Oprettet: 28. juni 2022
Svarnummer:
9

Indsendt af

Søren Lynge Jacobsen

Virksomhed / organisation

Privat

Postnr.

2900

By

Hellerup

Høringssvar

Borgerhøring om 3-timers parkering Ryparken/Rymarksvej                                                                                                                    28.6.2022

På møde den 9. juni på Blindeinstituttet præsenterede Teknik- og Miljøforvaltningen deres forslag for at indføre parkeringszone på bl.a. Rymarksvej. Her fremkom det ligeledes at der ikke var et egentligt datagrundlag tilstede, ej heller udført undersøgelse med vejens beboere om hvorvidt der er et reelt behov for en parkeringszone.

Som beboer på den gamle del af Rymarksvej (1-7 & 2-78) er der ikke noget ønske om hhv. behov for p-restriktioner., andet end for de korttidsbrugere der benytter hal-anlægget. Vores del af vejen er reelt en blind vej (adgang fra Tuborgvej) uden vejmæssig sammenhæng med de øvrige veje i området, udover det stisystem der forbinder det grønne område mod København.

Der er pt. ikke problemer med dagparkering af f.eks. pendlere til Hellerup eller Ryparken station (for langt at gå). Det eneste reelle parkerings problem opstår, når Københavns Ejendomme har aktiviteter på deres matrikel til bl.a. Medborgerhuset og Svømmehallen. Indførelse af 3-timers parkering vil ikke afhjælpe denne problematik. Vi har anmodet dem om, at de markerer p-pladser inde på deres matrikel. Her er desværre ikke sket noget, og vi har gennem et år udtrykt ønske om parkeringsbåse i sammenhæng med svømmehallen.

Vi ønsker ikke en endnu større bevægelse af biler på vejen, da vi i forvejen er bekymret for sikkerheden. Dette ikke kun for egne beboere, men for de blinde på Blindeinstituttet (Rymarksvej 1), samt alle de cyklister, børn, unge og ældre der benytter sig af Rymarksvej som en del af Supercykelstien og som stisystem til de mange institutioner i området.

Konklusion: Den ’blinde’ del af Rymarksvej har ikke behov for en 3-timers parkeringszone i hverdage fra kl. 8-22. Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste desuden, på mødet d. 9. juni, om at der ikke er et egentligt datagrundlag der understøtter denne beslutning, hvorfor vi har svært ved at forstå begrundelsen for beslutningen. En sådan p-restriktion vil, især med så langt et tidsrum der strækker sig væsentligt ud over normal arbejdstid (kl. 17-22), alene være til gene for vejens beboere og besøgende til vores familier, da vi kun vil kunne modtage 10 gæstelicenser årligt.

Vi vil derfor mindeligt opfordre til at perioden ændres fra 8-22 til kl. 8-17. Det vil forhindre dagparkering, men tillader, at vi på vejen nemmere kan have besøg og gæster.

Vestsiden af ’den blinde del’ af Rymarksvej 2-78 er organiseret i ejerlauget Rymarkshuse, samt de første 6 huse (2-10) med et tæt samarbejde og tilhørsforhold – på den anden side af vejen ligger Blinde-instituttet, som reelt kan lave parkering som det passer dem. Det vil betyde at deres brugere kan parkere på vejen, men vi kan ikke parkere hos dem (om aftenen). Vi vil gerne opfordrer til en sammenhængskraft mellem Rymarksvejs beboere og Københavns Kommunes Ejendomme, som ejer matriklen og bygningerne, her benævnt Blindeinstituttet.

Vi ønsker reelt ikke en parkeringszone på Rymarksvej, der ikke giver mening for vejens beboere.

Med venlig hilsen

Søren Lynge Jacobsen

Rymarksvej 76

2900 Hellerup

Tlf: 5040 3417