Høringssvar vedrørende De Gamles By - lokalplan kendt ugyldig

Oprettet: 26. april 2021
Svarnummer:
158

Indsendt af

Mikkel Harder

Postnr.

22

By

København

Høringssvar

Indsigelse til Københavns Kommunes lokal plans forslag vedrørende De Gamles By.

At København skal have et nyt diabetescenter er jeg helt med på. Det nuværende forslag til diabetes centrets placering indebærer nedrivning af den faldefærdige med arkitektonisk spændende og bevaringsværdige Materialgården samt farvel til den fantastiske æblelund bagved, som uden tvivl vil blive både reduceret og totalt forandret i udtryk. Derfor opfordrer jeg hermed kommunen til at genoverveje den foreslåede placering og i stedet gentænke udnyttelsen af dette unikke sted med ægte respekt for dets mange kvaliteter og muligheder.

Mine naboer har allerede fremført en række argumenter imod den foreslåede placering som fx:

  • Øget biltrafik (ifølge Rambølls analyse i størrelsesorden 20-30%) i et område præget af beboelse og børneinstitutioner.
  • Reduktion og klar forringelse af et dejligt grønt byrum (æblelunden).
  • Manglende synergieffekter modsat en placering ved Bispebjerg Hospital.
  • Gener i forbindelse med selve byggeriet.

Men faktisk synes jeg, at det vigtigste argument mod den foreslåede placering af diabetes centeret er at det er trist og visionsløst at rive Materialgården ned og sløjfe æblelunden i dens nuværende form. Jeg opfordrer de implicerede politikere og planlæggere til at tage forbi en solrig eftermiddag her i foråret. Tag et kig på Materialgården og æblelunden bagved som også er flankeret af Opus bygningen. Forestil jeg det sorte hegn revet ned og bygningen sat i stand og åbnet op både til Møllegadesiden og til æblelundsiden. Her er et byrum med kæmpe potentiale for at huse et kreativt miljø med fællesskab, grøn læring og næring, kultur og lokalt byliv i øjenhøjde. Det er jo et fantastisk byrum med stor naturmæssig, arkitektonisk, historisk og stedsmæssig værdig og en vigtig del af det som kommunen selv har givet navnet ”Kulturmiljø De Gamles By”.  Den slags steder skal vi værne om og give nyt liv, præcis som det fx er tilfældet med BaneGaarden på Vesterbro.  

I årevis har Materialgården været gemt væk bag et stort sort hegn og misligholdt. Med bl.a. inspiration fra BaneGaarden på Vesterbro foreslår jeg, at Københavns Kommune sætter de nuværende planer for Diabetes Centeret på pause og i stedet inviterer lokale ildsjæle og kulturelle entreprenører – og hvem ved måske også Realdania – til at gentænke udnyttelse af MaterialGaarden til gavn for langt flere af bydelens beboere og brugere.  

Med venlig hilsen, Mikkel Harder (lokal beboer)