Oprettet: 26. marts 2013
Svarnummer:
270

Indsendt af

Lisbeth Brorsen

Virksomhed / organisation

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Postnr.

1300

By

København K

Høringssvar

26. marts 2013 Indsigelse til forslag til lokalplan for Livgardens Kaserne Formålet med lokalplanforslaget er at skabe det planmæssige grundlag for opførelsen af en ny bygning på op til 1.350 m2 til musikøvesal for Livgardens Musikkorps samt et amfiteater i Kongens Have. Landsforeningen finder det uheldigt at placere en bygning på eksercerpladsen ved Rosenborg Slot, hvor den på grund af sin placering og størrelse vil være meget dominerende i forhold til Kongens Have, og Landsforeningen finder det ligeledes uacceptabelt, at dele af Kongens Have inddrages i lokalplanforslaget. Videre har Landsforeningen nogle mere tekniske kommentarer til lokalplan-forslaget, herunder om dets manglende overensstemmelse med kommuneplanen og fredningsbestemmelserne for Kongens Have. Endelig fremgår det af lokalplanforslaget, at Københavns Kommune har vurderet, at der ikke er behov for at foretage hverken en VVM (vurdering af virkningen på miljøet) eller en MPP (vurde¬ring af planer og programmer) for de foreslåede anlæg. Landsforeningen er uenig heri og har derfor klaget til Natur- og Miljøklagenævnet. Kopi af klagen vedlægges. Om bebyggelse på eksercerpladsen Landsforeningen finder det som udgangspunkt uheldigt, at der bygges på eksercerpladsen, som oprindeligt indgik i Kongens Have, men som siden 1785 har været eksercerplads for Livgarden, her-under for Livgardens Musikkorps. Landsforeningen finder det positivt, at Livgardens Musikkorps anvender eksercerpladsen, og ser gerne, at korpset kan få et ordentligt øvelokale inden for kasernens nærområde. Videre finder Landsforeningen det positivt, at dele af den tidligere voldgrav foreslås retableret, at det eksisterende skur fjernes, og at zonen imellem eksercerpladsen og Kongens Have får et vær-digere udtryk. Imidlertid ligger både skur og voldgrav uden for lokalplanens område. Bygningens placering og størrelse Den foreslåede bygning tænkes opført helt i skel og vil alene af den grund være et dominerende element i forhold til Kongens Have. Landsforeningen finder, at en evt. ny bygning på eksercerpladsen skal overholde de almindelige regler for afstand til skel. Bygning foreslås delvis nedgravet for dermed at minimere højden. Det gælder imidlertid ikke den særlig sårbare facade mod Kongens Have, hvor bygningen på grund af det foreslåede amfiteater i overvejende grad vil fremtræde med sin fulde højde, og dermed være ekstra dominerende i forhold til haven. En bygning med en bygningslængde på max. 44,5 m, en gesimshøjde på max. 4 m, en husdybde på max. 17 m og tilhørende bygningshøjde (her til kip) på max. 11,5 m umiddelbart op ad Kongens Have vil med eller uden afgravning under alle omstændigheder være et meget dominerende element i forhold til haven. Bygningens grundplan vil være større end Rosenborg Slots grundplan, som uden tårne kun er på ca. 45 x 10 m, og bygningen vil være næsten lige så høj som kasernebygningen langs Øster Voldgade - blot væsentlig bredere. Der lægges i forslaget vægt på, at den historiske akse fra Kongens Have til det tidligere orangeris (nu kasernebygnings) midterparti friholdes for bebyggelse. Men den foreslåede bygning vil, når man står i aksen i Kongens Have, dække for udsigten til den ene halvdel af det tidligere orangeri. I øvrigt fremgår det ikke af forslaget, om en ny bygning skal holde en vis afstand til omtalte akse. Amfiteateret Udover en bygning til Livgardens Musikkorps indeholder lokalplanforslaget også mulighed for at etablere et amfiteater i Kongens Have. Det fremgik af informationsmødet onsdag den 20. marts 2013 på Livgardens Kaserne, at det er Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der har ønsket, at lokalplanforslaget også omfattet et amfiteater. Landsforeningen finder det uacceptabelt, at dele af den nuværende Kongens Have indgår i lokalplanforslaget. Dels fordi et amfiteater ikke hører til i denne fine, lille, historiske park, dels fordi en inddragelse af dele af Kongens Have i lokalplanen på sigt rummer mulighed for diverse andre anvendelser af arealet. (Se herom senere.) Ifølge den perspektivplan, som danner ramme for Styrelsen for Slotte og Kulturejendommes for-valtning af Kongens Have, skal haven, hvis ældste dele stammer helt tilbage fra omkring 1600, have karakter af en renæssancehave. Landsforeningen finder, at etableringen af et amfiteater ikke er i overensstemmelse hermed. Om lokalplanforslaget i øvrigt Landsforeningen finder, at den 3D-illustration, der findes på side 7 i redegørelsen, er misvisende, med hensyn til