Høringssvar vedrørende Panum II - lokalplan 469

Oprettet: 2. januar 2012
Svarnummer:
10

Indsendt af

Rosi Kovacs

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg er beboer i A/B Nansa med lejlighed på Nørre Allé dvs. én af dem hvis hverdag fremover vil blive ”overskygget” af den kommende nabo: Panumtårnet. Og det er desværre kun en del af de uheldige påvirkninger vi åbenbart skal lære at leve med. Generne ved byggeprocessen; støj og støvgener, pilotering som kan føre til øgede revnedannelser i de over 100 år gamle bygninger, som lige er blevet sat i stand, tung trafik af lastbiler til byggepladsen af flere års varighed i et område som i forvejen har været plaget af byggearbejde de sidste 10 år. Ja, vi er glade for at det nu er overstået og håbede på en periode hvor vi igen kunne nyde omgivelserne, at være ude og nyde en smuk solskinsdag. Det undrer mig ikke at folk er holdt op med at sende indlæg til høring: jeg har også min tvivl om at vores indlæg nytter noget og at det menes seriøst når I skriver at kommunen ønsker at tage hensyn til dem der bor i området og lytte til indvendingerne mod dette prestigebyggeri. Der blev nemlig skrevet mange indlæg tidligere om vores bekymringer, vi har været til informationsmøder og fulgt med i ”processen”. Alligevel har det ikke rokket noget som helst ved planerne. Størrelsen af tårnet bagatelliseres; for eksempel ved det udsendte materiale om Panumtårnet illustreret med billeder, hvor det 75 m højt tårn ser nærmest ud som om det var på højde med kirketårnet. Skyggevirkningerne fremstilles på tidspunkter og årstider hvor de er mest begrænsede. Turbulensen påstås at kunne modvirkes af de runde kanter osv. Det forekommer mig derfor at høringerne er spil for galleriet, en skindemokratisk foranstaltning.

Materiale: