Høringssvar vedrørende Restaurationsplan

Oprettet: 1. maj 2012
Svarnummer:
6

Indsendt af

Indre By Lokaludvalg

Postnr.

1550

By

København V

Høringssvar

Kultur- og Fritidsforvaltningen har den 29. februar 2012 sendt Bevillingsnævnets udkast til restaurationsplan i høring med svarfrist den 1. maj 2012. Borgerdialog I forbindelse med Sikker By-ugen i maj 2011 gennemførte Indre By Lokaludvalg en spørgeskemaundersøgelse om nattelivet i Indre By. Borgerne kunne besvare spørgeskemaet ved et arrangement i Ørstedsparken samt på lokaludvalgets hjemmeside. En opsummering af undersøgelsen er vedlagt. Indre By Lokaludvalg var på Bispetorv den 15. marts 2012 for at tale med de forbipasserende om nattelivet. Det var som led i den igangværende bydelsplanproces. En opsummering af de besvarede spørgeskemaer, som borgerne kunne udfylde ved arrangementet på Bispetorv og på lokaludvalgets hjemmeside, er vedhæftet. Den 19. april 2012 besøgte Indre By Lokaludvalg Gefion Gymnasium for at tale med eleverne om ”Det Gode Natteliv”. Vi spurgte dem, hvad der i nattelivet i Indre By skal være mere af og hvad der skal være mindre af. En opsummering på drøftelsen er vedhæftet. Den 24. april 2012 havde Indre By Lokaludvalg et ”omvendt borgermøde” i Bethesda, Rømersgade 17, hvor vi lod borgerne fortælle panelet, hvad de mener om restaurationsplanen. Til at sidde i panelet havde vi inviteret Bevillingsnævnets medlemmer og medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget. Medarbejderne i Kultur- og Fritidsforvaltningen, som betjener Bevillingsnævnet og har arbejdet på udkastet til restaurationsplanen, var også inviteret til at deltage. Et referat af mødet er vedhæftet. Lokaludvalgets holdning Det er vigtigt for lokaludvalget at slå fast, at vi ikke er imod natteliv i vores bydel, men tværtimod ser det som en berigelse. Vi vil godt bo i en levende bydel! Men nattelivet har taget overhånd gennem de seneste 5-10 år. Så reguleringen af nattelivet skal ses som en regulering af forholdet mellem erhvervsinteresser og livskvalitet for beboerne og brugere af byen. Lokaludvalget bifalder således det skrevne i forordet til restaurationsplanen: ”Der skal være plads til pulserende storbyliv, men det er også vigtigt, at der er fristeder, og at der tages hensyn til de beboere, som bor i byen.” Forfejlet målsætning Imidlertid bliver vi skuffet, når vi læser, - at Bevillingsnævnets overordnede mål med restaurationsplanen er at skabe større klarhed omkring rammerne for udstedelse af alkoholbevillinger i Københavns Kommune. - at målgruppen for planen er primært allerede etablerede og potentielle restauratører, som i restaurationsplanen kan få et overblik over de gældende regler, og hvordan man søger om alkoholbevilling og nattilladelse mv. Det er en forfejlet målsætning med planen. Restaurations¬planen skal være et aktivt værktøj til at sikre balancen mellem hensynet til på denne ene side erhvervslivet og gæsterne i byens natteliv, og på den anden side beboere og erhverv, som efterspørger nattero, rene gader, tryghed, sikkerhed og i det hele taget større hensyntagen. Den skal ligeledes være med til at skabe ordnede forhold for gæsterne i nattelivet, så de også kan føle sig trygge og sikre, når de besøger vores bydel. Borgerne i kommunen samt den almindelig gæst i nattelivet bør således også være målgruppen, ligesom den bør kunne anvendes af kommunens forvaltninger samt eksterne myndigheder som grundlag for deres afgørelser på fx planområdet. Bevidst bevillingspolitik På ret mange andre områder inden for de kommunale myndighedsområder har man strategier og målsætninger, som forvaltningerne og Borgerrepræsentationen handler efter. Der er med andre ord en bevidst politik for de forskellige områder. Med sådanne politikker søger man at påvirke borgernes og erhvervslivets adfærd i en given retning. Restaurationsplanen skal være essensen af en bevidst bevillingspolitik, der søger at fremme et trygt, sikkert, ikke-generende og faktisk også et sundt natteliv. Endvidere bør bevillingspolitikken modvirke brugen af sort arbejde. Dvs. at bevillingspolitikken og dermed restaurationsplanen skal forholde sig til de andre af kommunens politikker, som er relevante i denne sammenhæng, f.x. Sikker By- politikken, sundhedspolitik, miljøpolitik og kriminalitetsforebyggelse. Derudover bør man med en bevillingspolitik forholde sig aktivt til events i gaderummet - fx Distortion. Bevillingspolitikken bør fremgå af kommuneplanen, ligesom restaurationsplanen (med det indhold, vi foreslår nedenfor) bør indgå ved vurderingen