den påtænkte nye bygnings størrelse. Fx. opfattes den eksisterende kasernebygning ikke bare som en smule, men som meget højere end den foreslåede nye bygning, og det er slet ikke muligt at opfatte, at der findes en sigtelinje fra Kongens Have til kasernebygningens midterpavillon. Ligeledes giver de nederste illustrationer side 8 det indtryk, at den nye bygning er væsentlig lavere end den nuværende kasernebygning. Det opfattes heller ikke, at den ny bygnings kiphøjde er oppe i niveau med etageadskillelsen mellem fjerde og femte sal på husrækken på den anden side af Gothersgade. Dertil kommer, at forslaget er i strid med de rammer, der er formuleret i Kommuneplan 2011s rammedel for Indre By og Christianshavn. Her er eksercerpladsen er udlagt til offentligt formål (O) uden angivelse af en bebyggelsesprocent, svarende til andre områder med betydelige kulturhistoriske værdier, hvor der på grund af de helt særlige bevaringshensyn stilles ekstraordinære krav til den arkitektoniske ud¬formning. Det fremgår dog, at der i disse områder kan opføres ny bebyggelse, hvis der udarbejdes en lokalplan og hvis den ønskede bebyggelse omfatter: - udfyldninger i en sluttet randbebyggelse i en karré, - enkelte mindre, arkitektonisk motiverede afvigelser herfra og/eller - mindre bygninger, skure og lignende i gårdrummene. Den foreslåede ny bygning på eksercerpladsen kan ikke siges at falde ind under nogen af disse undtagelser. Landsforeningen finder derfor, at lokalplanforslaget er i strid med anvendelsesbestemmelserne i kommuneplanens rammedel. I lokalplanforslaget er området i Kongens Have udlagt med anvendelsesbestemmelser, som svarer til standardbestemmelserne for offentlige områder. Det giver på sigt mulighed for, at området anven-des til fx forlystelsespark, kirkegård, sportsanlæg eller kolonihaver! Det giver ingen mening. Områ-det skal fastholdes som det parkområde, det er i dag, og bør slet ikke medtages i lokalplanforslaget. Lokalplanforslaget oplyser ikke, at bl.a. stakittet omkring Kongens Have er omfattet af en bygningsfredning. En flytning af udgangen tættest på eksercerpladsen vil derfor forudsætte en tilladelse hertil. Dertil kommer, at etablering af et amfiteater vil nødvendiggøre væsentlige – og uheldige - ændringer af arealer uden for lokalplanforslagets område, herunder en flytning af den allerede i 1918 bygningsfredede figur ”Løven og Hesten”. Opsummering Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur finder det særdeles uheldigt, at der bygges på eksercerpladsen. Hvis det ikke på nogen måde er muligt, at finde andre rimelige øvelokaler til Livgardens Musikkorps i umiddelbar nærhed af Livgardens Kaserne, skal Landsforeningen foreslå, at øvelokalet etableres under jorden. Videre finder Landsforeningen, at lokalplanen under ingen omstændigheder bør omfatte nogen dele af den nuværende Kongens Have. Nærværende indsigelse supplerer og præciserer den af Landsforeningen for Bygnings- og Land-skabskultur tidligere sendte indsigelse af 17. januar 2013 til forslag til lokalplan for Livgardens Kaserne. Med venlig hilsen Peter Hee formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Kirsten Lund-Andersen formand for Have- og Landskabsudvalget Kopi af den tidligere sendte klage: Kbh. den 26. feb. 2013 København KommuneCenter for Bydesign Postboks 447 1505 København V Klage til Natur- og Miljøklagenævnet over manglende miljøvurdering af lokalplanforslag for Livgardens Kaserne Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur klager hermed over, at Københavns Kommune har vurderet, at der ikke er behov for at udarbejde en miljørapport, jf. lov om miljøvurdering af planer og programmer over forslag til lokalplan for Livgardens Kaserne. Baggrund Det fremgår af § 4 i lov om miljøvurdering af planer og programmer, at afgørelse af, om en plan eller program er omfattet af § 3, træffes af den myndighed, der er ansvarlig for tilvejebringelse af planen eller programmet, og af § 4, stk. 2 sammesteds, at der ved afgørelse efter stk. 1 om, hvorvidt en plan eller et program må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, skal der i alle tilfælde tages hensyn til kriterierne i bilag 2. I bilag 2 nævnes under punkt 2: Kendetegn ved indvirkningen på det område, som kan blive berørt, idet der navnlig tages hensyn til: - værdien og sårbarheden af det område, som kan blive berørt, som følge af bl.a.” særlige karak-teristiske naturtræk eller kulturarv”. Begrundelse Det aktuelle område ligger lige uden for Københavns ældste volde. Forholdene i byen var trange og uhumske, hvorfor mange borgere havde havegrunde uden for voldene. Disse grunde blev opkøbt af Kong Christian den Fjerde, som i perioden 1606-24 lod