Oprettet: 7. september 2022
Svarnummer:
4

Indsendt af

Rasmus Damgaard Nielsen

Postnr.

2100

By

Østerbro

Høringssvar

Jeg er stor fan af ideen om mere metro i københavn, men jeg er meget bekymret over manglen på en langsigtet plan. Tendensen med cirkulære metrolinjer maksimerer på kort sigt antallet af stationsnære borgere, men det sker på bekostning af hele netværkets fremtidige gavn. M3 er yderst meningsfyldt da den forbinder linjer udenom indre by, men netværkets "ryg" bør være lige, radialle linjer som maksimerer hastighed og dækningsområde. M5 lilla gør med alle sine sving rejsetiden mellem to punkter unødigt lang og langsom, noget jeg er bange for vi kommer til at fortryde i fremtiden når byen fortsat vokser. Indtil forslaget indegår som ét element i en samlet vision for fremtidens metro og s-togsnet vil jeg derfor være skeptisk.

Et par mere konkrete kommentarer:

Jeg undrer mig over fraværet af et forslag om at genbruge KVC centeret for M3/M4. Begge linjer passerer indenfor få meter af cityringen, så jeg forstår ikke hvorfor et teknikspor mellem de to linjer ikke kan anlægges, eller for lilla linje's vedkommende en direkte tunnel til det nuværende anlæg eller evt en forbindelse til M1/M2. Det vil give stordriftsfordele og for orange forslag vil det undgå en kilometer lang viadukt kun anlagt til dette formål.

Desuden ser jeg ikke nogle kommentarer på hvordan den byplanlægningsmæssige udformning af lynetteholmen og de andre betjente områder påvirker økonomien af projektet. Hvis der sættes en politisk målsætning for et meget lille antal biler i området og gennemfører det gennem lokalplanerne, så vil flere mennesker benytte metroen og projektets økonomi forbedres. Det kunne fx ske ved at lade parkering på stationsnære offentlige parkeringspladser ske på markedsvilkår. Ønsker man en bil grundet specielle behov er det helt fint, men så skal man bare selv betale den fulde pris. Det vil formentligt kraftigt forbedre projektets eksterne finansieringsbehov.

Endeligt vil jeg gerne ift forslag lilla pointere at prøvestenen er en af de tungeste industriområder vi har i københavn, og mange lastbiler passerer dagligt gennem tæt beboede områder for at komme hertil. Hvis det var muligt at rangere fragt fra jernbaneterrænet syd for hovedbanegården gennem M5 Lilla ud på området om natten vil det mindske partikelforureningen, minimere trafikulykker, sænke trafikstøjen, mindske sliddet på vejene, være godt for klimaet og mindske trafikken. Det samme kunne også siges om M4 til nordhavn, men det er formentligt for sent grundet dimmensioneringen af tunnelrøret.