af ansøgninger om dispensation fra en lokalplan til natklubber o.l., herunder også ansøgninger om midlertidige dispensationer. Nyt udkast efterspørges Det foreliggende udkast til restaurationsplan er tilsyneladende skrevet for at tilgodese kravet fra bl.a. Indre By Lokaludvalg og borgerne i bydelen om en plan, der regulerer forholdene i nattelivet, uden at begrænse restauratørerne udfoldelsesmuligheder. Det fremgår klart, at det i hovedsagen er restauratørernes interesser, man søger at varetage. Derfor bør arbejdet gå om. Vi foreslår Kultur- og Fritidsudvalget at bede Bevillingsnævnet om at gennemskrive planen, så der er balance mellem den enkelte restauratørs umiddelbare interesser og byens, beboernes og på længere sigt faktisk også restaurationsbranchens interesser. Heraf følger, at Bevillingsnævnet med en sådan restaurationsplan må være villig til at begrænse antallet af bevillinger i de hårdest ramte dele af bydelen. Konkrete forslag Konkret foreslår vi, - at restaurationsplanen er meget skarp på at udpege hvilke gader i bydelen, der er egnet til nattelivsaktiviteter og gadeevents og hvilke gader, der ikke er. Vi ved, at borgerne savner en præcis udmelding om dette, ligesom tilflyttere vel har krav på at vide, hvad de går ind til, når de slår sig ned i Indre By. - at det slås fast, at der er for mange bevillinger og gadeevents i Middelalderbyen og i gaderne mellem Nyhavn og Sankt Annæ Plads. I den forbindelse gør lokaludvalget opmærksom på, at der bor flere tusinde indbyggere i Middelalderbyen. - at i Indre By er det i hovedsagen i Metropolzone-området og i Nyhavn på sol-siden, at man samler nattelivet og gadevents. - at der ikke tillades natklubber o.l. i stueetagen og kælderen i ejendomme, hvor lokalplanen bestemmer, at der skal være boliger på de øvrige etager. - at restaurationsplanen skal være klar i mælet uden ”gummiformuleringer” som ”Bevillingsnævnet foretager således fortsat en individuel vurdering af omstændighederne i hver enkelt sag”. - at det skrives ind i restaurationsplanen, at Bevillingsnævnet vil anlægge et helhedssyn, når man vurderer, om der skal gives en bevilling; dvs. at Bevillingsnævnet vil vurdere, hvordan den, der ønsker en bevilling, i og omkring sin restauration kan - håndtere affald - håndtere støj - håndtere diskriminerende adfærd - håndtere forsøg på salg af stoffer mv. - og vil skabe tryghed og sikkerhed - sandsynliggøre, at der er ordnede forhold omkring løn- og arbejdsforhold samt Told og Skat - vil håndhæve rygeloven og bestemmelserne om udskænkning for mindreårige - at man som restauratør ikke må have gæld, og at man som led i behandlingen af en bevillingsansøgning tjekker ansøgerens solvens. - at omkringboende høres, når der søges om bevilling et sted, der ikke tidligere har haft en bevilling. - at brugen af forhåndstilsagn og midlertidige tilladelser ophører. Dels er det udtryk for administrativt dobbeltarbejde og dels er det vanskeligt for forvaltningen og Bevillingsnævnet at fravige et forhåndstilsagn eller en midlertidig tilladelse, når en endelig afgørelse skal træffes. - at det af restaurationsplanen klart skal fremgå, hvordan man som borger kan klage over gener fra nattelivet og gadeevnts, herunder hvordan arbejdsfordelingen mellem politiet og kommunen er. - at antallet af bevillinger til klubber o.l. samt gadevents er i balance med kommunens og politiets prioritering af ressourcer til at sikre, at vilkårene i de givne bevillinger overholdes. - at en bevillingsansøger, dennes partner eller dennes medarbejdere ikke må være dømt for forhold, som begrunder en nærliggende fare for misbrug af bevillingen. - at en bevilling kan bortfalde, hvis det viser sig, at restaurationen, man har givet bevilling til, er til gene for de omkringboende. ”Simons Natklub” i St. Strandstræde er et eksempel på et sådant sted. Vi har tidligere foreslået en klippekort-ordning. Lokal repræsentation i Bevillingsnævnet Det udsendte udkast til restaurationsplan illustrerer, at borgerne ikke er repræsenteret i Bevillingsnævnet. Vi foreslår derfor, at lokaludvalgene får sæde i Bevillingsnævnet for at sikre lokalområdernes interesser, når en bevilling behandles. Hvordan lokaludvalgenes repræsentation rent praktisk skal gribes an, er en teknikalitet. Vigtigst er at få slået fast, at når erhvervslivet og de, der arbejder i nattelivet, har repræsentanter i Bevillingsnævnet, bør borgernes lokale repræsentanter også sidde med ved bordet. Indre By Lokaludvalg vedtog dette høringssvar den 12. april 2012. Med venlig hilsen Bent Lohmann, formand