Rosenborg Slot opføre, først som et beske-dent ”lysthus i haven”, der løbende blev udvidet og forhøjet til den nuværende bygning. Andre dele af kongens jordopkøb indgik i den samtidige udvidelse af byen mod øst. Herved kom Rosenborg Slot til at ligge inden for det nye voldanlæg. Slottet var helt fra begyndelsen omgivet af en stor have, som dels rummede en lysturtehave med forskellige urter og blomster, dels en køkkenhave/urtegård med frugttræer og grøntsager til hoffets husholdning. Allerede omkring 1700 blev haven åbnet for offentligheden, dog kun således at standspersoner og andre honnette folk fik mulighed for at promenere i haven. (Som Steen Eiler Rasmussen skriver i København: ”Man husker at borgersønnen Jean de France møder sin dame i Kongens Have”.) Og fra 1771 var det meste af haven offentlig tilgængelig. Frem til 1785 indgik området syd for Rosenborg Slot i haveanlægget. Herefter blev området inddraget til eksercerplads for Livgarden og de mod vest værende orangerier blev forhøjet og ombygget til brug for garden. Alt dette er oplyst for at beskrive, at såvel Kongens Have som den nu godt 225 år gamle ekser-cerplads har spillet en meget væsentlig rolle som et kulturhistorisk friareal i det centrale Køben-havn, og at området udgør en meget væsentlig del af både den nationale og den mere lokale københavnske kulturarv. Etablering af en 44,5 m lang, 17 m bred og 11,5 m høj bygning på eksercerpladsen vil være et irreversibelt indgreb i området og vil have en overordentlig stor indflydelse på det følsomme kulturmiljø. Bygningens grundareal (44,50 m x 17 m) er dermed større end Rosenborg Slots grundareal, som kun er på ca. 45m x 10 m. Bygningen vil både være et fremmedelement på selve eksercerpladsen, og vil samtidig være en permanent begrænsning af den visuelle forbindelse, der er mellem Kongens Have og eksercer-pladsen. Dertil kommer en begrænsning af indblikket til såvel eksercerplads, til Kongens Have og ikke mindst til Rosenborg Slot fra Gothersgade. Der er således tale om væsentlige indskrænkninger i ind- og udsyn til meget væsentlige delelementer i det samlede kulturmiljø. Som en skærpende omstændighed ligger en del af bygningen inden for den fortidsmindebe¬skyt-telseslinje, som ligger omkring Rosenborg Slot, og som bl.a. skal sikre ind- og udsyn til og fra fortidsmindet. Etableringen af bygningen forudsætter en dispensation fra denne beskyttelseslinje. Tilstedeværelsen af denne beskyttelseslinje indikerer i sig selv, at stedet rummer en væsentlig kulturarv. I lokalplanforslaget anføres, at sigtelinjen fra Kongens Have til midterrisalitten på kasernebyg-ningen friholdes for bebyggelse. Hertil skal Landsforeningen bemærke, at der i dag er fuld indsigt fra Kongens Have til hele eksercerpladsen og kasernebygningen, og at denne indsigt med opførel-sen af en bygning som foreslået vil blive fjernet på en tredjedel af strækningen. Videre anføres, at den nye bygning ved sin placering tager hensyn til fortidsmindet Rosenborg Slot samt den fredede Kongens Have, og at den åbne karakter mod Gothersgade stort set bevares. Landsforeningen finder, at indsigten fra Gothersgade til Rosenborg Slot, til Kongens Have, til eksercerpladsen og til kasernebygningen begrænses væsentligt set fra Gothersgade – både ved færdsel fra øst mod vest og omvendt. Videre finder Landsforeningen det særdeles uheldigt, at forslaget også omfatter en del af Kongens Have, som foreslås anvendt til et amfiteater. Et sådant anlæg i Kongen Have vil være et afgørende brud på den hidtidige forvaltning af haven som en oprindelig renæssancehave. Der er derfor ved gennemførelse af ændringer igennem en længere årrække lagt vægt på, at nyanlæg fx som følge af nødvendige og omfattende fældninger af syge elmetræer har været inspireret af renæssancehavers mønstre og kvadraturer. Landsforeningen finder, at det skitserede amfiteater brutalt bryder med denne tradition, og at det er et helt uacceptabelt indgreb i Kongens Haves meget betydningsfulde kulturarv. Samtidig vil en etablering af et amfiteater på det foreslåede sted nødvendiggøre en ændring af Kavalergangens (den vestligste nord-sydgående allé) sydlige afslutning, herunder formentlig en flytning af de to søjler (oprindelig fra Uranienborg på Hven) og af skulpturen: Løven og Hesten (1617-1624), som blev bygningsfredet allerede i 1918. Sådanne indgreb berører i sig selv væsentlig kulturarv og -historie. Dertil kommer, at amfiteateret vil nødvendiggøre en lukning af den meget anvendte udgang fra Kongens Have ved eksercerpladsen. Kirsten Lund-Andersen Formand for Have- og Landskabsudvalget Peter Hee Formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur Kopi sendt til: Natur- og Miljøklagenævnet