Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 1. november 2024
Svarnummer:
56

Indsendt af

Jens Zacharias Nielsen, arkitekt M.A.A.

Postnr.

1703

By

København V.

Høringssvar

Jeg gør herved indsigelse mod det forliggende lokalplanforslag for byområdet Jernbanebyen. Jeg foreslår, at byområdet omdannes til et rekreativt område med natur og og med plads og rum til fælles aktiviteter - såvel udendørs som indendørs.

Bydelen Vesterbro har meget lidt friarealer og forholdsvis begrænsede muligheder for udendørs udfoldelse - et rekreativt område i Jernbanebyen vil være et vigtigt tilskud for såvel bydelen som for Sydhavnskvarteret samt desuden også være til gavn for borgere i det øvrige København.

Byområdet Jernbanebyen skal indeholde flg. funktioner:

1. BYBONDEGÅRD: Et sted for børn og unge, hvor de på nært hold kan opleve husdyr som f.eks: Kaniner, høns, ænder, gæs, får, geder, grise, kalve og mindre heste. I Berlin er der f.eks. en bybondegård. Stedet skal drives af kommunen.

2. SANSEHAVE/PARK: En have eller en park med en bred variation af planter, buske og træer - herunder frugtbærende buske og træer - et sted med biodiversitet som tiltrækker fugle og insekter - et sted hvor man kan sanse naturen.

3. INSEKTBUFFET: Flere større bede med en bred variation af planter, der blomstrer og som tiltrækker insekter. I Svendborg er der f.eks. en insektbuffet.

4. PARK: Et større grønt område med græsplæne og en bred variation af planter, buske og træer. Der skal være borde og bænke til ophold og mulighed for spontan boldspil og leg.

5. TRÆER OG BUSKE Udover de her nævnte arealfunktioner skal der generelt i byområdet være en bred variation af buske og træer. De eksisterende træer skal såvidt muligt bevares.

6. DRIVHUS: Der skal være et større drivhus til nytte- og prydplanter. Kommunens borgere kan låne/leje et mindre areal i drivhuset, hvor borgeren selv er ansvarlig for pasningen af planterne. Det er kommunen der varetager den overordnede drift.

7. BYHAVER: Der skal være små jordlodder, som kan lånes/lejes af kommunens borgere til nytte- og prydplanter. Den enkelte borger er selv ansvarlig for pasningen af sin byhave. Kommunen varetager det overordnede tilsyn.

8. BØRNEHUS: Et sted som forældre kan låne/leje til børnearrangementer som f.eks fødselsdage og fastelavnsfest. Stedet kan også anvendes til mere spontane aktiviteter. I huset er der bl.a. hoppemadras, ribber og små borde og stole til børnene samt et mindre køkken, hvor forældrene kan tilberede mad og drikke. Stedet skal drives af en kreds af forældre og kommunen har det overordnede tilsyn. I Lille Colbjørnsensgade er der f.eks. et børnehus.

9. FORSAMLINGSHUS/BEBOERHUS: En bygning til møde- og festarrangementer for kommunens borgere. Den overordnede ledelse varetages af en kreds af brugere. Kommunen medfinancierer driften.

10. GENBRUGSHUS: En bygning for udveksling af genbrugsting. Her kan kommunens borgere aflevere funktionsdygtige ting og borgere kan gratis hente ting til eget brug. Kommunen financierer driften af stedet.

11. BEBOERVÆRKSTED: En bygning hvor kommunens borgere kan komme og reparere deres ting som f.eks. cykler, møbler, lamper osv. Der skal i bygningen være et lokale med en "systue", til reparation af tøj og produktion af nyt. - Der skal i bygningen endvidere være plads/lokale til en Repaircafé, hvor frivillige reparerer f.eks. tøj og elektronik for byens borgere. Der findes repaircaféer i flere bydele. Den daglige ledelse varetages af en kreds af brugere og kommunen financier stedet.

12. MULTIIDRÆTSHAL: Til motion og bevægelse - for en bred vifte af idrætsaktiviteter. Der skal i bygningen være lokaler til mindre holdaktiviteter som f.eks gymnastik og yoga. Kommunen skal varetage driften af stedet.

13. SPISEHUS: Et sted med et varieret udbud af retter, herunder af veganske og vegetariske retter. Stedet drives så vidt muligt i privat regi med kommunen som den overordnede ansvarlige.

14. MUSIKØVEHUS: Bygningen skal være placeret således, at musikøvningen ikke generer omgivelserne. Driften varetage af kommunen.

15. KREATIVITETSHUS: Et sted for kreative aktiviteter som f.eks. kunstmaling og keramik på amatørplan for byens borgere. Stedet skal dagligt ledes af en kreds af brugere, hvor kommunen har det overordnede ansvar.

16. LEGEPLADS: Der skal være en større legeplads.

17. CAFÉER: der skal være plads til en eller flere caféer herunder til en alkoholfri café.

18. KIOSK OG DAGLIGVAREHANDEL: Der skal kunne placeres en eller flere kiosker samt en mindre dagligvarebutik.

19. BYGNINGSBEVARING: Den Gule By bevares og så vidt muligt også de historiske ældre bygninger, såfremt det harmonerer med de overordnede mål for byområdet.

20. BOLIGER: Hvor pladsen tillader det i forhold til de overordnede mål etableres der almene boliger i et begrænset omfang.

21. BOLDBANER: Der skal etableres flere boldbaner i håndboldbane størrelse, beregnet til spontant præget boldspil som fe.eks basketball og fodbold.

22. BILFRIZONE: Der skal parkeres i randområdet til Jernbanebyen og der må kun køres inde i området for varetransport og for gangbesværede.

23. ENERGIFORSYNING: En del af byområdets el-forsyning skal lokalt komme fra solceller og passiv solvarme.