Høringssvar vedrørende Vermlandsgade og Siljangade

Oprettet: 7. februar 2023
Svarnummer:
22

Indsendt af

Luise Sejersen

Virksomhed / organisation

Prags Boulevard 61-63

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Høringssvaret er skrevet på vegne af brugerne på Prags Boulevard 61-63. Vi er i gang med at lave en portrætbog, som med fotografi og tekst dokumenterer de kreative erhverv på adresserne. Mere end halvdelen af os, som arbejder til dagligt på stedet er professionelle billedkunstnere. Derudover er vi designere, arkitekter, møbelsnedkere, guldsmede, guitarbyggere, klejnsmede, en special effects-mager, musikstudie, motorcykelværksted og vinhandel. I alt 55 små virksomheder.

Vores fælles interesser i området handler om kunst, design og håndværk i et selvetableret og velfungerende miljø. Vi dyrker det nære forhold til materialerne, som kræver tid, fysiske rum og en realistisk husleje. Vi mener, at vi imødekommer et behov i tiden for materialernes genkomst, det analoge, håndens arbejde, kreativitet og fordybelse. Her følges ide og formgivning ad fra start til slutprodukt. Vi rummer og deler alle typer materialer, medier og maskiner -  også det som larmer og sviner lidt. Vi rummer mange typer mennesker - der plads til forskellighed. Diversiteten der også præger Prags Boulevard som helhed, ønsker vi at bevare.

I vores fællesskab, som er udviklet over flere årtier, bliver håndværkstraditioner på én gang vedligeholdt og udviklet mellem nye og ældre brugere. I Prag 61 deles træ og metalværksted, maskiner, keramikovn og kunstnere får lavet stålkonstruktioner til skulptur og installationer hos smeden. Vores sted og arbejde har også betydning for resten af København i vores udadvendte initiativer med udstillinger, Åbent Hus, events med workshops og vinsmagning, hvor vi er en del af et større kulturmiljø i København. Vi har ønsker og ideer om at lukke mere op mod det grønne område på boulevarden med kunstevents, hvor de lokale i højere grad kan deltage end det er muligt nu i de indre gårde.

I det daglige har bygningernes og industrikvarterets historie og identitet stor betydning. Referencerne til en tid hvor håndværket var et bærende element. Vi har brug for den kulturhistoriske bund og ikke nybyggede, sterile delekontorer med kurateret indhold. Vi ærgrer os over tendensen til, at kunst og håndværk bliver skubbet ud af byerne. Vores projekt med portrætbogen sker også som reaktion på, hvordan de fleste kreative miljøer på Amager som PB43, gallerier og værksteder på Strandlodsvej, Krimsvej og Islands Brygge er forsvundet i tidens løb.

Vi ønsker at området fortsætter som kreativ zone i lokalplanen med lav bebyggelsesprocent og at småerhverv er sikret en realistisk værkstedsleje. At Københavns Kommune reelt kan rumme og støtte selvorganiserede, kreative miljøer. Den kreative grundforskning ligger ofte til grund for ideerne i den lettere tilgængelige kulturproduktion. Byen, kunsten og håndens arbejde bør kunne udvikle sig sammen, side om side.

Bogen bliver uddelt til Borgerrepræsentationen og Kultur og Fritidsudvalget m.fl. men da bogen ikke når at blive færdig før denne høringsfrist, har vi samlet den del af interviewteksterne, som udtrykker hvad vi sætter pris på ved stedet samt fremtidige ønsker til Laplandsgade Kvarteret. Teksterne følger nedenfor og er vedhæftet som pdf.

Prags Boulevard 61 – 63:

Profession: Smedemester
Navn: Danny Honore / D K Smeden

Jeg blev ansat hos Nilpeter trykkerivirksomhed i 1986 og har siden starten af 1990’erne haft ansvar for at passe bygningerne og leje dem ud til småerhverv og kreative mennesker.

