Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 1. november 2024
Svarnummer:
42

Indsendt af

Thomas Warburg

Virksomhed / organisation

SF-Vesterbro

Postnr.

1671

By

København V

Høringssvar

En rød og grøn Jernbaneby
- høringssvar fra SF-Vesterbro om lokalplan for Jernbanebyen

SF-Vesterbro glæder sig til en omformning af værkstederne på Otto Busses Vej fra et industriområde til et boligområde. Her er en enestående mulighed for at tilføre Vesterbro det, vi savner og mangler. Plads til bevægelse, grønne områder og inkludering af byens udsatte.

Desværre må vi konstatere, at jagten på profit trumfer vores drømme om en ansvarlig byudvikling. De grønne områder kæmper om pladsen med boliger og infrastruktur. Området er allerede nu en såkaldt varme-ø med de højeste temperaturer i byen. Planerne om Jernbanebyen ændrer ikke på det forhold. Træer og planter kunne modvirke varme-ø-effekten, men lokalplanforslaget konkluderer, at det også vil være et problem i fremtiden.

I det hele taget er bebyggelsesprocenterne for høje og det giver et meget tæt byggeri. Det er fx tydeligt i det planlagte område V ved Centralen. Almene boliger placeres for tæt på eksisterende bygninger og bevaringsværdige bygninger klemmes inde eller tilføjes flere etager. Centralen vil derfor være generet af skygger fra omkringliggende høje bygninger hele dagen og ikke være et oplagt rekreativt område.

Jernbanebyen skal have blandet boligformer og tage sin del af byens sociale ansvar. Det betyder, at der bør bygges flere end de planlagte 10 skæve boliger (som i øvrigt skal være i ét plan!) og at både de skæve boliger og det sociale bosted integreres bedre med resten af Jernbanebyen. De nuværende placeringer er for ekskluderende i forhold til livet i kvarteret og andre boliger i området.

Endelig er adgangen til området håbløs. Der mangler forbindelser til Vesterbro og det er helt uacceptabelt at lukke tunnelen til Enghavevej i op mod et år for at udvide den til den stigende færdsel. Der er brug for forbindelser til resten af byen, men der mangler også flere gode interne forbindelser over metroklargøringscentret, der kan få det delte område til at hænge bedre sammen.

Jernbanebyen mangler grønne områder og bebyggelsesprocenterne er for høje både i nord og syd. Flere boligområder bør udformes som karre-byggerier. Det giver bedre muligheder for fællesskab med naboer.

Kun ved at etablere flere grønne områder, stoppe den planlagte fortætning og skabe bedre inklusion af udsatte borgere, kan Jernbanebyen blive mere grøn og rød, som SF-Vesterbro ønsker sig.