Høringssvar vedrørende De Gamles By - lokalplan 606

“Kommunen konkluderer at de to byggerier ikke vil udgøre en væsentlig ændring af det eksisterende miljø.”

Intet kunne være længere fra virkeligheden.

De Gamles By er hele bydelens åndehul. Det eneste af sin slags, med en magisk beboersammensætning af dyr og ældre og med brugere i alle aldre, der mødes på kryds og tværs. Og det er så faretruende tæt på at blive ødelagt lige nu. På papiret går et givent byggeri til stregen, og så overlever resten som oase. I virkeligheden går det helt anderledes. En stor del af de træer der på papiret bevares, kommer ikke til at overleve byggefasen, og dem der gør, dør efterfølgende en langsom død i befæstning og dårligt design. Begge dele har vi flere eksempler på, alene i De Gamles By.

Og for at lappe på det store grønne areal man inddrager (i modstrid med helhedsplanen, der dikterer en grøn balance), gør man det samme som i resten af byen: maser så mange nye træer ind på så lille et areal som muligt, for at nå et måltal og få det til at klinge grønt. Men det er ikke bare antallet af træer, der gør forskellen. Det er de store og gamle træer, de krogede hjem for dyr og insekter og for den biodiversitet, vi er i så alvorligt underskud af. Og det er arealet under dem og imellem dem, der skaber de vigtige rum.

En oase opstår når der er ro. Bag en buffer af “ubenyttet” areal. Og de vigtige rum og skærme forstyrrer og nedlægger man i disse år nærmest systematisk, især på Nørrebro. Og især i De Gamles By. Nordpolen mistede hele sine væg af 100 år gamle lindetræer for en vejudvidelse, og siden den brede skærm af vilde buske. Og derefter endnu et grønt værn på hjørnet, der blev nedlagt. Det grønne hegn ud til Møllegade blev væltet, og det rolige rum på den anden side forsvandt. 18 store træer blev uden vægtig grund fældet på hjørnet ved genbrugsstationen, fordi børnehaven ikke længere havde brug for det areal, og så var det at betragte som “ubenyttet”. Trafik og larm og uro blev med disse øvelser skubbet længere ind i Byoasen, som nu forståeligt beder om lov til at trække sig længere tilbage. Rummet svinder, roen er udfordret og det allerede *før* man maser et sundhedscenter og en trefaget skole med idrætshal ind. Med al den belægning, trafik og parkering på terræn, der følger. Al energi burde i stedet gå til at reetablere roen og skærme af, så arealet består som åndehul.

Møllegade byggeriet var oprindeligt introduceret som et diabetescenter for 2000 brugere, fra hele København. Men det er nu blevet til et “sundhedshus”, der i tillæg skal rumme et sted mellem 6-800 hjertepatienter, primært fra Østerbro. Hvorfor vælger man at placere de tilbud i et grønt areal i en i forvejen trængt bydel, med så katastrofalt få grønne m2 pr borger? Ironien er, at vi beviseligt bliver syge af det. I både krop og sjæl.

Der er udpeget flere alternative og grå arealer til begge byggerier. Oplagte og velbegrundede. Brugertallene der ligger til grund for skolen er allerede forældede, estimatet for trafikbelastningen er foretaget på baggrund af gamle tal med færre brugere, den tilstødende OPUS bygning er kommet i spil. Man bør tage et skridt tilbage, gentænke placering og evaluere det faktiske behov. Hvis vi ødelægger De Gamles By nu, får vi aldrig det åndehul tilbage.