Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 8. august 2019
Svarnummer:
11

Indsendt af

Simon Leth

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Jeg har læst lokalplanforslaget, som indeholder mange spændende elementer omkring blandede og udadvendte funktioner, offentlig adgang, kantzoner, byggefællesskaber mv. Tak for det. Jeg har dog også nogle kritiske bemærkninger til forslaget. Helt overordnet undrer jeg mig over, at lokalplanen ikke eksplicit forholder sig til de indsatser/investeringer, der på baggrund af omfattende borgerinddragelse, foretages i regi af områdefornyelse Nordvest. Lokalplanområdet er så stort og centralt beliggende, at det har potentiale til at påvirke lokalområdets udvikling markant, så sammenhængen til områdefornyelsen burde prioriteres højere. Det er uambitiøst, at der ikke stilles krav om etablering af parkering i P-kælder under byggeriet. Forbindelsen mellem ydre og indre Nordvest via Rentemestervej (nord og syd for Tomsgårdsvej) er et væsentligt element i den igangværende områdefornyelse, og lokalplanens forslag om at forbinde områderne med et gennemgående lokalcenter understøtter dette. Så det er ærgerligt, at forløbet foreslås brudt at et ”dødt” p-hus, som i bedste fald ikke bidrager til området, og i værste fald bidrager med øget utryghed. Hvis p-huset fastholdes (og fastholdes på den foreslåede placering) bør der stilles mere præcise krav til materialer og udformning. Et P-hus med synlige betonelementer og sparsom inddækning er ikke rimeligt på dette meget synlige sted. I stedet bør der arbejdes med et udtryk som forholder sig arkitektonisk til Bibliotekets markante arkitektur. Derudover er jeg enig i Lokaludvalgets bemærkninger om, at det er bydende nødvendigt, at der tinglyses aftaler på ejendommen omkring finansiering af P-huset, hvor betaling sker gennem huslejen, så p-huset reelt vil blive brugt. Efter indførelse af den nye parkeringszone frem til Tomsgårdsvej er der kommet yderligere pres på kantstenparkeringen udenfor p-zonen på Rentemestervej og Dortheavej, og nye boliger vil forværre situationen yderligere. Intentionen om at etablere et sammenhængende lokalcenter til detailhandel fra Rentemestervej til Smedetoften er god og vil understøtte en allerede eksisterende sammenhæng i området. Jeg undrer mig dog over, at kun vestsiden af Rentemestervej indgår. Bygningen på Rentemestervej 80 indeholder allerede en butik, som ligger udenfor det foreslåede lokalcenter, men resten af bygningens facade fremstår lukket og uimødekommende (se vedhæftede billede), og kunne med fordel aktiveres med små udvalgsvarebutikker. Strækningen mellem Smedetoften og Rentemestervej 82 (Rentemestervej 78-80) bør derfor inkluderes i lokalcenteret. Det fremgår af lokalplanen, at ”der gives mulighed for at placere en dagligvarebutik i området henset til lokalområdets generelle dagligvareforsyning og udvikling med yderligere boliger”. Hvilke nærmere analyser ligger til grund for denne udvidelse af detailhandelsrammen? Der er i forvejen god dagligvareforsyning i området efter en større udvidelse af Rema på Frederikssundsvej og åbningen af en ny Fakta på Frederiksborgvej. Den øgede konkurrence har medført, at Meny på Frederiksborgvej 86 er lukket og butiksarealet har nu gennem længere tid har stået tom. Dette bidrager ikke til Områdefornyelsens ambitioner om at revitalisere Frederiksborgvej, og det er bekymrende, hvad yderligere konkurrence på dagligvareområdet kan medføre i lokalområdet. Irma på Smedetoften er dynamoen i lokalcenter Smedetoften, og det vil være gift for udviklingen omkring Smedetoften, hvor der investeres kommunale millioner i regi af områdefornyelsen, hvis denne butik (som ikke har fordelen ved synlighed fra Tomsgårdsvej) må lukke pga. øget konkurrence.