Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende 3 timers tidsbegrænset parkeringszone i Ålholm, Valby
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Grundejerforeningen Vigerslev Haveforstad vil først give udtryk for, at det undrer os, at man ikke finder en samlet løsning for parkering i hele Valby. Vores erfaring er, at parkeringen af biler flytter, hver gang der indføres nye p-zoner. Vi er ikke interesseret i at få p-zone i vores område (Vigerslevvej, Hansstedvej, Dæmningen, Engdraget, Lindebugten), men vi kan jo blive tvunget til det, hvis vi bliver det eneste stationsnære område, der ikke har parkeringsbegrænsninger.
Derefter har vi følgende bemærkninger som svar på høringen:
- Vores grundejerforening bliver nabo til det berørt p-zone-område, og vi må formode, at det vil betyde en forøgelse af parkeringen i vores område, når der bliver begrænsninger i naboområdet. Vi har allerede en del parkering i grundejerforeningens område af biler, hvor ejerne bor uden for området. Det drejer sig om parkering på Vestervang og Højdedraget fra etageejendomme på Valby Langgade og på Lindebugten fra etageejendomme på Vigerslevvej. Den nye p-zone vil således blive til gene for vores grundejere.
- Der er risiko for, at forøgelsen af parkering i vores område vil blive større, når tidsgrænsen for parkering bliver kl.8-22. Det kan betyde, at gæster (fx middagsgæster) til beboere inden for p-zonen vil være nødt til at finde alternative p-muligheder uden for zonen, hvis de ankommer kl. 18, og ønsker at blive mere end 3 timer. Vi vil derfor foreslå, at tidsgrænsen bliver kl. 8-19, som er kendt fra andre områder.
- Vi mener, at det forslag, der ligger, hvor til tildeling af gæstelicenser er begrænset til 10 pr. år pr. beboer, er for restriktivt. Der bør generelt være flere gæstelicenser eller mulighed for at få flere i særlige situationer, fx sygdom som kræver pasning fra pårørende
- Det undrer os, at det ser ud til at bliver meget besværligt, hvis man ønsker at afskaffe sin egen bil og i stedet være med i en delebilordning, hvor nogle af de biler, man ønsker at bruge, ikke er el-biler.
Vi har et stort ønske om, at der foretages parkeringstælling i vores område inden parkeringsbegrænsningerne sættes i værk i naboområdet. På den måde vil det være muligt at konstatere, om de gener, vi forventer, faktisk vil forekomme.
Med venlig hilsen
Bente Maegaard
Formand
Grundejerforeningen Vigerslev Haveforstad