Oprettet: 31. oktober 2022
Svarnummer:
337

Indsendt af

Dansk Sejlunion, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, Dansk Kano og Kajak Forbund og Dansk Forening for Rosport

Virksomhed / organisation

Dansk Sejlunion, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, Dansk Kano og Kajak Forbund og Dansk Forening for Rosport

Postnr.

2605

By

Brøndby

Høringssvar

 

31. oktober 2022

Til Københavns Kommune

Att.: Jesper Grønholt-Pedersen

Høringssvar til idefasehøring for miljøvurdering af metrolinje M5. 

Dansk Sejlunion, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, Dansk Kano og Kajak Forbund og Dansk Forening for Rosport takker for lejligheden til at kommentere planerne for en kommende metrolinje M5. Som foreninger for de 11 lystbådehavne i Københavns Havn og de godt 50.000 brugere af Københavns vandarealer, har vi med stor interesse læst høringsmaterialet for både den Lilla og den Orange linjeføring af M5. Særlig de meget usikre forhold omkring linjeføringer og Margretheholm Lystbådehavn har foreningernes fokus.   

Lilla linje

Med Tekniksporet til den Lilla linje (M5 øst) og selve Lilla linje foreslås det i ideoplægget, at linjerne skal krydse Margretheholm Havn via højbaner. Dette vil permanent lukke muligheden for, at mastebåde kan komme ind og ud af havnen. Margretheholm Lystbådehavn vil i forvejen blive begrænset af de nye vejbaner til jordtransport til Lynetten/Lynetteholm. Både den ene og den anden højbane vil fjerne havnens funktionalitet og reelt nedlægge en af Danmarks største lystbådehavne. Foreningerne vil derfor på det kraftigste opfordre til, at man vælger den alternative løsning, hvor der bores en tunnel.

Desuden bør der findes en anden placering af Kontrol- og Vedligeholdelsescentret, som der også åbnes mulighed for i ideoplægget.

Orange linje

Igen udgør Tekniksporet hen over Margretheholm Lystbådehavn en trussel mod havnens eksistens.  Hvis Kontrol- og Vedligeholdelsescentret placeres på prøvestenen, må der anlægges en boret tunnel under Margretheholm Lystbådehavn.  

For begge linjeføringer gælder

Margretheholm Lystbådehavn har måtte acceptere en klapbro til de meget omfattende jordtransporter, der i sig selv vil blive en stor begrænsning for lystbåde med master.   Flere højbaner med tilhørende støjforurening gør det vanskeligt at opretholde det særlige sejler- og havnemiljø, som nydes af langt flere københavnere end klubbernes medlemmer.

Derfor anbefaler foreningerne, at der for begge linjeføringer fra starten arbejdes med tunneler, både i anlægs- og driftsfaserne.

Foreningernes bemærkninger er givet på baggrund af de meget indgribende planer for Københavns Havn med Lynetteholm, Højvandslukke, bro til jordtransport over Margretheholm Lystbådehavn og Cykelbro fra Langelinie Lystbådehavn til Refshaleøen. Tilsammen har disse projekter skabt en betydelig uro og bekymring for fortsat sejlads i Københavns Havn, særlig for mastebåde.

Med venlig hilsen 

Dansk Sejlunion, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, Dansk Kano og Kajak Forbund og Dansk Forening for Rosport