Oprettet: 27. juni 2016
Svarnummer:
27

Indsendt af

Johnny Knudsen

Postnr.

1719

By

København V

Høringssvar

Det er positivt, at Københavns Kommune vil benytte arealet til at udvikle bydelen og tilføre grønne arealer til en bydel, som i den grad trænger til det. Det er også positivt, at kommunen vil udnytte arealet til flere boliger. Imidlertid er jeg ikke tryg ved, at kommunen vil have flere højhuse. Jeg frygter, at kommunen igen accepterer for høje bygninger, som ødelægger området. Disse høje bygninger vil dominere meget på Vesterbro, da der ikke så mange - endnu. Så vidt jeg kan forstå, vil der komme flere i Carlsberg-bydelen. Placeringen af det første højhus i Carlsberg-bydelen er efter min opfattelse ikke gennemtænkt fra kommunens side - det er den uden tvivl af bygherrens arkitekter. Den høje bygning er synlig hele vejen gennem Istedgade og syner voldsomt. Den har ødelagt meget af charmen ved at gå i gaden. Det skal siges, at jeg er klar over problematikken med, at bygninger skal være relative høje for, at det økonomisk hænger sammen, men nogle gange bliver der ødelagt for meget for at opnå flere boliger. Efter min opfattelse bør de bygninger, som skal opføres på arealet på Kalvebod Brygge Vest ikke være højere end resten af Vesterbro, dvs. 5-6 etager - evt. en etage højere pga. forskel i terrænet mellem Kalvebod Brygge Vest og Ingerslevgade. Jeg kan godt forstå, at Københavns Kommune vil hjælpe med at finde billige boliger til flere inklusiv studerende, og at det er et spørgsmål om økonomi. Kommunens higen efter nye boliger, bør dog ikke (efter min opfattelse) ødelægge glæden ved at kunne se solen og himlen for alle de nuværende indbyggere i bydelen. Jeg håber, at kommunen revurderer højden på byggerierne, så alle fremtidige bygninger kommer i niveau med resten af bydelen. Min opfordring er, at I bør kigge på den færdige Carlsberg-bydelen og lære af den, før I beslutter jer til flere højhuse.Beslutningen kan jo ikke omgøres, når den først er truffet, og byggeriet er i gang.