Oprettet: 30. august 2019
Svarnummer:
14

Indsendt af

Amager Vest Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Amager Vest Lokaludvalg

Postnr.

2300

By

KBH S

Høringssvar

Høringssvar vedr. Ny Biblioteksplan 2019-2023 fra Amager Vest Lokaludvalg Amager Vest Lokaludvalg takker for mulighed for at afgive høringssvar vedr. Biblioteksplanen 2019-2023. Vi er i Amager Vest Lokaludvalg meget positive over for indholdet af den ny biblioteksplan 2019-2023. Vi vil bl.a. fremhæve dens fokus på de fysiske rammer og mulighederne for fleksible rammer. Men mest af alt er vi glade for, at der i planen lægges op til at tilføre ressourcer, da mange af de positive initiativer kræver flere ressourcer og mere personale for at blive til virkelighed. Lokaludvalget finder dertil at planen er grundig, og sætter pris på, at den indeholder konkrete indsatser. Fire borgermøde i Amager Vest Da Folkebibliotekerne er den mest benyttede kulturinstitution i Danmark, har det været ekstra vigtigt for lokaludvalget at høre borgerne om Biblioteksplan 2019-23. Lokaludvalget har sammen med Kultur S afholdt et borgermøde om det første udkast til biblioteksplanen. I maj arrangerede lokaludvalget yderligere tre separate borgermøder på bydelens tre biblioteker: Ørestad, Solvang og Island Brygge. Fokusområde: Det fysiske bibliotek Borgerne efterlyser en indretning, der giver mulighed for forskellige aktiviteter; både ro til fordybelse og mulighed for såvel samtaler i mindre grupper og borgeraktiviteter. Udvalgte citater fra borgerne: ”På Biblioteket på Rodosvej er der en opdeling, så at al-le kan være der. Der er muligheder for forskellige aktiviteter. Der er gode læsehjørner både til børn og voksne. For få penge har de indrettet forskellige zoner: læse, unge, børn, stille, it. Rodosvej er hyggeligt lige meget hvornår man kommer” ”Tilbage i 2009 blev der udstukket rammer for bibliotekerne for brugerinddragelse. Det kan jeg ikke se, at bibliotekerne er levet op til. I Amager Vest er der blot Solvang Bibliotek, der har et brugerråd. For at der skal blive flere brugere, skal bibliotekerne være trygge steder.” ”Det er vigtigt at vi fastholder borgerengagementet. Som borgere skal man ikke forvente, at forvaltningen idéudvikler. Børnekulturhus Ama´r og Børne-Kulturpiloterne pilot er startet som initiativ fra borgere. De er blevet dele af kommunen bagefter.” “Århus bibliotek er en integreret del af andre kulturaktiviteter. Solvang Bibliotek er isoleret. Flere kunne blive tiltrukket hvis biblioteket var en del af noget mere.” Fokusområde: Det digitale bibliotek Lokaludvalgets vurdering er, at de fleste er positive for de muligheder digitaliseringen giver, blot man kender systemet. Udvalgte citater fra borgerne: ”E-reolen er super i ferier. Den er gratis. Og dejligt i ferien, i stedet for at slæbe rundt på fysiske bøger.” ”Hjemmesiden og mail og sms er en fed service ift. be-sked om hhv. aflevering og bestilt materiale” ”For at bruge de digitale muligheder, er der brug for kurser. Jeg vil gerne bruge de digitale muligheder, men jeg ved ikke hvordan.” ”Tårnby er et godt eksempel: De har it-cafeer og kurser omkring brug af de digitale muligheder. ” “Læser hellere papir end digitalt. Kommer også for aviser og blade. Bøgerne løber aldrig tør for strøm.” Fokusområde: Litteratur og læsning Konklusionen fra alle borgermøder var, at alle er glade for de fysiske bøger. Muligheden for at gå på opdagelse blandt reolerne skal gerne bevares. Udvalgte citater fra borgerne: “Jeg er glad for at opdage det bibliotekarerne stiller frem” “Flere bøger på hylderne. Det inspirerer at snus rundt.” “Jeg er med i en læsegruppe. Det er en god ting.” ”Det er vigtigt at man værner om bibliotekernes kerneopgave, værner om litteraturen. Men det er også en god ide at integrere andre kulturelle segment.” Fokusområde: Børn og unge Lokaludvalgets vurdering er, at borgerne finder, at børnebiblioteket er et fokusområde. Udvalgte citater fra borgerne: ”Skolerne skal lære børn at læse. Bibliotekerne skal give børne lyst til at læse” ”Man kunne finde ældre, der kom til biblioteket for at læse op for børn. Inspiration fra børneinstitutioner som besøger plejehjem. ” ”Bibliotekerne burde satse på tweens, da det er der de falder fra med læsning.” Amager Vest Lokaludvalgs anbefaling Afslutningsvis vil lokaludvalget anbefale at: • alle biblioteker gennemgås, så der er mere plads til både ro og ophold og aktiviteter for de forskellige brugergrupper. Hvis bøgerne opbevares på et depot, kan der frigives plads. Biblioteket på Rodosvej er et eksempel på at lokalerne kan laves indbydende uden de store omkostninger • alle interessenter involveres i jagten på at finde en måde, der gør at brugerne kan bruge bibliotekaren uden personale – efter bibliotekernes lukketid • at rammerne fra 2009 om, at bibliotekerne skal arbejde for brugerinddragelse og etablering af brugerråd, genoplives. I Amager Vest er der blot Solvang Bibliotek, der har et brugerråd. Med venlig hilsen André Just Vedgren Formand for Amager Vest Lokaludvalg