Oprettet: 26. juni 2018
Svarnummer:
35

Indsendt af

Eva Lassen

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Jeg har egentlig ikke stærke meninger om det aktuelle forslag. Jeg bor uden for den zone hvor tidsbegrænset parkering foreslås, så min bekymring går alene på om problemet bare skubbes længere væk, dvs. ind i det område hvor jeg bor. Når jeg alligevel skriver et høringssvar er det fordi jeg gerne vil opfordre til en meget mere dybtgående løsning af parkeringsproblemerne i nærheden af København. Når den nye metro city ring står færdig vil disse problemer hobe sig op om hver af de metrostationer, som giver en oplagt mulighed for at sætte bilen fra sig og tage metroen ind til København. Jeg har selv tidligere boet tæt på Flintholm station, som har en latterligt lille P-plads i forhold til at det er en station, som ligger fornuftigt tæt på byen og bruges af mange som kommer i bil og har brug for at parkere. De blev så parkeret på de fredelige villaveje i nærheden. Nu har man kastet jeg ved ikke hvor mange milliarder efter at bygge metro city ringen, og erfaringerne fra den eksisterende metro viser, at vi borgere rigtig gerne vil benytte metroen. Hvorfor så ikke også kaste nogle penge efter at oprette strategisk placerede parkeringmuligheder under jorden eller i parkeringshuse, så man på en ordnet måde tager hånd om de pendlere og andre bilister, som altså har brug for at tage bilen et stykke af vejen, men gerne vil benytte metroen til at komme helt ind til byen. Jeg kunne godt ønske mig en gennemgribende planlægning af parkeringen i og omkring København, så man ikke bare bliver ved med at skubbe problemet over på dem, som tilfældigvis bor i de områder, som lige akkurat ligger uden for parkeringsrestriktionerne eller hvor det er attraktivt at stille bilen for at tage metroen.