Det gamle industriområde har kæmpe værdi. At en almindelig arbejder kunne gå hen og få repareret noget på små lokale værksteder. Nu er håndværkerne flyttet ud af byen. Når Fru Hansen skal have lavet sit toilet, skal hun have fat i en blikkenslager, som har enormt travlt og det koster en formue, for han skal måske køre en time hver vej. Håndværk bliver en kæmpe mangelvare fremover. Designsmeden i nr. 63 er enkeltmand, ligesom mig, men arbejder halv tid ude i SAS og det er hvad der er tilbage af smede. Det er ærgerligt, at hvis folk har en havelåge som er gået i svejsningen, så kan de ikke få den svejset mere. Hvis der mangler en skrue i barnevognen, så kan man ikke lige gå hen og få den lavet. Almindelige småreparationer forsvinder og bliver noget storindustri i stedet. Man bestiller bare noget nyt på nettet.

Nu er vi så heldige at se unge mennesker i nr. 61 i stuen som laver træarbejde og snedkeri. Det er fantastisk at se nogle unge mennesker lave fine ting, men jeg tvivler på at de kan leve af det. Det er en skæv udvikling.

Profession: Billedkunstner
Navn: Anna Taina

Prags Boulevard er et kreativt åndehul for mig. Jeg bor på Amager og når jeg ankommer til Prags Boulevard, træder jeg ind i en anden verden, som er en del af København og Amager, men samtidig afskåret fra derfra. De mange gamle værkstedsbygninger og deres tilstødende gårdmiljøer skaber en atmosfære, som indbyder til ro og koncentration i mit arbejde. Området emmer af liv og begejstring for kunst og kunsthåndværk, og det vil være tæt på umuligt at skabe samme miljø og potentiale i f.eks. nybyggerier, da det for mig er klart, at kreativiteten bedst får frit løb i områder med en historik og reference til en tid, hvor håndværket var et bærende element i arbejdet. Jeg håber at kunne fortsætte med at skabe kunst i kunstnerfællesskaber, som dem vi netop har i Laplandsgadekvarteret.

Profession: Guldsmed, billedhugger
Navn: Gitte Bjørn og Foreningen Smyk2000

Smyk2000 er en forening som driver voksenundervisning inden for guld- og sølvsmedehåndværket. Lejemålet i Prag 63 er mit og via mit store netværk indenfor branchen er værkstedet blevet kendt og benyttet af dygtige kollegaer til særkurser for eller med professionelle guldsmede og smykkekunstnere. Jeg sætter pris på beliggenheden og dét at vi gerne må larme lidt og indimellem brænder lidt voks af som lugter. Der er ingen andre steder centralt i København, hvor vi må larme, lugte og som er til at betale. Vi skal ikke bruge fancy kantineforhold eller trådløst internet. Vi vil bare beholde vores lille stump af Boulevarden. Jeg håber at området - eller "brugen af området" - bliver fredet, så vi fortsat kan være et centralt værksted for smykkekunsten i Danmark.

Profession: Billedkunstner, grafik
Navn: Bo Mølgaard

Jeg kan sagtens se en fremtid for Laplandsgadekvarteret, der vil bidrage til byen, hvis omdrejningspunktet bliver at bevare og forøge bynære betalelige lejemål til de små kreative erhverv. Et kvarter der bliver kendt for denne kvalitet, vil løfte langt ud over nærområdet. Betalelige erhvervslejemål med et indslag af boligområde, ikke omvendt.

Vores del af Amager bliver aldrig mondæn som fx Christianshavn. Her er heller ikke nogen strand, som ved Strandlodsvej eller andet, der naturligt kompenserer for manglen på forankring eller kulturhistorisk bund. Det naturlige særkende kan blive dette fokus på den særlige erhvervssammensætning. Siden PB43 længere oppe af vejen (stort værkstedsfællesskab med omkring 150 bidragydere) blev nedlagt til fordel for en Pelican Self Storage, har kvarteret savnet den motor. Byhave, fællesfaciliteter, cafe, livsytringer.

