Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende De Gamles By - lokalplan kendt ugyldig
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Jeg er nabo til De Gamles By og nyder i stor stil det åndehul med god plads og grønne områder det er på et ellers tætbebygget Nørrebro.
Det er meget trist, at Københavns Kommune vil placere et stort Diabetescenter på en lokation, hvor der lige nu ligger en meget fin, fredelig æblelund, som endelig har fået "fuldvoksne" æbletræer og som er hjem for en bygning, som snilt kunne laves til en børneinstitution, som lokalbefolkningen kunne få gavn af.
Nørrebro er i forvejen den bydel med færrest grønne m2 per indbygger, og pandemien har med al tydelighed vist, at vi beboere behøver grønne åndehuller. Det gavner vores natur og vores sundhed - både for børn og voksen, unge som gamle.
Med den nuværende Lokalplan mister vi 2.640 grønne m2, hvilket svarer til 7% af vores græs i området. Det er helt unødvendigt, når der står 17.000 asfalterede og tomme m2 ledige på Vingelodden 6, hvor et center kunne placeres i stedet. Desuden har Bispebjerg Hospital også udtrykt, at de gerne ser et Diabetescenter i deres bygninger. De har endda allerede specialafdelinger for diabetespatienter og meget bedre offentlig transport lige til døren med togstation og bus til "hoveddøren".
Jeg vil lige understrege, at jeg ikke er imod et diabetescenter, men der må kunne findes en mere passende placering. Møllegade og de omkringliggende små gader er slet ikke gearet til 45.000 patienter, som vurderes årligt at besøge centret. De vil ikke alle kun komme på cykel, som vi fik at vide på et borgermøde i efteråret 2019.
Med håb om og tro på, at lokalpolitikerne gør det rigtige ved at stoppe byggeriet og bevare vores allesammen natur og fredelige områder på et tætbebygget Nørrebro.