Høringssvar vedrørende Baggesensgade - lokalplan 627

Oprettet: 26. maj 2023
Svarnummer:
17

Indsendt af

Marianne Holst

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Nej tak til Danmarks største almene festlokale

Meningen med beboerhuset har altid fra Blågårdens side været at få et kæmpestort festlokale, beboerne kan leje for billige penge til private fester.
De har allerede et festlokale.
Der mangler heller ikke lokaler til foreningerne, faktisk er Blågården ikke engang sikker på, at de eksisterende foreninger vil flytte med over i beboerhuset.
Men derimod mangler der grønne udeområder til børn og unge i kvarteret.
Der mangler også ro og nattesøvn for os beboere i de 66 familieboliger i bebyggelsen Prater.
Det er os på adresserne Stengade 6 til 22.   

Jeg synes ikke, at nogle voksnes ønske om flere og større fester kan retfærdiggøre, at børn og unge mister den meget populære boldbane, og et af kvarterets få grønne åndehuller forsvinder.
Ej heller, at vi beboere, der kun har Stengade mellem os og det påtænkte festlokale, belastes med endnu mere støj.

Spillestedet Stengade ligger i vores gård med en rummelig forplads ud til gaden.
Vi har rigelig med larm fra deres gæster, der står udenfor og råber.
Værst er de dunkende basrytmer, der trænger sig ind gennem væggene til vores lejligheder, fordi spillestedet har svært ved at overholde lovkravet om ikke at spille for åbne døre.

Sådan har det været med jævne mellemrum gennem de 13 år, jeg har boet her.
Spillestedet er kommunens lejere og kommunens forpligtelse at holde styr på.
 Når det ikke lykkes for forvaltningens ansatte, tvivler jeg stærkt på, at en frivillig bestyrelse i Blågården kan gøre det bedre med deres festlokale til 120 siddende gæster. Snarere tværtimod. 

Blågården har i forvejen et festlokale til 50 personer i Blågårdsgade 36.
Festerne skal ikke være større i et så tæt bebygget beboelseskvarter.
Så må man efter min mening ud på det private marked og leje et lokale.   

Jeg undrer mig meget over, at forpersonen for Nørrebro Lokaludvalg i sit høringssvar bakker om beboerhuset efter have skrevet med nogen på Facebook og have ”hørt” noget.  
Det er ikke et lokaludvalg værdigt at træffe sine beslutninger på så overfladisk en måde – endda uden at kontakte os i Prater eller andre tætboende naboer.
Jeg forventer, at I beslutningstagende politikere går mere seriøst til værks, sætter jer ind i tingene og baserer jeres overbevisninger på et velkvalificeret grundlag.

En lokalplan skal udtrykke politikernes vision for et område.
Og den vision kan umuligt være:
Endnu højere bygningsprocent og mindre luft og grønt.
Flere børn og unge uden andet at lave end hænge ud på gaden
Og en crazy partyzone med både spillested og Danmarks største almene festlokale blæsende ind i områdets familieboliger.

Vi i Prater kan havne i den ulidelighed, at vi får tunge basrytmer og fulde-råberi fra gården og bryllupsmusik, dyttende biler og fyrværkeri fra gaden.
Pest i det ene øre og kolera i det andet.  
Det kan I altså ikke byde os.
Så enten må I lukke Spillestedet Stengade eller sige nej til Blågårdens beboerhus.
Da I har muligheden for sidstnævnte, håber jeg, I stemmer dette lokalplansforslag ned.  

    
De bedste hilsner

Marianne Holst
Stengade 14, 4. tv
Nørrebro