Profession: Softwareudvikler
Navn: Johan Bichel Lindegaard / johan.cc

Jeg lejer en stor del af Prags Boulevard 61, som jeg deler med snedkere, instrumentbyggere, arkitekter og produktudviklere. De mange forskellige kompetencer som her er samlet på et lille område giver rige muligheder for at samarbejde om alt det, der ikke kun skal leve på en computerskærm. Den positive friktion det giver at have de små industrivirksomheder side om side inde i byen, er jeg overbevist om skaber en bæredygtig og levende by. Jeg håber vi kan bliver her for altid og udvikle det særlige kreative miljø centralt i København. Jeg elsker en by, hvor jeg ikke skal ud af byen på motorvejen for at arbejde, men hvor jeg kan komme til arbejde og servicere mine kunder i Københavnsområdet på min ladcykel.

Profession: Billedkunstner, redaktør og skribent
Navn: Augusta Atla

Jeg har atelier her, fordi det er et af de få steder tilbage med billige atelierer i København og fordi der er et hyggeligt fællesskab. Så føler man sig ikke alene i en svær branche og i en kultur der ikke værdsætter kunstnere. I Paris, hvor jeg har boet, har den franske stat hundredvis af atelierer, som den uddeler til kunstnere, for at sikre at der forbliver kunstnere i centrum af Paris. De værner om det miljø kunstnere giver en by og en metropol.

Profession: Sminkør           
Navn: Morten Jacobsen 

Til daglig laver jeg make-up effekter til film. Jeg elsker den her del af Amager - her er luft og frihed - og en masse spændende mennesker. Det er vigtigt at en bydel holder fast i sin identitet. Hvis vi fjerner alt det gamle skæve fra Amager, så fjerne man den fantastiske karakter som lige netop Amager her. 

Profession: Designer og kunstner          
Navn: Siri Bahlenberg

Jeg har atelierplads både på 1. sal og i stuen i Prag 61. Fordi jeg arbejder med billedkunst og design/håndværk på tværs, passer det mig virkelig godt. Hvis jeg for eksempel laver et maleri i atelieret på 1. sal, så bygger jeg herefter en ramme til det i træværkstedet nedenunder. 

Hvis der er noget i metal eller i træ, noget som skal støbes eller hvad det nu kunne være, så findes der altid nogen at spørge. Da vi arbejder i en gammel industribygning er jeg ikke bange for, at noget skal gå i stykker eller blive snavset - og det mener jeg er en vigtig basis for kreative arbejdslokaler. Med det sagt er vi som fællesskab altid omhyggelige med at rydde op, da alle rum i 61 objekter er mere eller mindre fleksible og deles. Industriområdet er for mig et sted som repræsenterer fleksibilitet, spontanitet og kunstneriske muligheder. Det er som et spændende og boblende maskineri, der aktiverer ens nysgerrighed. 

Jeg drømmer om at vi kan skabe en større platform for udstillinger her, sammenhængende med vores atelier- og arbejdslokaler. Det vil også være fint at holde flere public events, såsom markeder og koncerter.

Profession: Billedkunstner
Navn: Jesper Aabille

Jeg arbejder med sociale events og større udsmykningsopgaver. Jeg har brug for god plads til at udvikle mine projekter, derfor ville det være oplagt med et værksted på landet. Men det giver mening at være i byen, fordi de ting jeg laver henvender sig en urbanitet.

Det her område har stadig noget Olsen Banden miljø over sig fra før København blev dyrt og mondænt. Det fortæller noget om den arbejderkultur, som har været i København. Der er noget særpræg og råhed. Nogle bygninger er ret flotte. Den gamle chokoladefabrik er en af mine yndlingsbygninger.

Navn: De Fedtede Fingre, formand Victor Kristiansen

De Fedtede Fingre er et motorcykelfællesskab og værksted, hvor det primære fokus er gamle motorcykler. Medlemmerne er blandt andet ingeniører, lærere, IT-folk, håndværkere, kokke, fotografer, forskere, maskinmestre, grafikere og sømænd i aldersgruppen 25-60-årige. Der er en del andre MC-værksteder i området som vi også deler med, da det ikke er alle der lige har plads eller råd til de store maskiner.

