Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende De Gamles By - lokalplan kendt ugyldig

Oprettet: 22. april 2021
Svarnummer:
112

Indsendt af

Anne Byth-Visholm

Postnr.

2300

By

KBH S

Høringssvar

Jeg er imod Lokalplanen for De Gamles By  

Jeg forstår overordnet ikke hvorfor, at lokalpolitikerne i København vil opføre flere store bygninger i De Gamles By. Det er et af de få grønne områder, der er tilbage på Indre Nørrebro – og Nørrebro er i forvejen den bydel med tættest bebyggelse og færrest grønne m2 per beboer. Hertil kommer, at københavnere fra andre bydele også kommer til indre Nørrebro grundet den særlige stemning og atmosfære, så hvorfor ønsker lokalpolitikerne at fjerne yderligere grønne områder fra bydelen og potentielt ændre dette åndehul?

Jeg har forståelse for, at der skal findes en placering til det kommende Center for Diabetes. Jeg ærgrer mig over processen og særligt over, at der tilsyneladende ikke har været plads til at overveje alternative placeringer til centeret. En mulighed er fx Vingelodden 6, hvor der allerede er tomme, asfalterede m2 med god plads til alle tre byggerier, og som derfor vil kunne tages i betragtning til Center for Diabetes. Denne placering er fortsat central og man vil undgå, at der bliver fjernet grønne områder fra Nørrebro ved at tage den i brug i stedet. Jeg har fået oplyst, at et af hovedargumenterne for at placere Center for Diabetes i De Gamles By er, at Nørrebro –havde flere diabetes 2-patienter end andre bydele i København, og at de patienter skal tilbydes nærhed til behandling. Det vil også kunne imødekommes fx ved placering på en lokation som Vingelodden.


Ifølge en analyse bestilt af Kommunen og udført af Rambøll vil placeringen af centeret i De Gamles By betyde 45.000 ekstra bilkørsler ind og ud ad Indre Nørrebro med dertil hørende støj og luftforurening. Det synes jeg umiddelbart ikke harmonerer med ambitioner om en grøn by. I Lokalplanen står skrevet: ”Bygningen danner ryg mod gaden og åbner sig op ind mod haven”. Udover at bygningen af det nye center vil tage luft og lys, så vil den også danne skygge på lejlighederne i Møllegade og cafe Stadion, der er ét af de få steder på Indre Nørrebro med aftensol. Dertil kommer, at en så massiv, mørk og høj facade ud mod fortovet i Møllegade ikke vil bidrage positivt til stemning i gaden – når man så at sige er vendt ryggen.