Høringssvar vedrørende Skitseforslag for Provstevej

Oprettet: 9. juli 2023
Svarnummer:
6

Indsendt af

Søren Dawe

Virksomhed / organisation

Ejerforeningen Thoravej 23

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Til Københavns Kommune

Bestyrelsen for ejerforeningen Thoravej 23 vil gerne takke for muligheden for at blive hørt og afgive kommentarer til skitseprojektet for Provstevej, som vi bor lige rundt om hjørnet fra.

Vi er store tilhængere og bakker fuldt ud op om projektet. Vi deler til fulde projektets vision om at skabe en grønnere og mere sikker gade for fodgængere og cyklister samt en gade som samtidig indbyder til flere steder at mødes og opholde sig, og dermed styrker fællesskabet i kvarteret.

Da vores forening ikke selv har direkte adgang ud til Provstevej vil vi afholde os fra af kommentere på de konkrete placeringer af installationer/foranstaltninger, og i stedet udtrykke, at vi er meget begejstrede for at se at der lægges op til;

  • flere møde- og opholdssteder 

  • grønne tiltag der skaber mere bynatur i et vild-med-vilje tema. Vi er også meget tilfredse med at der lægges op til mere facadebegrønning, som der fx allerede er nogle steder på Thoravej, og som vil give en god sammenhæng/identitet.

  • at fjerne den tunge trafik og implementere hastighedsnedsættende greb som fx hævede flader i krydsene, som der står i afsnit 9. Og det ligner umiddelbart på skitsen, at der i lege- og opholdsområdet arbejdes med chikaner, der gør at bilerne skal zig-zagge. Det synes vi er en rigtig god ide.

I vores forening er halvdelen af lejlighederne beboet af småbørnsfamilier, og det er endnu en grund til, at vi glade for at se, at der lægges op til lege- og opholdsområde på en del af Provstvej, som vi ser meget frem til at bruge, hvis projektet udvælges, samt at der er fokus på at hastigheden sænkes og skabe en mere sikker gade at færdes på for kvarterets stigende antal børn. I den forbindelse kan vi ikke helt se af skitsen, hvordan hastighedsbegrænsningen foreslås i den del der er lege- og opholdsområde. Så her vil vi gerne opfordre til, at den sænkes markant og bliver til et område, hvor biler kun kan sive langsomt igennem i én retning. I dag oplever vi en del hurtige bilister, der benytter Provstevej som en gennemkørselsgade, eller smutvej mellem Frederikssundsvej og Tomsgårdsvej, og som accelerer kraftigt mellem krydsene.

Med venlig hilsen

Søren Dawe, på vegne af bestyrelsen af ejerforeningen Thoravej 23.