Det er nogle fede gamle bygninger, de er flotte og har sjæl. Fornemmelsen af at gå gennem gårdene hvor man er omgivet af små værksteder og kreative folk er unik i kvarteret. Her kan vi gå til en smed eller en læderhåndværker og få hjælp til fabrikering og reparation af forskellige ting til vores gamle cykler. Der er aldrig langt til et godt resultat og man sætter mere pris på sit nye sæde eller tank, når naboen har lavet det. Når der en dag skal bygges nyt, så drømmer vi om at det kreative miljø får lov til at deltage i nyskabelsen, så det ikke tabes på gulvet.

Profession: Møbeldesigner          
Navn: Anna Søgaard 

Til dagligt deler jeg lokale med Hysteria (Pil Whitta). Vi deler tilsammen 18 kvm2, hvor vi udfører mindre ting såsom at slibe, overfladebehandling samt opbevaring af tidligere projekter. Ligeledes er jeg også en del af træværkstedet. Med den forholdsvis centrale beliggenhed i København er jeg tæt på mine kunder, kommende producenter, forhandlere samt den københavnske scene for kunst og design, som jeg sætter stor pris på at følge med i. Det er inspirerende at være en del af det pulserende københavnerliv, med alt hvad det indebærer. Det kreative område er med til at holde gang i de små selvstændige virksomheder og skabe en divers arbejdskultur i samfundet. 

Profession: Billedkunstner           
Navn: Kristine Hymøller

Atelierfællesskabet er for mig et frirum, hvor jeg kan arbejde dag og nat og hvor man kan støje og støve lidt. Vi har en gård og et loftrum, man kan bruge hvis man vil bygge noget. Vi har også lavet en del arrangementer for offentligheden. Vi er en broget flok med forskellige aldre og køn. Det er meget stimulerende at tage del i sådant et fælleskab. Prags Boulevard har karakter. Her findes stadig nogle områder, som ikke har været udsat for gentrificering og gennemrenovering. Alt er ikke så poleret her som andre steder i byen. Man kan bedre ånde.

Profession: Guitarbygger/Orgelbygger          
Navn: Henrik Sandberg Ballowitz / Ballowitz Guitars

Den vidensdeling der foregår blandt de forskellige faggrupper som er samlet i Prag 61, sætter jeg stor pris på. Vores fællesskab er en unik mulighed for små erhvervsdrivende at have et værksted tæt på byen.

Profession: Musikinstrumentbygger         
Navn: Jens Erik Larsen / JEL Instruments

Det er her der er plads til at være lille selvstændig kunsthåndværker/kunstner/musiker/designer/selvstændig/håndværker/fotograf mv.

Kunstnerne og kulturlivet siver ligeså stille ned i afløbsrøret og dem der fik råd til boligerne har ingen underholdning tilbage ud over Netflix - og så flytter de alle sammen til den næste spændende by, som stadig har lidt kant.

Profession: Kunstner og sygeplejerske          
Navn: Petra Dalström

Jeg bor på Amager og arbejder også deltid som sygeplejerske på Rigshospitalet. Det gør en kæmpe forskel, at atelieret ligger tæt på mit hjem. Det gør at min praksis får en bedre kontinuitet. Jeg kan komme forbi for at se, at leret ikke tørrer for hurtigt eller arbejde videre på en skulptur, lidt efter lidt.

Selv om det snart er 8 år siden ”Prags Have” blev lukket, så savner jeg det sted. Jeg ser det som en advarsel for hvad der kan ske, hvis man presser kulturen indenfor kapitalismens logik. Før blev der holdt bier, haver, koncerter, kunstfestivaler og fællesspisning med lokalbeboere – nu er der en stor Pelican Self Storage. Jeg synes det siger alt.

