Høringssvar vedrørende Byggeri på Jernbane Allé 41

Oprettet: 6. oktober 2022
Svarnummer:
2

Indsendt af

Kristjan Due Brødreskift

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Øget skygge og øget vind skaber ikke bedre byrum og byliv

Umiddelbart ser vindforholdende ikke til at være afdækket i materialet. Jeg har arbejdet i Codanhus på Gammelkongevej, et højt hus nær søerne. Vindforholdende gjorde, at foden af bygningen ikke var et opholdssted for mennesker, ligesom at bygningen lod større dele af området henlagt i skygge. Vores placering som land gør, at vi har meget vind og skygge, og især den sydvendte, højeste bygning, har en større skygge-påvirkning på Frode Jakobsens Plads, og vil have en stærk påvirkning for, at det byrum ikke bliver attraktivt.

I ”svajet” ved byggeriet er der gjort plads til et lille byrum, men min erfaring fra en hverdag omkring et højt byggeri vil at rummet foran bygningen altid vil være vind-fyldt, henlagt i skygge og tomt for mennesker. Kan vi få afdækket vindforholdende på lige fod med skyggeforholdende, sådan at den reelle påvirkning af rummet ved bygningens fod kan indgå i godkendelsesprocessen på lige fod med skyggediagrammet?

Ingen ambition for at skabe et særligt sted og løfte en af Københavns bymidter

Byggeriet rejser sig som et landemærke i et fladt område, men det er ”bare” et højt hus, og man savner en udtalt ambition om reelt at skabe et særligt sted. Til én af de få bymidter vi har, i verdens bedste by at bo i, bør vi se en stærk ambition for byrummet og bylivet i vores bymidter. Både byrum og byliv lader til at være udfyldt som obligatoriske tekstfelter efter kvadratmeterne er sat. Hvis opgaven først og fremmest havde været at skabe et særligt sted med en ambition for byrum og byliv, for dernæst at fylde bygnings-kvadratmeterne på, ville vi se et markant anderledes udviklingsprojekt. Det nuværende ville passe udmærket til en mindre central placering et sted i Storkøbenhavn, men understøtter ikke byrum og byliv omkring sig i en bymidte. Jeg opfordrer til, at kommunen afviser at lade en af Københavns bymidter blive videreudviklet uden en større ambition om byrum og byliv.