Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Restaurations- og nattelivsplan

Oprettet: 4. juni 2017
Svarnummer:
96

Indsendt af

Søren Rud

Postnr.

1453

By

København K

Høringssvar

Høringssvar fra Søren Rud, 1453 – Restaurations- og Nattelivsplan (også vedhæftet som pdf) Restaurations- og Nattelivsplanen og Handlingsplanen indeholder forbavsende få konkrete initiativer, der vil ændre på den egentlige baggrund for det fuldstændig skævvredne natteliv i København og specielt i Indre By. Jeg foreslår, at der på Rådhuset bliver nedsat et hurtigt arbejdende udvalg på tværs af forvaltninger med både politikere, forvaltning, politi og beboere, der skal se på de praktiske og juridiske muligheder, der er for at begrænse ondets egentlige rod i nattelivet - nemlig for mange bevillinger. Når der hver weekendaften opholder sig mellem 200 og 400 mennesker på Gl. Torv og i Vestergade ( med 16 bevillinger), og der opholder sig 0 mennesker i Larslejsstræde (i samme kvarter), der ingen bevillinger har, så kunne man fristes til at tro, at der er en sammenhæng mellem antal barer og natteliv (festen i gaden). Beboernes input er essentielt for at udpege de helt konkrete problemområder i byen. Antallet af bevillinger, og specielt antallet af 05 bevillinger skal nedsættes. Det stod allerede i Restaurationsplanen for 2013, men det er dog ikke sket. Tværtimod. Et sådant udvalg må dog ikke blive en sovepude. Der skal iværksættes øjeblikkelige tiltag, der kan begrænse nattelivets overdrevne støj og møg (også her deltager beboere gerne med flere konkrete forslag): * Drikkevarer (uanset at de er omhældt i plastkrus) uden for en bar eller restaurant er udeservering, og må kun forekomme, hvis baren har udeserveringstilladelse, og i det tilfælde kun i den tilladte udeserveringsperiode. * Udeservering skal kun tillades til kl. 22.00 i de smalle gader i Indre By. * Partybusser og Cykeltaxier med lydanlæg skal forbydes. Det er grotesk, at Kommunen/ Movia giver plads til partybussernes reklamer. * Der skal straks indføres en meget mere varieret definition af koncepter til brug for Bevillingsnævnets behandling af ansøgninger. Dette skal medføre, at en bar der købes, ikke kan være sikker på, at få samme bevilling som forgængeren, hvis ikke konceptet er det samme eller “mildere”. En sportsbar generer mere larm for naboer end en cocktailbar, og en vodkabar genrer mere larm for naboer end en restaurant. Restauranter skal kun have 02 bevilling, hvis køkkenet er åbent til fx. kl. 01.00. Ellers er det ikke kun en restaurant, men også en bar. * Klageprocedurer over barer og restauranter skal straks diskuteres og revurderes. I dag tæller en klage (fx. telefonisk) kun hvis Kommunen rent faktisk ved selvsyn har kunnet konstatere overtrædelser af tilladelser. Overtrædelser foregår jo ofte sporadisk – om end også ofte systematisk - og det er derfor nødvendigt, at inddrage naboer, der har førstehånds-kendskab til geneniveauet i gaden, som sandhedsvidner. * Der skal øjeblikkeligt indføres og varsles strenge konsekvenser overfor misligholdelse af regler i nattelivet. Tredje gang man overtræder en konkret tilladelse til udeservering, skal den inddrages. I andre tilfælde af gentagne overtrædelser (antal og art skal specificeres) skal bevillingen kunne inddrages. * Der skal indføres mere åbenhed omkring Bevillingsnævnets arbejde. BN har bestemt (og ødelagt) udviklingen i Københavns Indre By gennem de sidste 10 år - helt uden folkelig kontrol. Beboere skal repræsenteres som observatører i BN. Dagsordner skal offentliggøres på linje med dagsordner til udvalgsmøder. Der skal indføres obligatoriske suppleanter, så BN altid er fuldtalligt. * Miljøkontrollen skal i bestemte områder udvides til kl. 08.00 i weekender. Generelt skal kommunen ikke give tilladelse til arrangementer eller bevillinger, hvis der ikke er resurser til at følge op og kontrollere. En 05-bevilling (måske med åbent til kl. 08.00) kan aldrig kontrolleres når støjvagterne går hjem kl. 03.00. * Stop for nye nattebevillinger (som bl.a. indført i Nørre Kvarter) skal øjeblikkeligt udvides til meget større områder af København, ikke mindst Indre By. Ellers flytter problemerne bare til andre gader og områder, som lige nu også er ved at nå (eller er nået over) smertegrænsen for støj og møg.