Oprettet: 29. oktober 2022
Svarnummer:
285

Indsendt af

Dorthe Pedersen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg kan ikke forstå den rute som er valgt til M5 på Amager, da den ikke tilgodeser nogen på Amager, men det er måske heller ikke meningen.  Med stoppet på Sundby Øster plads og ruten videre tværs over Amager tilgodeser den lige præcis de borgere som i forvejen har busser og Metro.  Jeg er bekymret for hvilke busser man så har tænkt at fjerne denne gang.

På Amager har det tidligere været Sundby Vester Plads som var det naturlige knudepunkt for Amager busserne som kom fra Tårnby og Dragør.  Efter opførelsen af den første Metro i Ørestaden, nedlagde og omlagde man alle busser på Amager med det resultat at der i dag er en voldsom trængsel af privat biler på Amager.  Ved fjernelse af busforbindelser og insisteren på at de tilbageblevne absolut skal køre mellem Metrostationerne er det nu  urimelig bøvlet for os der bor midt på Amager at komme f.eks. til Hovedbanen eller Rådhuspladsen hvis man vil med det kollektive.  En strækning på ca. 4-5 km.  Det vil for os der bor på Irlandsvej, efter Vejlands allé,  være 2 skift.  Først bus til nærmeste Metro (Bellacentret) og så skift fra Metro M1 til M3 på Kgs. Nytorv.  Dertil skal også tillægges den tid det tager at rende fra det ene til det andet.

Med nedlæggelsen af busruten der gik fra Dragør station ad Englandsvej, Tårnbyvej, Irlandsvej, Sundholmsvej og videre til Hovedbanegården og Rådhuspladsen, har man fjernet en vigtig rute.  Det var vores forbindelse til Amagerbro (Amagerbrogade) Hovedbanegården og Rådhuspladsen. Og den anden vej til Tårnby og Dragør.

Det har medført at vi ikke bruger København længere, men kører i bil til omegnskommunerne når vi vil ud hjemmefra, det er ikke specielt hyggeligt at trække rundt med en cykel inde i byen.

På det møde jeg deltog i fortalte repræsentanten fra Metroselskabet at det på Amager ikke var nødvendigt at gå så dybt under jorden med metro M5.  Det synes jeg er foruroligende, da jeg har kendskab til en lejlighed i Belgiens gade hvor man kan høre en svag rumlen fra Metro2 som kører nedenunder.  Det er muligt at det er i orden i forhold hvad der er godkendt.  Men det kan ikke undgås at det påvirker helbredet i det lange løb med en rumlen hvert 4. minut i døgnets 24 timer.   Så Metroen bør nok ikke køre døgnets 24 timer og der bør nok gøres mere for at undgå lyden.  Selv flytrafikken holder pause.

Endelig synes jeg det er på tide at man tænker kollektiv trafik for hele Amager samlet, de 3 kommuner er afhængige af hinanden trafikalt.  Metro 5 burde køre til Dragør.  Man får let den tanke at Metro 5 kun handler om Lynetteholm.