Høringssvar vedrørende Enghave Brygge - lokalplan 494

Oprettet: 5. marts 2013
Svarnummer:
11

Indsendt af

Johan Hage

Virksomhed / organisation

Foreningen Hovedstadens Forskønnelse

Postnr.

1300

By

København

Høringssvar

Ligesom de grønne områder i byen er de åbne vandområder, vi har i København et fælles gode som rummer store bymæssige kvaliteter, som man skal beskytte. Alle er i dag lykkelige for at man skrinlagde Søringsprojektet i 1973, som skulle have afgivet 30 meter vand fra samtlige søer fra Fredensbro og til Gammel Kongevej. I den nye plan for Enghave Brygge er man desværre inde på samme fejlspor som i Søringsprojektet, hvor man vil stjæle af det fælles vandspejl. Hele Sydhavnsområdet omkring H.C. Ørstedsværket er karakteriseret ved den store vandflade, som havnen udgør. Københavns Havn er ikke bare et tomrum, der kan udfyldes med øer og boligkarréer uden konsekvenser for byen som helhed. Det brede havneløb er med til at definere København som en havneby og rummer en storhed og skønhed, som er væsensforskellig fra de små kanalløb, man har fået flere steder i byen, og som man også vil skabe på Enghave Brygge. Planen vil inddrage 35.000 m2 havneareal til opfyldning og næsten halvere bredden på havneløbet ved Enghave Brygge. Samtidig er der i planen lagt op til at bygninger i op til 9 etagers højde kan opfører helt ud til havneløbet og dermed lukke både for kig til havnen fra sjællandssiden og kig til Vesterbro fra Amagersiden. Disse planer ligner dermed fadæsen ved Kalvebod Brygge, hvor man også har fået lukket helt af til havnen. Københavns Havn er ikke bare et tomrum, der kan udfyldes med øer og boligkarréer uden konsekvenser for byen som helhed. Det brede havneløb er med til at definere København som en havneby og rummer en storhed og skønhed, som er væsensforskellig fra de små kanalløb, man har fået flere steder i byen, og som man også vil skabe på Enghave Brygge. Havnen er Københavnernes fælles rum og bør ikke blot kunne inddrages til gavn for enkelte ejere med trang til havnekig. Derfor ”modsvares” opfyldningen af havneløbet ikke af de 30.000 m2 kanaler og bassiner, der udgraves på området, sådan som det formuleres i lokalplanen. Disse områder er i overvejende grad til glæde for de få beboere og de har derudover slet ikke de samme kvaliteter, som et stort, åbent og tilgængeligt vandspejl. Det forhold at bebyggelserne ligger som øer, adskilt af kanaler, vil samtidig rent praktisk have den betydning, at Københavnerne ikke kan bevæge sig langs havnen på Enghave Brygge. Hvis man gerne vil have kanaler på området, bør man nøjes med at udgrave dem af de eksisterende kajområder. Det er der plads til. Og hvis man så vil gøre noget rigtigt positivt for byen, kan man lave et åbent område ud mod vandet, som kan blive alle københavneres havnerum, på samme måde som Islands Brygge er det i dag på Amagersiden. Johan Hage på vegne af Foreningen Hovedstadens Forskønnelse