har kredset om de tre forhold, at fortidsmindelinjen overskrides, at huset vil skygge for udsigten til Rosenborg og at Kongens Have beskæmmes. Til den første af de indvendinger er der at sige, man her skal huske, at bygninger er til for mennesker, og ikke omvendt. Vi er ikke i 1600-tallet, og der er ikke noget der ser ud præcis, som det gjorde dengang. Tænk f.eks på nationalikonet Roskilde Domkirke, hvor der løbende gennem historien er blevet tilføjet gravkapeller i periodernes tidstypiske byggestile. Livgardens Kaserne er en fungerende arbejdsplads og ikke et museum, og den har til huse i historiske bygninger, der ikke altid tilbyder tidssvarende arbejdsforhold. Derfor er der god grund til at dispensere fra bebyggelseslinjen, for på en æstetisk forsvarlig måde at opføre et øvelokale, der tilbyder lovlige og egnede arbejdsforhold til Musikkorpset. At lokalet så tilmed kan bruges til koncerter med offentlig adgang, kan vel ikke på nogen rimelig måde siges at tale imod projektet, men er snarere en ekstra fordel og til gavn for kulturlivet i København. Livgardens Musikkorps er i øvrigt i parentes bemærket det eneste af landets tre professionelle militærorkestre, som ikke har en prøvesal bygget til formålet. Det andet argument imod huset er i projektbeskrivelsen imødegået ved at gavlvende det mod Gothersgade. Derfor skal man placere sig ret præcist for at undgå at kunne se Rosenborg, i nogenlunde samme vinkel, som man i øjeblikket kan få udsynet blokeret af parkerede lastvogne eller busser. Med i forslaget er også at fjerne et mindre kønt redskabsskur meget tæt på Rosenborg og reetablere voldgraven på dette sted. Jeg mener det samlede resultat taler for projektets gennemførelse. Modstandernes tredje argument er ret svært at forstå, idet øvesalen slet ikke skal placeres inde i Kongens Have, men på kasernens eksercerplads, hvor der normalt slet ikke er offentlig adgang. Der er altså ikke tale om, at haven bliver mindre på grund af huset. De pavilloner der findes rundt om i kanten af Kongens Have, og som i dag huser bl.a. børneteater og restaurant, er der vist ikke mange der har noget imod, selvom de ikke er mere originale for hverken renæssance- eller barokhaven end det amfiteater, som Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme foreslår at etablere i forbindelse med øvesalen. Ligesom med de eksisterende bygninger i haven, bliver der tale om et anlæg til gavn for borgere og besøgende i København, og den del af Kongens Haves græsareal der måtte inddrages til dette formål, er under alle omstændigheder minimal i forhold til havens størrelse. Der er også fremkommet mange bud på, hvor orkestret ellers kunne øve uden for kasernens areal. Det kræver ikke meget fantasi at sætte sig ind i det upraktiske og omkostningstunge ved disse løsninger, og jeg ville gerne se f.eks. det advokatkontor som var tilfreds med at flytte 30-40 medarbejdere samt møblement og kontorudstyr mellem flere adresser dagligt. Livgardens Musikkorps består af konservatorieuddannede musikere på højeste niveau med en studietid, som svarer til akademikers, og som alle er ansat ved audition. Som ansatte i alle andre offentlige institutioner fortjener de anstændig arbejdsforhold, og det kommer der desuden bedre musik ud af, til gavn for offentligheden i den sidste ende. Med venlig hilsen Anders Stigsgaard-Larsen