Oprettet: 13. marts 2013
Svarnummer:
142

Indsendt af

Signe Løntoft

Virksomhed / organisation

borger

Postnr.

1123

By

København K

Høringssvar

Jeg er daglig bruger af Kongens Have og noterer mig, at alle med tilknytning til Forsvaret skriver positivt om projektet i denne høring. Forståeligt, men også tankevækkende, at protesterne kommer fra folk i nærområdet (se postnr.) - dvs. brugere af de rekreative arealer. Forsvaret og Livgarden har i sagens natur intet at tabe ved tilladelse til byggeri, mens vi borgere i indre by er bestyrtede ved udsigten til indgreb i Kongens Have, som vi troede var beskyttet af fredningsbestemmelserne. Jeg mener endvidere, at brugen af denne digitale høringsportal er et eksempel på en tvivlsom måde at postulere borgerinddragelse på. At sende et projekt som dette i høring i fuldkommen tavshed om vinteren, hvor Kongens Have har færrest brugere, er en hån mod den menige københavner. Når sommeren kommer, og københavnerne opdager, at byggeriet er vedtaget, er det for sent at gøre indsigelse. Hver dag bruger tusindvis af mennesker, som ikke selv har adgang til have, Kongens Have. Det foreslåede byggeri vil forringe denne oplevelse, hvad angår adgangsforhold, lys- og skyggeforhold og udsigtsforhold. 1. Adgangsforhold - nedlæggelse af indgang Mange københavnere bruger Kongens Have som "transporthave" og nyder at kunne skrå igennem og dermed få 10 minutters fred for byens støj- og lugtgener. Den mulighed hæmmes nu betydeligt for mange mennesker, idet den meget benyttede indgang tættest på Nørreport foreslås nedlagt. Det kan for udenforstående virke ligegyldigt, om folk skal gå 100 meter længere hen af Gothersgade for at komme ind i haven, men for de mange mennesker, der dagligt tager vejen fra Nørreport med kurs mod havens modsatte ende, er det en mærkbar forringelse. 2. Lys- og skyggeforhold Et massivt byggeri af den foreslåede størrelse vil naturligvis påvirke lyset og kaste skygge over en del af dette enestående åbne anlæg midt i København 3. Udsigtsforhold/visuelle forhold Når man går i Kongens Have, har man i dag udsigt mod det smukke kaserneområde og eksercérpladsen helt fra springvandet og på sin vej ned igennem kavalergangen. Ved vedtagelsen af byggeriet vil en stor del af denne udsigt blive spærret af et nybyggeri. Det er en markant forringelse for alle brugere af haven. En placering af et byggeri på dette åbne område giver mindelser om busterminalen på Rådhuspladsen, der også, sine arkitektoniske kvaliteter til trods, "forstyrrede" oplevelsen af pladsen og de historiske bygninger Hvis Københavns Kommune og Slots- og Ejendomsstyrelsen ønsker at reaktivere det "døde" hjørne af Kongens Have, bør det gøres med udgangspunkt i borgernes interesser, ikke Livgardens. Kongens Have er borgernes have og af samme årsag fredet. Københavns Kommune bør varetage borgernes interesser frem for Livgardens i denne sag. Livgarden bør, inden for det gavmilde budget, kunne finde løsningsforslag, som tager hensyn til Livgardens placering i et følsomt område, ligesom øvrige virksomheder og institutioner i Indre By har for vane, se bare planerne for det nye Naturhistorisk Museum, som på fornem vis tager hensyn til placeringen ved Botanisk Have.