Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Metrolinje M5 - idéfasehøring for miljøvurdering
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Tak for muligheden for at komme med høringssvar til idefasehøring for metrolinje M5.
Jeg synes der er nogle ordnede problemstillinger, der gør det vanskeligt at forholde sig til en kommende ny metrolinje:
- Vi står i en galoperende klimakrise og udsigten til at igangsætte et stort CO2 udledende metrobyggeri går imod arbejdet med at leve op til Parisaftalen og Københavns kommunes egne målsætninger om at være CO2-neutral i 2025.
Hvordan kan vi give et høringssvar på M5 uden at blive præsenteret for en analyse af sammenhængen mellem metrobyggeri og muligheden for at leve op til klimamålsætningerne?
Hvis der findes en sådan analyse mener jeg den er helt essentiel at kende for at kunne give et høringssvar.
I bør trække høringen tilbage og først sende M5 i høring, når alle relevante analyser er lavet og vi kan se hvordan en ny Metrolinje indvirker på muligheden for at leve op til klimamålsætningerne.
- Metrobyggeri er dyrt og har historisk været en udgift som delvist bliver sendt videre til kommende generationer. Når vi i høringsmaterialet bliver bedt om at forholde os til forskellige linjeføringer og placeringer at metrostationer, men ikke bliver præsenteret for hvad de forskellige ting vil koste og ikke mindst hvordan man vil finansieres dem, så mener jeg ikke tingene er lavet i den rigtige rækkefølge.
Ved at finansiere metrobyggeri via grundsalg (fx på Lynetteholmen), bliver metroen definerende for byudviklingen, med et stigende fokus på at sælge byggegrunde så dyrt som muligt. Det har historisk ført til meget dyre boliger og en fortætning af byen i et meget højt tempo, som ikke giver byen mulighed for en organisk byudvikling over tid.
I bør trække høringen tilbage og først præsentere en finansieringsplan for M5 og et overblik over hvordan en nye metrolinje (M5) hænger sammen med økonomien i Lynetteholmen.
- Metroen har historisk kun flyttet ganske få procent fra bilen og over i metroen. Der har således været en meget lille miljø- og trængselsgevinst ved metrobyggeriet tidligere. Jeg savner en analyse af, i hvor høj grad en kommende metro vil begrænse privatbilismen og dermed udledningen af partikler og trængsel i byens gader.
- En præsentation af en ny metrolinje, som ikke medtager relevante data om finansiering og påvirkning på klimamålsætningerne, virker forhastet. Opførelsen af Lynetteholmen, trafikbetjeningen af den med metro og motorvej, er så store og langsigtede projekter, at der bør være en grundig og lang demokratisk proces, hvor alle fakta bliver undersøgt og alternativer præsenteret, inden der tages beslutninger. Jeg tror udmærket at i ved, at man ved at spørge om det gode (har I lyst til at få mere metro) først, afføder en positiv forventning hos borgerne, så det bliver nemmere at få os til at spise de dårlige fakta senere (det bliver dyrt, det bliver svært at finansiere, det gør vores klimamålsætninger umulige at overholde)…
NB: Vi er ikke tjent med en udemokratisk, forhastet, opdelt og manipulerende byplanlægning. Jeg drømmer om, at en embedsmand eller en politiker trækker i håndbremsen og sætter metroudvidelse, østlig ringvej og opførelsen af Lynetteholmen på pause. Jeg gir hjemmebagte kanelsnegle hvis det sker!