Profession: Billedkunstner
Navn: Jan Wessel

I 1990 startede jeg i vores atelierfællesskab på Holmbladsgade 113. Da vi blev opsagt i 2008, var det nærliggende at finde andre lokaler her på Amager. Vores område har en beliggenhed i København, som jeg mener er unik. Det ligger som en kile imellem grønne arealer, der indeholder både gamle og nye boligområder. For nuværende er der ikke meget tilbage i København af tilsvarende byggeri og det kunne være med til fortsat at give byen en anden form for liv, som ellers på sigt helt vil forsvinde. Jeg tror at man har svigtet København i mange andre dele af byen, ved ikke at implementere et miljø som indeholder forskellige typer af erhverv.

Profession: Billedkunstner       
Navn: Louise Bech Pedersen

Jeg sætter stor pris på den bynære natur-beliggenhed ved Amager Strand, Kløvermarken og Prøvestenen samt det charmerende og historiske islæt af den gamle lokalbane bl.a. inddraget i Olsen Banden filmene, et stykke dansk kulturhistorie foreviget på film. Det grafiske trykværksted BORCH, håndværk- og kunstværksteder, der skaber et levende, varieret og særegent kulturmiljø på netop Prags Boulevard. Et vækstgrundlag med et enormt kultur-potentiale for hele København.

Kunsten har altid spillet en fundamental rolle i enhver samfundsstruktur; hvilket de tidligste hulemalerier bevidner. Enhver metropol i dag defineres i høj grad af, hvordan kunst- og kulturlivet trives.

Profession: Produktudvikling og prototyper           
Navn: Kristoffer Sabroe og Andreas Elmkvist / Sabroe & Elmkvist

Vi er et kreativt firma og for at vi kan være det, har vi brug for et kreativt sted at være. Ikke kun bygningerne, men også de mennesker som er på stedet er med til at gøre det ideelt for os her. Vi er 4 små firmaer som deler et fællesrum og tekøkken og det er dejligt med fællesskab i hverdagen.

Vi har altid ledt efter kreative steder at have vores firma og vi startede i Nordhavn inden det blev bygget om og efterfølgende Refshaleøen inden det blev kendt. Prags Boulevard passer perfekt ind i vores præference for lokaler. Vi håber at vi kan få lov til at blive her, da det er blevet sværere at finde lokaler som emmer af historie i København og vi kan se at sådanne steder betyder enormt meget for en masse mennesker.

Profession: Fotograf
Navn: Stefan Wessel

Det kunne være skønt at få endnu mere kreativitet op at stå herude. Hvis man fik det markeret som et kreativt område som hele byen ville synes det var sjovt at komme ud at se. Og måske få flere små åndehuller som f.eks. naturvinsbutikken inde ved siden af. Hvis der kunne komme noget mere cafeliv og restaurantliv, så kunne man på den måde understøtte at folk kunne hænge ud og der ville være en fed ”vibe”. I Århus har de Godsbanen, hvor man altid er velkommen til at komme ned og opleve hvad det er at være kreativ. Der er alle mulige små erhverv plus Århus Kommune havde taget den gamle godsbane og bygget alle mulige slags værksteder, hvor man kunne betale en lille sum for adgangen til alle de her maskiner, som man normalt ikke har adgang til.

Det er skræmmende at se den udvikling, hvor kunsten altid bliver skubbet længere og længere ud. Uanset om min opgave er kommerciel eller om jeg selv skal være kreativ med mit eget projekt, så er det altid kunsten jeg går på opdagelse i først. Det ser jeg også andre steder i fotografi, modeshows eller editorials, som man ser i magasiner, hvor man kan finde referencer til kunsten.

