Oprettet: 25. september 2020
Svarnummer:
7

Indsendt af

Hans Skovaa

Virksomhed / organisation

Danske shoppingcentre P/S

Postnr.

2630

By

Taastrup

Høringssvar

Lygten II

 

Høringssvar forslag til lokalplan og kommuneplantillæg

 

Som ejer af Nørrebro Bycenter, matrikel nr. 6159 Udenbys Klædebo Kvarter, København, fremsendes hermed høringssvar til forslag til lokalplan Lygten II samt kommuneplantillæg.

Overordnet finder vi, at lokalplansforslaget samt medhørende bebyggelsesplan sikrer gode løsninger, der bidrager væsentligt til den nødvendige udvikling af området, og skaber en fysisk kobling med den øvrige by via Nordvestpassagen.

Idet vi støtter de foreslåede rammer i Lokalplansforslaget for udvikling af området nord for Fyrbødervej vil nærværende høringssvar relatere sig til delområde VI samt Nordvestpassagen.

 

Nørrebro Bycenter

De nye anvendelsesbestemmelser for delområde VI (Nørrebro Bycenter), der nu udlægges til Publikumsorienteret serviceerhverv med mulighed for at etablere café/restaurant og dagligvarebutikker, hilses ligeledes velkommen.

I den forbindelse finder vi det det relevant at oplyse om, at der aktuelt arbejdes med en større udviklingsvision for Nørrebro Bycenter, hvilken der er indledt dialog om med kommunens Center for Byudvikling i separat spor.

Visionen tager udgangspunkt i etablering af yderligere funktioner og arealer i og til centret, og tilsigter en større attraktionsgrad og integration af Nørrebro Bycenter i lokalområdet.

Omfanget af denne vision ventes at række ud over de nye anvendelses- og bebyggelsesregulerende bestemmelser i nærværende lokalplansforslag, Lygten II.

Der vil derfor på et senere tidspunkt formelt blive indsendt anmodning om fornyet lokalplanlægning for Nørrebro Bycenter med udgangspunkt i en konkretiseret udviklingsplan.

 

Nordvestpassagen - vejadgang fra Fyrbødervej

Det bemærkes, at Lokalplanen ikke redegør for den fremtidige trafikale løsning i og omkring området hvor Nordvestpassagen udlægges, og hvor Fyrbødervej ligger i dag.

Dette område er et følsomt og trafikbelastet område, der betjener Nørrebro Bycenter som eneste vedadgang til parkeringsområde på terræn og i kælder, samt for til- og frakørsel af tung varetransport til centrets vareleveringsområde på bagsiden af centret ud baneterrænet.

Lokalplanens arealudlæg af Nordvestpassagen i netop dette område nødvendiggør et velbearbejdet trafikalt løsningsforslag, hvor alle forhold og funktioner belyses. Teknik- og Miljøforvaltningens Mobilitetsafdeling har taget initiativ til et samarbejde mellem ejerne og kommunen for at finde en tilfredsstilllende løsning, hvilket pågår i skrivende stund.

Idet Lokalplanen ikke indeholder et konkret veldokumenteret løsningsforslag på trafikudviklingen i området inden høringsfristen udløber, findes det nødvendigt at nævne forholdet som et opmærksomhedspunkt i nærværende høringssvar.