Høringssvar vedrørende Skitseforslag for Andreas Bjørns Gade

Oprettet: 31. august 2023
Svarnummer:
79

Indsendt af

Mikkel Baunkilde

Postnr.

1428

By

KØBENHAVN K

Høringssvar

Porten til Christianshavn – mindre hygge og mere støj!

Som beboer og familiefar i Andreas Bjørns Gade trives jeg godt i gaden, som er stille og roligt afbræk fra turister og andre besøgende på Christianshavn. Jeg er bekymret for, hvilke konsekvenser etableringen et byrum designet til ophold kan få for os beboere og vores hverdagsliv i gaden. Kan det virkelig være rigtig at vi skal tivolisere alle byrum på Christianshavn?

Jeg imødekommer generelt idéen om flere grønne oaser i gaden, men en stor del af forslaget beror på øget mulighed for ophold i gaden ved etablering af bænke el.lign., hvilket jeg ikke kan tilslutte mig og på det kraftigste vil fraråde bliver en del af projektet.

Når man skal arbejde med byfornyelse og de forandringer som dette forslag præsenterer, skal man tage hensyn til en række omstændigheder herunder; byudviklingen i området generelt, nærmiljøet, beboelse og selve gaden/lydakustikken. Noget der umiddelbart ikke lader til at være taget højde for i forslaget, hvor en redegørelse af de potentielle negative konsekvenser stråler ved deres fravær.  

Er ophold en mangelvare på Christianshavn?

Der er allerede rig mulighed for ophold på Christianshavn i smukke blå og grønne omgivelser. Ved kanalen, havnefronten, broens gadekøkken, Hal C, den kommende park ved Operaen, Holmen, Refshaleøen, ved volden osv. Det er derfor interessant at stille spørgsmålet, for hvem laver man nye opholdszoner i Andreas Bjørns Gade? Rigtig mange har i forvejen altaner ud til gaden samt alle foreninger har store opholdsgårde med legepladser, så hvorfra stammer behovet for at skabe yderligere ophold på gadeplan?

Kriminalitet:

I Andreas Bjørns Gade bor vi tæt på et af Københavns knudepunkter for organiseret kriminalitet (Pusher Street), og man kan bl.a. se hvordan dele af Burmeistersgade er blevet opholdssted for mange i relation til miljøet og ofte forekommer der anholdelser netop dér. Vi oplever desuden en stigende tendens til at aktiviteter i relation til miljøet også rykker ned i Andreas Bjørns Gade fx i kælderskakter mv.

Vi ser samtidig ind i en lukning af Pusher Street, hvilket potentielt set kan betyde en spredning af hashsalget i området, hvorfor vi frygter pladser med ophold og kroge til at skjule sig vil blive anvendt til netop dette og invitere til mindre hygge, og mere kriminalitet.

Byens udvikling:

Byen udvikler sig, og den udvikler sig hurtigt. Christianshavn er forbundet med nye broer, byen rykker længere og længere ud mod Refshaleøen, og Andreas Bjørns Gade er ikke længere et yderpunkt eller en ”port til Christianshavn” – men derimod en central passage i forhold til flere nye tiltag fx Broens Gadekøkken. Gennemstrømningen af mennesker er derfor stor i området, og mange vil tage ophold i gaden i tide og utide, hvis man fremmer muligheden for netop dette.

Støj og hensyn til beboere i gaden:

Støjniveauet vil derfor naturligt stige, og frygten er, at opholdszonerne vil blive anvendt af turister osv. til gene for gadens beboere. Bygningernes placering og afstand betyder at lyden slynges rundt i hele gaden. Yderligere ophold i gaden vil potentielt set øge støjniveauet i gaden, og med den i forvejen dårlige akustik, til gene for hele gaden, og ikke blot ved den enkelte opholdszone.

Gaden er en beboet gade, hvor mange bl.a. har soveværelse ud til gaden. Roen i vores gade er noget man skal værne om og man skal tage højde for, at det er et beboelsesområde, hvor de fleste mennesker har behov for disse stille hverdagsoaser. Det boblende og buldrende København er lige rundt om hjørnet!