Høringssvar vedrørende De Gamles By - lokalplan 606

Oprettet: 5. maj 2021
Svarnummer:
712

Indsendt af

Tina Uhrskov

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Jeg ønsker hermed at gøre indsigelse mod yderligere bebyggelse, på bekostning af grønne områder og lokalbefolkningens trivsel, i De Gamles By på Nørrebro.

De Gamles By er en lille by i byen, et område, der indtil for tyve år siden var totalt afskærmet af lukkede hegn og låste porte og kun til gavn for de ældre i plejehjemsboliger. I gennem en fantastisk indsats i denne årrække er De Gamles By blevet en perle på Nørrebro - et sted folk fra hele byen kommer til for at besøge Byoasen og endda et mål for udenlandske turister der misunder København denne grønne perle af ro midt i byens vrimmel.

Det de ser og det vi, lokale Nørrebroere, ved er at De Gamles By er et helt særligt sted med, bogstaveligt talt, plads til alle, fra vuggestuebørn til pensionerede ældre i plejetilbud. Fortjensten for dette ligger i høj grad hos det fantastiske dedicerede personale i Byoasen samt alle de lokale, der med kærlighed og åbenhed mødes her.

Jeg har været med på møderne og debatten helt fra det blev offentlgit kendt at der, endnu engang, var byggeplaner for De Gamles By. På Nørrebro, som er det tættest befolkede område i Danmark, vistnok hele Nordeuropa, det område med færrest grønne kvm pr indbygger, samt en turistmagnet, hvilket gør menneskepresset endnu større om sommeren, er vi mange der er chokerede over at opleve at politikerne, med deres helikopterblik, blot ser ned på De Gamles By og ser - ikke en park, som vi - men blot byggegrunde! På et af møderne blev det højtelskede område Nordpolen, med de fredede træer, omtalt som netop dette - byggegrunde!

En indskrænkning af de grønne arealer på Nørrebro er en katastrofe. En katastrofal lavine, der har pågået i flere år med inddragelse af ikke blot flere og flere områder af De Gamles By, gennem de sidste tyve år, men også indskrænkninger andre steder som de, af Metroen, nedlagte træer på Assistens Kirkegård og de store indhug der er gjort i Nørrebro Parken, til etablering af kunstgræsbelagte fodboldbaner.

En ny skole på Nørrebro, i De Gamles By, blev først begrundet med et behov for en ny skole - og den skulle være selvstændig, ikke samhørende med Guldberg Skole, der ligger få hundrede meter fra "byggegrunden" - nu ved det sidste møde kommer det frem at den nye skole skal være en del af Guldberg Skole. Guldberg Skole er lige nu, en underbelagt skole, med på de fleste årgange et spor mindre end planlagt. Hvorfra skal Guldberg Skole kunne mønstre ekstra cirka 800 elever? Hvor er grundlaget for denne skole? Det synes at være ikke eksisterende.

Grundlaget for byggerierne synes at svæve i vinden og ændre sig fra gang til gang. Diabetescenteret kom det frem på sidste møde, skal ligeledes betjene hjertesyge fra hele København. Altså en endnu større strøm af privatbiler og minibusser end tidligere antaget.

Guldbergsgade og Møllegade er allerede hårdt plaget af tung trafik, især Guldbergsgade, som er skolevej for hundredevis af små cyklende skoleelever, er en konstant bekymring for forældre idet den allerede i dag byder på et meget stort antal store transporter i en ganske lille gade.

Samlet set betyder byggeriet at

1. De grønne områder på Nørrebro mindskes til umålelig gene for lokale beboere

2. De trafikale forhold i Møllegade og Guldbergsgade, som er skolevej for børn på Guldbergsgade, forværres yderligere

3. Parkeringssituationen for de lokale forværres

4. Fleres års tung byggeri i og omkring De Gamles By, endda i begge ender af De Gamles By på samme tid.

Alt dette kunne løses ved at tage byggegrunden - som reelt er en byggegrund, ikke et højtelsket grønt område, ved banerne ved Bispebjerg i brug. Her er de trafikale forhold endda også bedre i det der både er s tog og bus samt bedre parkeringsmuligheder.

Jeg appelerer derfor til de politikere, der sidder med beslutninger om at skåne De Gamles By og finde en anden løsning. 

Mit sidste ønske for De Gamles By vil være at området får status som det, det reelt er; en park samt at De Gamles By kan blive samlet under en forvaltning i stedet for, som nu, at ligge under flere forskellige, hvilket i mine øjne er en del af stedets ulykke.

Kære Politikere, I kan nå at redde et område, der bringer så mange mennesker så meget daglig glæde, gør det dog!