Profession: Billedkunstner
Navn: Lotte Agger

Her kan jeg stort set arbejde med hvad jeg vil uden at skulle tænke over hvilke materialer jeg bruger. Jeg ønsker desuden, at vi kan beholde værkstederne, som de er nu med hensyn til pris. Det kunne være spændende at lave samarbejder med den nybyggede skole. Vi har fx haft udstillinger i Eks-rummet siden 2015, hvor gården nogen gange bliver inddraget. Vi vil også gerne åbne mere op mod boulevarden og lave kunstevents på det grønne offentlige område foran bygningen, hvor de lokale kan deltage

Profession: Mikkel Søe er møbelsnedker, Jeppe og Jesper er i lære          
Navn: Mikkel, Jeppe og Jesper / Mikkel Søe Snedkeri

Vi sætter pris på at have værksted i en bygning, som helt tydeligt rummer en masse historie og sjæl. Det er et unikt sted, hvor små kreative erhvervsdrivende har mulighed for at etablere sig i et arbejdsfællesskab, hvor man kan mødes og dele viden og erfaringer. Der er altid hjælp at hente, hvis man rækker ud til fællesskabet. Derudover er der meget få steder som det her, som også ligger tæt på byen.

Vi drømmer om, at vores bygning fortsat kommer til at huse små erhverv som os. Vi tror på, at det er vigtigt både for os som erhvervsdrivende men også byen og området generelt, at man stadig kan møde små kreative virksomheder i bybilledet.

Profession: Kunstner           
Navn: Paul Neale

På Prag 61 sætter jeg pris på, at vi er en stor gruppe af forskellige kunstnere. Vi støtter hinanden kunstnerisk men også psykisk. Vi har alle nogle af de samme problemer omkring karriere og økonomi og er på den måde i samme båd.

Profession: Bladtegner og billedkunstner
Navn: Craig Stephens

På Prag er der en fantastisk stemning og der bliver arbejdet igennem dag og nat. I forhold til det gamle industrikvarter så kommer jeg til at tænke på Prenzlauer Berg i Berlin, hvor kunsten virkelig præger et område. Kunsten hjælper med at udvide sproget. Den skal følges med udviklingen og finde nye måder at vise det vi godt ved, men måske har glemt.

Profession: Billedkunstner           
Navn: Roos Holleman

Hybriditeten mellem de forskellige kunstarter sætter jeg meget pris på – også her på stedet. Fællesskabet betyder meget, når man kommer udefra. Selv kommer jeg fra en anden kunstscene i Amsterdam. Samtidig er her også ro til fordybelse.

Profession: Smedemester          
Navn: Jussi Päivinen / Päivinen Designsmeden ApS

Her på Prag sætter jeg særligt pris på, at det er centralt, hyggeligt og let tilgængeligt. Den overkommelige husleje betyder også en del. Jeg håber meget at kunne fortsætte som hidtil her i lokalerne.

Profession: Vinhandler/importør          
Navn: Kristina Muusmann / Sæsonmelier

Udover mit arbejde med vin udstiller jeg kunst på væggene af kunstnere fra området omkring Prags Boulevard. Det bedste ved stedet er synergien mellem alle os herude. Vi er en broget skare på den bedste måde. Vi har et arbejdsfællesskab, hvor vi deler erfaringer og viden. Vi har delt lokaler og arrangeret events såsom plademarked med Peter Rørbæk, der ligesom jeg er dj og pladesamler. Prag 61-63 er en organisk opstået symbiose af motorcykelklubber, fotostudier, kunstnere og meget andet, som man ikke kan planlægge sig til. Når jeg holder arrangementer herude, er der flere som har nævnt, at stedet minder dem om “det gamle København”.

Profession: Billedkunstner           

Navn: Hanne Nielsen Kjærsgaard

Jeg sætter stor pris på, at atelierne har en betalbar pris plus et superhyggeligt miljø af mange arbejdende værksteder og små virksomhedsdrivende af forskellig art. Det giver en følelse af professionelt sammenhæng/sammenhørighed og fællesskab. Det har alt det modsatte af, hvordan det var at have et kælderatelier alene, som jeg startede ud med.

