Oprettet: 22. juni 2021
Svarnummer:
9

Indsendt af

V Richter

Postnr.

2200

By

Kbh N

Høringssvar

Det er al ære værd at ville skabe nye betalbare boliger og at bevare de to eksisterende bygninger. Det skal bare være til mindst mulig gene og ødelæggelse for de eksisterende beboeres miljø og velfærd. Min hjørneopgang har ingen kompensation fået for 8-9 års metrolarm og skidt, pga 10 meters forskel til dem som fik kompensation lige overfor. Dertil var der byfornyelseslarm og skidt FØR metroen, så har der været on/off larm og skidt med tømning af Koppels magasin, og nu kommer et nyt mangeårigt larmende projekt som genbo - vi har mindst 10 års gratis vinduesvask tilgode ;-).

Som andre nævner - p-pladser er et problem og biler er ikke det største onde her i byen. Jeg er vild med de 4 kampesten som skal forhindre ulovlig parkering omkring de fredede træer, men tænk nu de manglende p-pladser med ind i den planlagte p-kælder, lad eksisterende beboere få adgang til disse, det kan vel lade sig gøre at grave lidt mere ud under Florsgade og skabe 20 p-pladser til nabolagets bilejere??

Det er et massivt byggeri selvom det ikke er et højhus denne gang, det vil give mere skygge, larm og trafik, også daglig tung trafik. Det sviner og er et større miljøproblem end vores biler.

Vi bor lige over for den påtænkte varelevering + skraldeopsamling, vi bor lige overfor tagterrasse og påtænkt supermarked. Tænker I bæredygtigt nok? Tages der højde for at vi er mange som:

- vil miste udsynet til himlen,

- få mindre lys i allerede mørke boliger på HL Gade, får ekstra larm og forurening osv.?

Får vi som kompensation mulighed for altan udvendigt på vores huse så vi i det mindste kan kompensere for det lys og udsyn der vil forsvinde og få et kig på himlen på den måde? Når man arbejder hjemmefra og kun kan se over på en anden bygning uden nogen himmel i syne, så er det en reel meget stor nedgang i både værdi af boligen og i den daglige velfærd. Dem på 4. eller 5. sal vil måske ikke lide så meget under det, men stuen til 2. sal får konsekvenser. Vi får larmen, osen, og mindre lys og udsyn, hvordan vil kommunen kompensere for dette?

Det handler om urban sustainability og for velfærd i dagligdagen, og det er luksus og velfærd at kunne se himlen fra sin lejlighed, og det er meget trist at miste dette og i stedet se op til andre nyde himlen på deres tagterrase. Bliver en del af terrassen offentlig tilgængelig? Det har de gjort med det flotte nye byggeri i Sorgenfri f.eks. - den blev et udflugtsmål under corona - kan den ene tagterrasse blive åben og den anden for beoere f.eks.? Vi kan få adgang til gården, ser det ud til, men det bliver en meget lille plads når de to sidebygninger er så store, så - det ville virkelig klæde projektet at tænke naboerne og kompensation for nye gener ind og ikke køre så udemokratisk frem som det er tilfældet.

Helhedstænkning - er det ikke kommunens mantra? Det burde det være hvis målet er bæredygtige brokvarterer og bæredygtige nybyggerier. Godt naboskab må være målet.

venlige hilsener i håbet om dialog og at blive hørt,

V. Richter