Høringssvar vedrørende Justering af klynger og netværk

Oprettet: 8. oktober 2015
Svarnummer:
156

Indsendt af

Line Frederiksen

Postnr.

2200

By

Nørrebro

Høringssvar

Kære politikere i Københavns Kommune. Jeg er forælder. Jeg er en meget stolt forælder. Jeg er også en stolt københavner. Jeg er stolt af vores åbenhed over for hinanden. Jeg er stolt af at bo i byen. Stolt af at bruge byen og passe på byen. Og jeg er stolt af hver dag at bidrage til byen, både til erhvervslivet og familielivet. Men lige nu er jeg mest bekymret. Bekymret fordi, I med jeres forslag til ændring af Klynge NB 8 efterlader store, uhensigtsmæssige konsekvenser for noget af det, der også gør mig rigtig stolt: Vores meget velfungerende klynge NB 8! Jeg kan kun være enig med jer i, at et stærkt og forpligtende samarbejde mellem institutionerne, både vuggestuer, børnehaver, integrerede institutioner, fritidshjem, fritidsklubber og ungdomsklubber er væsentlig. Men at oprette klynger, der kaster mange års hårdt arbejde med et flot resultat over bord, gør mig alt andet end stolt. Det må kunne gøres mere hensigtsmæssigt, så vi ikke skal starte helt forfra. Det tager tid. Meget tid. Tid der i forvejen ikke er meget af. Det er en dyr pris, som vores små børn betaler. Der må findes en løsning med færre konsekvenser og hvormed, vi kan bevare det solide fundament, der er blevet knoklet hårdt for at etablere i Klynge NB 8. Et fundament med høj faglighed, stabilitet, tryghed, nærvær og tid til vores børn. Et fundament og et stykke arbejde, der bidrager væsentligt til, at jeg hver dag er en stolt og engageret borger. Håber I vil tænke jer om en ekstra gang - og lade mig forblive en stolt københavner...