Oprettet: 8. september 2022
Svarnummer:
6

Indsendt af

Emil Bruun Jørgensen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Kære Københavns kommune

Jeg er af den mening at man skal anerkende den trængsel vi allerede oplever i den nuværende metro, og vælge den lilla løsning ved valg af linjeføring til M5. Den Orange linjeføring er uambitiøs, og bidrager kun Lynetteholm - ikke den samlede befordring af byen.

Den lilla linjeføring bringer til gængæld mange fordele i spil:

  • Først og fremmest giver den forbindelse til Lynetteholm for fremtidige beboere der, og vil derfor mindske behovet for biltrafik til og fra Lynetteholm. Dette er selvfølgelig underordnet da begge linjeføringer i et vist omfang opfylder dette behov. 
  • Den vil væsentligt styrke befordringen af Amager og Sundbyerne samt eksisterende M1 og M2 linjer. Den vil skabe en yderligere forbindelse fra København til Amager, og derfor væsentligt udbygge mulighederne for at rejse fra Amager til København. Jeg ville klart se linjeføringen v/Amagerbrogade S som fordelagtig, da den bedre styrker det område af Amager der ikke er betjent af metro for nuværende. Særligt ved forbindelsen til Hovedbanegården vil pendlere på Amager have et alternativ til M1 og M2, også når de skal ud af byen. M1 og M2 opererer nu ved kapacitet, og en aflastning af dem vil derfor fremtidssikre det samlede metronetværk, samt befordringen i hele byen i en betydelig årrække frem. Dette vil også styrke muligheden for i større grad at få biler og vejtransport ud af bymidten.
  • Linjeføringen vil give en alternativ og betydelig bedre betjening af Islands Brygge og Amager Fælled med stationen v/Bryggebroen. Begge disse er populære stationer, og vil derfor aflaste nuværende M1 og M2 over kanalen.

Desuden vil jeg gerne dele et par observationer til hvordan man med relativt få justeringer kunne styrke den københavnske metro endnu mere:

  • Anlægge hele den foreslåede lilla linjeføring til ring-linje ved at benytte ”perspektiv for udbygning”. Dette vil skabe yderligere alternative forbindelser mellem eksisterende trafikårer (især nuværende metrolinjer), og derfor styrker hele netværket med væsentligt flere skiftemuligheder og mere redundans (robusthed ved nedbrud el. andet). Desuden vil det betjene en del af byen der for nuværende ikke er betjent med metro (særligt på Rigshospitalet) og derfor også nedbringe vejtrafikken i det område. Det ville også give yderligere mulighed for både beboere på Lynetteholmen samt andetsteds på linjen, for at tage direkte til Østerport for videre rejse nordpå, samt til Hovedbanegården for rejser vest- og sydpå. For at nedbringe prisen kunne man undersøge at anlægge stationen ved Refshaleøen hvor fra der altså både kunne rejses til Østerport og v/Prags Boulevard Ø. Dette vil stadig gøre den lilla linje til en ringlinje, dog med Lynetteholm N som rebroussementsstation i stedet. Det ville begrænse frekvensen på den nye havnering sammenligneligt med frekvensen på M1 og M2 syd for Christianshavn station - med Vanløse St. som sammenligning til Lynetteholm N. Det er klart at foretrække med linjeføring under Trekroner Fort, så frekvensen kan være sammenlignelig med M3 (Cityringen), men ovenstående alternativ kunne undersøges for at kunne anlægge ringforbindelse i første omgang fremfor "kun" nuværende forslag for lilla linjeføring.
  • En analyse af alternativ linjeføring til Sundbyvester Plads (trafikalt knudepunkt og centrum for den ikke betjente del af Amager) fremfor Sundbyøster Plads kunne med fordel undersøges. Jeg anerkender at linjeføringen vil bringe lidt yderligere rejsetid fra Lergravsparken til DR Byen, men befordring mellem disse to stationer må forventes minimal, og i retning væk fra disse stationer har ny linjeføring ingen betydning. Dette er særligt gældende hvis der fra Lynetteholm også er rejsemulighed direkte til Østerport pr. ovenstående.
  • Drop udbygning til krydstogtkaj for lilla linjeføring. Der er god mening i anlæg af metro til Krydstogtkaj, for betjening af stigende antal turister fra krydstogtskibe. Fremfor at befordre dette med ny M5 linje under havnen, ville "lille spørgsmålstegn" udbygningen af M4 være bedre og mere sammenhængende. Det ville give hurtigere og nemmere befordring fra Krydstogtkaj og til midtbyen, som må formodes at være den primære destination derfra. Den kan også anlægges alene som forlængelse af Højbanen fra Orientkaj, og derfor noget simplere og billigere end anlæg af ny tunnel under havnen.