Høringssvar vedrørende De Gamles By - lokalplan 606

Oprettet: 5. maj 2021
Svarnummer:
805

Indsendt af

V. B. Drumm

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg vil gerne modsætte mig lokalplansforslaget for De Gamles By og opfordre til at bevare de grønne områder her – både mængden og karakteren.

Mange andre har været inde på, at der i forvejen er et meget lavt antal grønne kvadratmeter pr. indbygger på Nørrebro, og at det derfor virker uhensigtsmæssigt at opføre så store byggerier på et af de få grønne områder, der er (fx ikke bare en skole, men en skole med tilhørende idrætshal). Denne pointe vil jeg gerne erklære mig enig i.

Jeg vil desuden påpege, at der i lokalplansforslaget er lagt op til en karakterændring af områderne i De Gamles By, som jeg ikke bryder mig om:
Der er lagt stor vægt på, at mange af de områder, der skal berøres af de nye byggerier, skal lægge op til en øget mængde aktiviteter, fx sports- og kulturaktiviteter. Der er imidlertid mange af de grønne områder, der ligger i nærheden, og som allerede i stor stil er præget af sådanne aktiviteter, såsom Fælledparken og pladsen ved Verdenskulturcentret – og for den sags skyld er Nordpolen i de senere år i stigende grad præget af sportsaktiviteter. I modsætning hertil er de områder, det nu bliver foreslået at bygge på og gøre til center for diverse aktiviteter, nogle af de eneste i området, der på nuværende tidspunkt bliver brugt til ophold, afslapning og mere indadvendte aktiviteter som at sidde på bænke og læse og lignende. Kort sagt vil lokalplansforslaget eliminere et af de få steder i området, hvor man kan ”være i fred” i grønne omgivelser, til fordel for en række områder, hvis funktioner allerede bliver opfyldt i relativt høj grad.

Jeg vil desuden gerne anfægte påstanden om, at de nye bygninger, der er lagt op til i lokalplansforslaget, skulle have respekt for den eksisterende arkitektur i området. Lige nu er området præget af, at de nyere bygninger for det meste er opført i samme stil, materialer og ikke mindst samme faconer som de ældre bygninger, mens ganske få bygninger, fx kræftcenteret, skiller sig markant ud arkitektonisk, hvilket giver hele området et overordnet klassisk præg med få moderne touches. De planlagte bygninger er imidlertid så distinkte, så hypermoderne og samtidig så enormt store, at de fuldstændig kommer til at dominere områdets arkitektoniske udtryk. Her tænker jeg især på skolen, der med sin placering og sine hele tyve meter i højden kommer til at tårne sig op over kirken og sluge dens profil fuldstændig, når man ser den fra De Gamles Bys hovedport (mod Nørre Allé), på samme måde som Sankt Johannes Kirke bliver domineret fuldstændig af Panumtårnet, når man ser den fra Skt. Hans Torv.