Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Byggeri på Jernbane Allé 41

Oprettet: 23. oktober 2022
Svarnummer:
46

Indsendt af

poul holst

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Vedr.: Dispensationer for Lokalplan nr. 465 "Indertoften", 2012 til byggesagen 708302.

Hermed mine indsigelser mod de givne i alt tre dispensationer.

Generelt giver dispensationerne mulighed for at byggeriet kommer til at fylde endnu mere i bybilledet. Der dispenseres således for at det bebyggede areal øges og ovenikøbet til at et bevaringsværdigt træ kan fældes.

 

1) dispensation for lokalplanens placering af de to tårne (lokalplanens §5, stk. 5, litra a).

Forpladsen begrænses og reduceres og jeg er totalt uenig i, at der er tale om en mindre ændring af det byrum, som bebyggelsen danner sammen med Frode Jacobsens plads. Bymidten slås netop med mangel på hyggelige uderum, så i stedet for at begrænse disse bør de faktisk udvides. Ikke mindst i betragtning af Lokalplanens §1, stk. 1, hvor man der taler om, at "sikre kvalitet for såvel bygninger som byrum" samt at "styrke og udvikle Vanløse Bymidte". Ingen af disse intentioner kan da opnås ved et mindre byrum ved nybyggeriet.

 

2) Dispensation til etablering af elevatortårn (lokalplanens §7, stk. 1).

Denne dispensation er uden sidestykke den mest meningsløse. Al erfaring med cyklisters brug af p-anlæg i kældre viser, at cyklisterne stort set ikke bruger dem. For cyklisterne handler det nemlig om især bekvemmelighed og fremkommelighed og det opnås ikke i en p-kælder. Ubrugte p-kældre ved københavnske metrostationer er et skræmmende eksempel på dette. Iøvrigt kan man også bare se på, hvordan p-anlægget ved Kronen/Metro-stationen slås med ubenyttede pladser grundet bl.a. dårlig adgang fra Metro-perronerne - mere skal der ikke til før at et p-anlæg er til ingen nytte.

På denne baggrund bør denne dispensation fjernes. Hermed opnår man også, såvidt jeg har forstået, at det bevaringsværdige træ kan få lov at stå. Se om træet i det følgende.

 

3. Dispensation til fældning af bevaringsværdig beplantning (lokalplanens §8, stk. 8, litra b).

Jeg må på det kraftigste protestere imod, at det flotte gamle træ skal fældes for at give plads til endnu mere byggeri. Vanløse Bymidte mangler i den grad grønne indslag, så alt  taler for at bevare et så gammelt træ som ovenikøbet er til skygge og glæde for den børneinstitution, som er nærmeste nabo til træet. Endvidere skal man også altid huske, at gamle træer er uerstattelige, de kan på ingen måde erstattes ved genplantning af langt yngre træer. Et perspektiv mere er globalt og handler om, at vi mennesker er skyld i, at vi befinder os i en historisk biodiversitetskrise. I dette globale perspektiv skal ønsket om at bevare træet også ses. Sidst er det dybt kritisabelt, at der dispenseres fra lokalplanens formålsparagraf §1, stk. 1, der taler om og fastsætter princippet om, "at eksisterende og bevaringsværdig beplantning bevares".

 

Med venlig hilsen

Poul Holst

Søndervigvej 105, 1.

2720 Vanløse