Høringssvar vedrørende Byggeri på Jernbane Allé 41

Oprettet: 18. oktober 2022
Svarnummer:
28

Indsendt af

Henrik Nielsen og Margit Velsing Groth

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Københavns kommune har ønsket en ekstra høring om to dispensationer til erhvervsbyggeri på Jernbane Alle 41. I den anledning bemærker kommunen, at det var og er den oprindelig lokalplans intention: ”at bebyggelsen skal bidrage til udvikling af Vanløse Bymidte”. Derfor udvides borgerhøringen med yderligere fire emner.

Samlet vurdering

Byggeriet vil ikke bidrage til at sikre ”høj arkitektonisk kvalitet i byrummet eller bylivet”, således som det er nævnt i formålet med Lokalplan 2012. Tværtimod vil byggeriet skabe skygge, blæst og lukke af for solen til de to centrale pladser, som skulle give Vanløseborgerne mulighed for attraktive opholdssteder.

Intentionerne fra Lokalplanen 2012 er således ikke opfyldt, og der må derfor kræves en ændring/ny lokalplan, der tager højde for udviklingen i bydelen, herunder også forholdene på Kronen.

Yderligere giver det ikke mening at afsætte midler til en omfattende foranalyse TM085 om en ”sammenhængende, funktionel og indbydende bymidte” og samtidig give dispensation til et byggeri, der vil ødelægge mulighederne for kreative og rekreative aktiviteter i Bymidten.

Uddybende bemærkninger:

1 Arkitektonisk

Byggeriet afviger markant fra den byggestil, der er fremherskende i Vanløse, som er kendetegnet ved lave bygninger, i traditionel byggestil. Jan Gehl og andre arkitekter har påpeget, at byggeriet af glas, zink og mørk tegl i den grad afviger fra de hvide pudsede facader i det omliggende byggeri. Det fremgår også af de medsendte visualiseringer, hvor facaderne ligner et grinende gebis mod Jernbane Alle. I øvrigt vist med personer i sol, selvom forpladsen oftest vil være i skygge. Siden en skitse til byggeriet blev godkendt for 10 år siden, er området blevet fortættet med nyt byggeri af shopping center Kronen og boliger. Byggestilen her blev karakteriseret som ”Den italienske bjerglandsby”. Der er således allerede betydelig arkitektonisk stilforvirring i bymidten og det nye byggeri vil kun forværre indtrykket af manglende kvalitet og perspektiv.

I Kommuneplan 2019 er byggefeltet fastsat til S1, hvilket betyder at højde på tårne højst må være 24 meter og ikke henholdsvis 30 og 40 meter som foreslået. Vi undrer os over, hvorfor der på dette sted er givet tilladelse til en markant overskridelse af denne højde.

Skyggediagrammerne viser, at Frode Jacobsens Plads og Vanløse Torv vil være påvirket af skygge en stor del af dagen og året. Ydermere kan daginstitutionen på Klingseyvej godt opgive sol undtagen højsommer sent på dagen. Deres udsyn til et grønt træ fjernes.

2 Cykelparkering

Angående cykelparkering bliver det nu foreslået, at et tidligere elevatortårn flyttes fra forpladsen ind i bygningen. Erfaringerne fra Vanløses pladser og andre steder i byen (Metro kældrene) dokumenterer, at det ikke kommer til at fungere. Visualiseringerne undlader at vise de 110 nævnte cykelpladser på forpladsen eller henslængte cykler. Der skal andre radikale tiltag til, hvilket Kommunen i øjeblikket er i gang med at undersøge.

3 Adgang til offentlig transport

Der færdes dagligt mere end 10.000 personer til og fra Metro, busser og S-tog. Deres færden bliver blokeret og generet at cykler, hegn og en bod på Frode Jacobsens Plads ejet af Fenger, som ikke har bragt forholdene i orden gennem snart 15 år.

4 Byrumsaktivitet og byliv i Vanløse

Borgerne i Vanløse er stærkt utilfredse med den manglende sammenhæng i Bymidten: trafikalt, handelsmæssigt, kulturelt samt ordentlig adgang til social service og bibliotek. Biografen er for længst nedlagt til fordel for fitness og har efterladt en tom facade. Støjproblemerne og den tiltagende trafik i Jernbane Alle er der ikke taget højde for.

Det planlagte byggeri vil ikke bidrage til at skabe mere og bedre aktivitet eller liv i Vanløse Bymidte. Byggeriet ”lukker af” i forhold til omgivelserne. Shopping centret ved Kronen er aldrig kommet til at fungere og dokumenterer, at der ikke er brug for flere butikker i Bymidten. Kronen planlægger at nedlægge butikker og søge ændring af den lokalplan, der gælder for det område. Hotellejligheder og kontorer bidrager ikke til liv, men vil blot bidrage med pendlertrafik – hvis de overhovedet bliver fyldt op. Tomme mørke lejligheder vil forstærke indtrykket af manglende liv i bymidten.

Hvad vi og andre Vanløseborgerne i stedet har drømt om i de 12 år med den tomme grund, er derimod et attraktivt samlingssted i Bymidten. Gerne med grønt, måske med legeredskaber til børn og en lille café. Med plads til loppemarked og måske markedsboder i weekenden.