Jeg håber at de lave erhvervsbygninger får lov at stå som kontrast til det højere boligområde. Det kunne være fint at åbne op, så det bliver mere interessant for de omkringboende. Vi driver bl.a. et udstillingssted, som mange lokale ikke kender til, da det er på 1. sal og man skal ind ad en gitterport. Kunne også være fedt, hvis nogle cafeer fandt vej til vores område, så der var lidt mere lokalliv.

Profession: Kunstner
Navn: Anders Bennmouyal

Jeg har værksted på Prags Boulevard fordi man her er tæt på alting og især tidligere havde adgang til mange forskellige håndværkere, man kunne sparre med eller få adgang til ydelser og materialer. Amager er også en pendant til det Vestjylland hvor jeg stammer fra med en udpræget arbejderkultur og mentalitet, som jeg værdsætter. Jeg har et ønske om, at man bevarer enkelte lommer både på Amager og resten af København, hvor både små erhvervsdrivende, håndværkere og kunstnere kan have råd til være.

Profession: Designer og bygger møbler          
Navn: Pil Whitta / HYSTERIA   

Jeg er en del af snedkerværkstedet, som vi er omkring ti personer der deler. Det har været helt afgørende for, at jeg kunne starte som selvstændig at være del af et værkstedsfællesskab. Jeg havde aldrig selv haft råd til at investere i et fuldt udstyret snedkerværksted. Vi er omkring syv små virksomheder der deler værksted med hinanden.

Jeg sætter stor pris på at her føles som en lille landsby, hvor man efterhånden kender de fleste og hilser på hinanden. Jeg drømmer om at alle os små selvstændige bliver endnu bedre til at bruge det fællesskab, som er på Prags Boulevard. At vi holder flere fælles arrangementer, inviterer folk indenfor og bliver endnu bedre til at bruge hinanden og byen aktivt.

Profession: Kunstmaler
Navn: Henrik Sandner

Kunst er mit arbejde, som jeg forsøger at leve af og det er vigtigt at have en base, man ikke skal bekymre sig om. På Prag sætter jeg pris på forfaldets æstetik. At det hele er lidt ramponeret på den kreative sjæls præmisser. I København er det vigtigt med de her glimt af noget gammelt, hvor man kan se hvad byen har været brugt til gennem tiden. På Strandlodsvej er der nu små enklaver af det gamle indimellem sterile tårne. På Prags Boulevard er der både automekanikere, hjemløse, indvandrere og den kreative klasse. For mig er kunst og kultur den fuge som holder murstenene sammen.

Profession: Billedkunstner
Navn: Laila Svensgaard

Det er et ensomt job at være billedkunstner da man er ofte alene i værkprocessen. Så det at man har kollegaer i samme bygning, man kan mødes til frokost med, betyder rigtigt meget. Jeg deler mit atelier med en kollega. Vi skiftes til at være her i stedet for at opdele pladsen. Det gør at vi kan få mere plads at arbejde på til færre penge. At vi er så mange kunstnere og kunsthåndværkere samlet på et sted giver både et fantastisk ånds- og arbejdsfællesskab.

Profession: Flyteknisk rådgiver, billedkunstner
Navn: Martin Christensen

Jeg sætter meget pris på beliggenheden, gode faciliteter som køkken, træarbejde-rum, lagerplads.

Ved at have nogle områder som er lidt skæve, og ikke bare er strømlinede boliger, giver det liv til byen - som alle har brug for. Kunst betyder alt. Det er med til at jeg føler mig levende og det giver mig mening.

Profession: Billedkunstner og ingeniør
Navn: Astrid Espenhain

Miljøet på Prag 61-63 er præget af et skønt miks af forskellige virksomheder og kreative mennesker, som arbejder med helt andre udtryksformer end mig selv. Eks-rummet giver mulighed for at invitere kunstnere og besøgende udefra og er samtidig en god mulighed for at skabe egne udstillinger. Det er altid spændende at opleve andres praksis og høre om, hvad de er optaget af. Kunst stimulerer vores sanser og nysgerrighed og påvirker os til nye måder at anskue livet, os selv og verden på.