Høringssvar vedrørende Plan for Københavns Biblioteker 2019-2023

Massedestruktion af bøger samt lukningen af Rådhusbiblioteket i sin oprindelige form, der begge er foregået under den indeværende biblioteksstrategi, er et uoprettelige tab for København og byens borgere. Det virker som om, at nogen helt har misforstået, hvad et bibliotek egentlig er. Den kommende strategi kan forhåbentlig prøve at rejse Københavns Kommunes biblioteker igen. Planen i høring maler indledende et skønmaleri af bibliotekssituationen i København, men alt er ikke godt. I Slots og Kulturstyrelsens 'National bruger- og benchmarkundersøgelse på biblioteksområdet' (2016) har Københavns Kommunes biblioteker den laveste brugertilfredshed og har den laveste anbefalingsvillighed blandt brugerne. Der er nok at tage fat på. Fokusområdet Det fysiske bibliotek Jeg savner i planen en anerkendelse af, at læsning og litteratur ikke kun er en social event, der skal udfoldes i bogklubber og arrangementer. Læsning og litteratur er for mange mennesker en kontemplativ aktivitet og praktiseres alene. Med færre bøger (og endnu færre bøger på åbne hylder) er det blevet svært at bruge litteraturen på den måde på København Kommunes biblioteker. Det har vist sig, at pladsen har gjort det har været svært for bibliotekerne at være noget for både dem, der vil læse højt og sammen og dem, der gerne vil bruge biblioteket som nysgerrige lånere, der glædes over den rige og mangfoldige litteratur som København Kommunes biblioteker havde indtil for få år siden. I stedet er klassiske biblioteksbrugere i dag henvist til andre løsninger. Den kommende biblioteksstrategi bør i højere stræbe efter at være noget for begge brugergrupper. Det kan godt være, at færre udlån er et symptom for tiden, men hvis der ikke er nogen bøger udover bestsellere og hobby-bøger, så går den proces hurtigere end nødvendig. Især Hovedbiblioteket er i dag uegnet som bibliotek. Man kan smide bøger ud, omindrette i det uendelig og købe nye reoler nok så meget man vil, men bygningen med det store åbne atrium (nu med meget færre bøger) er uegnet som biblioteksbygning, når den samtidig skal fungere som café, aktivitetsrum og arbejdsplads for gruppearbejde. Måske kunne et ny hovedbibliotek etableres i en af de nye bydele, som er fattige på kulturinstitutioner, så der bliver plads til både bøger, brugere, læsesale og aktivitetsrum. Planen taler om profilbiblioteker. Det er en god ide, men det kræver mere og bedre omtanke end hidtil. Oprettelsen af profilbiblioteker kræver først og fremmest en nøje afvejning af, om det man løfter er en kommunal biblioteksopgave. I 2018 etableredes et modebibliotek på Østerbro Bibliotek. Ideen om modebibliotekets synes mere at være opstået af en trang til at høste endog meget lavthængende frugter og at være ’ung med de unge’ fremfor et egentlig behov. Få hundrede meter borte, på Design Museum Danmark, findes allerede et godt bibliotek med en omfattende samling af moderelateret indhold med offentlig adgang. Man kan også spørge sig selv, om mode er et emne, som behøver blive varetaget af et kommunalt finansieret profilbibliotek? Er mode virkelig et emne, som museets brugere ikke allerede bombarderes med fra alle kanter? Og skal kommunen med et profilbibliotek fyldt med glittede magasiner udsætte sine brugere for krops- og forbrugsidealer, som især yngre mennesker har svært ved at leve op til? Modebiblioteket var et forsøg, der angiveligt sluttede tidligere i år. Det er ikke lykkedes mig at finde en evaluering af projektet, men en sådan bør nok foretages før man går videre med ideen om flere profilbiblioteker. Samtidig bør man nok også se på, hvilken rolle der rimeligt kan spilles af eksterne aktører i udviklingen af profilbiblioteker, for at sikre at borgerne faktisk får mest muligt bibliotek for deres skattepenge.