Oprettet: 31. oktober 2022
Svarnummer:
342

Indsendt af

Claus Terkildsen

Virksomhed / organisation

Peab Asfalt A/S

Postnr.

8600

By

Silkeborg

Høringssvar

Høringssvar til idéfasen af metrolinje M5

 

Hvem er Peab Asfalt A/S:

Peab Asfalt varetager alle opgaver inden for produktion og udlægning af asfalt, vedligeholdelse af veje samt specialopgaver med bl.a. broer og industrigulve. I Danmark beskæftiger vi samlet ca. 300 medarbejdere. Peab Asfalt i Danmark er en del af den svenske Peab koncern med ca. 16.000 ansatte.

 

Hvem er Peab Asfalt A/S på Prøvestenen:

Peab Asfalt A/S har en asfaltfabrik på Prøvestenen, som blev overtaget fra Superasfalt den 1. december 2021. Virksomheden råder over ca. 12.000 m² grundareal, hvilket er mindre end på en tidligere lokalitet ved Amager Landevej, hvor der var 16.000 m² grundareal til rådighed. Asfaltproduktion ca. 80.000 tons/år – derudover håndteres ca. 30-40.000 tons genbrugsasfalt/år.

Peab Asfalt A/S er tilfredse med de arealer og rammer, der er gældende, men ønsker om muligt mere plads på sigt, da virksomheden forventer en øget grad af genbrug i produktionen af asfalt. Det kræver mere plads til håndtering af genbrugsmaterialer fra Københavnsområdet.

 

Kommentarer til foreslået ny metrolinje M5:

Helt overordnet har vi ingen bemærkninger til de 2 linjeføringsforslag med stationer som sådan.

 

Vi har noteret os, at der i begge forslag til linjeføringer foreslås et vedligeholdelsescenter til Metroen på Prøvestenen. Yderligere forslås en tunnelbyggeplads på Prøvestenen i forbindelse med lilla linjeføring. Vi finder begge forslag meget uhensigtsmæssige, da det vil optage betydelige arealer fra en eller flere nuværende lejere, der således forventeligt må flytte eller nedlægge aktiviteter, da disse aktiviteter kræver nærhed til havnefaciliteter.  Det vil ikke være muligt at finde lignende havnefaciliteter i tilstrækkelig nærhed af København.

De lejere der potentielt skal flytte er leverandører til Peab Asfalt A/S af hhv. rå- og genbrugsmaterialer. Peab Asfalt A/S modtager 60-65% af materialerne til produktion af asfalt via skib.

 

Det er en fremtidig udfordring, at der bliver færre råstoffer på Sjælland. Peab Asfalt A/S forventer derfor et øget behov for indskibning på Prøvestenen. Det skyldes at de store råstofområder ved Roskilde og Hedehusene med tiden løber tør for råstoffer, og at det derfor bliver sværere og sværere at få lokale råstoffer på Sjælland. Desuden modtages 30-40.000 tons genbrugsasfalt.

 

Prøvestenen er havneareal, og de materialer, der håndteres på det areal, som er foreslået anvendt til CMC og byggeplads, er typisk råstoffer og byggematerialer – altså materialer, som bl.a. skal anvendes til netop anlæg af metroen og den øvrige byudvikling i Østhavnen. Havnearealerne kan derfor ikke undværes – i særdeleshed ikke, da mængden af landproducerede råstoffer, som nævnt ovenfor, netop i Region Hovedstaden og på Sjælland forventes at blive stærkt reduceret over de kommende år.

 

For PEAB Asfalt er placeringen på Prøvestenen særlig god ud fra betragtninger om kritisk afstand og konkurrenceforhold. Asfalt kan i opvarmet tilstand være på ladet af en lastbil i op til ca. 1 time, afhængig af asfaltmaterialet. Det er således den maksimale køretid frem til udlægning af asfalt. PEAB vil gerne reducere omfanget af lastbiltransport af hensyn til økonomi og miljø (CO2-udledning).

 

Der er flere forhold, der gør Prøvestenen miljømæssigt robust i forhold til de aktiviteter, der er på Prøvestenen.

Det er en fordel for virksomhederne at ligge på en havn, hvor der er vand og ikke naboer til flere sider. Der er reelt ikke andre steder at placere disse typer virksomheder tæt på København.

Prøvestenen ligger øst for København, hvilket er optimalt, da der ca. 80 % af tiden er vestenvind, således at materiale der støver og lugter i begrænset omfang påvirker boligområder mv. mod vest. Når vejret er godt, varmt og der er østenvind kan der opleves lugtgener fra asfaltproduktion.

 

Vi har noteret os, at der er alternative placeringer for kontrol- og vedligeholdelsescenteret, hvilket vi på det kraftigste vil anbefale anvendt i stedet således at Prøvestenen bevares intakt. Det er essentielt for København at have en erhvervshavn til tørbulk, der ligger tæt på København både for tilgang og afgang af kritiske råvarer.

 

Med venlig hilsen

Peab Asfalt A/S

 

 

Claus Terkildsen

Adm. Direktør