Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 30. oktober 2022
Svarnummer:
294

Indsendt af

Nele Sattrup

Postnr.

1432

By

København K

Høringssvar

Kære Københavns Kommune

 

Mange tak for muligheden for at komme med input til den kommende metrolinje M5, der skal koble Refshaleøen og Lynetteholm til resten af byen. 

 

Generelt

Opførsel, drift og vedligehold af metro bør betragtes som et samlet hele, således at økonomiske, sociale, og miljømæssige fordele og ulemper ved de enkelte løsninger strækker sig over både opførsel og den efterfølgende drift og vedligehold i et life-cycle approach. Herunder bør økonomiske usikkerheder ved de enkelte løsninger inddrages, så forudseelige risici for overskridelser af budget indregnes i de enkelte modeller.

 

I den økonomiske betragtning bør der ligeledes inddrages betragtninger omkring betydning for samfundet generelt, således at en mere driftsikker løsning godtgøres ift. mindre tabt samfundsmæssige værdi gennem mindre tabt arbejdsfortjeneste eller andre økonomiske betydninger for samfundet, hvis den ene løsning er mere driftsikker end den anden.

 

M5 Lilla

Nedgravet metro mellem Prags Boulevard og Refshaleøen er klar at foretrække 

KK har oplyst, at metrolinjen er tænkt som en tunnellinje bortset fra strækningen mellem v/Prags Boulevard Øst og v/ Lynetteholm Nord, hvor stationerne er tænkt som højbanestationer. 

 

Det vil betyde, at metroen føres langs boligbyggeriet ”Udsigten” som en højbane i 1.-2. sals højde. Denne plan giver anledning til en række bekymringspunkter for os beboere på Margretheholmen:

  1. Indkigsgener for de lejligheder der er placeret ud for højbanen
  2. Bekymring for rystelser og lydgener i lejlighedsbebyggelsen
  3. Rekreativt fællesareal i tæt beboelsesområde forringes og opholds- og sportsfaciliteter ødelægges
  4. Bekymring for støjgener på Margretheholms opholdsarealer 

 

Ad 1. Indkigsgener for de lejligheder, der er placeret ud for højbanen

Den foreslåede linjeføring vil have store konsekvenser for de mange lejligheder, der vil få direkte indkig fra de forbipasserende metrotog til deres soveværelser og øvrige opholdsrum. Vi kan derfor ikke understrege nok, at en nedgravet tunnelbane langt ville være at foretrække frem for en højbane på Margretheholmens arealer.

 

Ad 2. Bekymring for rystelser og lydgener i lejlighedsbebyggelsen

København Kommune bedes i deres miljøkonsekvensrapport gennemføre grundige undersøgelser af hvilke konsekvenser den planlagte linjeføring kan få ift. rystelser og lydgener inde i beboelsesejendommen ”Udsigten”. Både i det tilfælde at den etableres som en højbane, men også meget gerne af hvilken forskel det vil gøre, hvis den etableres som en tunnelbane på dette stykke.   

 

Ad 3. Rekreativt fællesareal i tæt beboelsesområde forringes og opholds- og sportsfaciliteter ødelægges

De skønne rekreative områder som i dag findes på Margretheholmen langs beboelsesejendommen ”Udsigten” bliver med den foreslåede linjeføring skåret midt over af en industrielt udseende højbane. Det vil ødelægge det blomstrende udeliv der i dag udspiller sig på opholdsarealerne hvor der spilles fodbold, hoppes på trampoliner, luftes hunde, bygges huler, dyrkes køkkenhaver og holdes bistader for blot at nævne nogle eksempler. De grønne rekreative områder er meget eftertragtet i det bynære område som Margretheholmen er placeret i. Derfor benyttes det i dag af besøgende fra hele indre by, som nyder naturen. Disse rekreative kvaliteter vil kunne bevares, såfremt metroen graves ned under jorden. Såfremt der etableres en højbane, frygter vi at der bliver skabt et uskønt område under højbanen i stil med det, der er opstået under metroen i Ørestaden.    

 

Ad 4. Bekymring for støjgener fra metroen på Margretheholms opholdsarealer 

Margretheholm er et tæt beboelsesområde med skønne grønne opholdsarealer, som hver dag benyttes af de flere tusinde beboere og gæster i området. Med lilla metrolinje er vi bekymret for, om det vil medføre øgede støjgener fra metroen over de tilladte værdier på vores grønne opholdsarealer på Margretheholmen. Vi vil derfor opfordre Københavns Kommune til i miljøkonsekvensrapporten at gennemføre undersøgelser af hvilke støjmæssige konsekvenser de planlagte trafikaleændringer vil kunne få for Margretheholmens opholdsarealer samt vurdere om det er inden for de tilladte grænseværdier.

 

M5 Orange

KK har oplyst, at metrolinjen er tænkt som en tunnellinje bortset fra strækningen på Refshaleøen og v/ Lynetteholm Nord, hvor stationerne er tænkt som højbanestationer. 

Derudover er der tænkt en strækning som højbane til et vedligeholdelsesområde på Prøvestenen. 

 

Det vil betyde, at metroen føres langs boligbyggeriet ”Udsigten” som en højbane i 1.-2. sals højde. Denne plan giver på samme måde som M5 Lilla anledning til en række bekymringspunkter for os beboere på Margretheholmen:

 

  1. Bekymring for rystelser og lydgener i lejlighedsbebyggelsen
  2. Rekreativt fællesareal i tæt beboelsesområde forringes og opholds- og sportsfaciliteter ødelægges
  3. Bekymring for støjgener på Margretheholms opholdsarealer 

 

 

 

Generelle overvejelser

Området på Margretheholmen vil i forvejen være belastet af trafik- og støj-gener som følge af opførelsen af Lynetteholmen. Disse gener er endnu ikke belyst og vi kender ikke omfanget af disse på nuværende tidspunkt.

Margetheholmen er således stærkt bekymret for de akkumulerede påvirkninger som disse to projekter vil give tilsammen.

 

Hertil skal tilføjes, at de generelle trafikale udfordringer for hele området endnu ikke er afklaret.

 

Margretheholmen mener, at følgende projekter alle er strategisk sammenhængende og bør inddrages i den strategiske miljøvurdering (SMV), da de akkumulerede effekter bør belyses.

 

  1. Jordopfyldning/etablering af Lynetteholmen
  2. Metrobyggeri
  3. Østre Ringvej
  4. Klima- og stormflodssikring af hele Hovedstaden

Der findes endnu ikke samlet plan for hele kyststrækning, og hvorledes del-løsninger (herunder Lynetteholmen) påvirker hinanden og de tilhørende projekter (Metro og Ringvej).

 

Vi vil gerne opfordre Københavns Kommune til at fremlægge en mere sammenhængende vision for området end den der pt. findes i kommuneplanen.