Høringssvar vedrørende Restaurations- og nattelivsplan

Oprettet: 1. juni 2017
Svarnummer:
53

Indsendt af

Mogens Petersen

Virksomhed / organisation

Nørrebro Lokaludvalg

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Høringssvar fra Nørrebro Lokaludvalg vedr. høring om Restaurations- og nattelivsplan Der er rigtig mange gode takter i kommunens forslag til en restaurations- og nattelivsplan. Den indeholder mange positive elementer og en redskabskasse, hvor rigtig mange af redskaberne bør tages i brug. Restaurations- og nattelivsplanen vil være et godt udgangspunkt for udviklingen af Københavns fremtidige natteliv. I visionen for planen står der, at det i sig selv er en udfordring at vi bliver flere – men sandheden er snarere at vi har haft en (og ønsket) en udvikling af byen med mere byliv. Men at denne er løbet løbsk. Det er den udfordring vi står overfor. Derfor er Nørrebro Lokaludvalg også enig i, at vi med udviklingen af restaurations- og nattelivet samtidig skal sikre at det sker i balance og at generne begrænses. Nattelivsgenerne har taget overhånd visse steder – også på Nørrebro. Restaurations- og nattelivet i København knyttes til begrebet ”Storbykultur”, som skal bæres frem af principper om fællesskab, respekt og kvalitet. Men disse principper kan være svære at håndtere når der er alkohol involveret. Væsentligere er nok en strammere regulering og håndhævelse. Og en holdningsændring hos nattelivsbrugerne til hvordan de kan opføre sig i et beboelseskvarter. Derfor ser vi frem til at hensynet til naboerne fremover vægtes højt i udviklingen af restaurations- og nattelivet. Udover de private aktører og de offentlige myndigheder har bolig- og beboerforeninger også et ansvar for at være med til at sikre at vi får et restaurations- og natteliv i balance. Begrænsning af generne i nattelivet Nørrebro Lokaludvalg er helt enig i at det særligt er den uregulerede ”fest i gaden” og natteaktiviteterne i vores byrum, der skaber de store gener. Nørrebro Lokaludvalg bakker op om at der sker en udvidet dialog og samarbejde med forvaltninger, bevillingsnævn, politiet og relevante detailforretninger, forældrenetværk, natteravne og andre aktører (f.eks. også bolig- og beboerforeninger) for at få bedre styr på generne fra nattelivet. Når kommunen har udpeget og afgrænset et stilleområde, indebærer det, at området får status som støjfølsomt område i kommunens planlægning, og at der arbejdes for, at området skal være stille i forbindelse med fremtidige planer og regulering af aktiviteter i området. Støj og affald fra restaurationer og arrangementer Nørrebro Lokaludvalg ser frem til at der sker en udvidet indsats her. Kommunen har allerede besluttet at udvide nattelivsvagten, men lokaludvalget ser gerne at den udvides yderligere. Lokaludvalget kan kun tilslutte sig at der er bremset op for tildeling af sene nattetilladelser og at kommunen vil fastholde denne praksis. Nørrebro Lokaludvalg kunne godt ønske at dette blev udvidet til at dække hele Indre Nørrebro. Et trygt og inkluderende natteliv Nørrebro Lokaludvalg finder det vigtigt at der gøres en aktiv indsats imod diskrimination i nattelivet. Vi kan kun bakke op om kommunens initiativer på dette område. Restaurationers koncepter og bevillingsnævnet Som det nævnes er der stor forskel på hvilke gener et spisested og et diskotek skaber for naboerne. Derfor er det vigtigt at de principper, som oplistes for hvordan bevillinger skal gives, også bliver overholdt. Specielt omkring udendørsservering. Service og partnerskaber Kommunens service overfor erhvervslivet på dette område skal selvfølgelig være professionelt. Og der skal være et tættere samarbejde mellem kommune, politi, de private aktører samt berørte beboere. For berørte beboere vil det ikke altid være tilstrækkeligt. Lokaludvalget har tidligere anbefalet at der er én indgang til at klage over støj. Vi har også anbefalet at det sker gennem et app-baseret klagesystem (for kommune, politi og bevillingsnævn m.fl.), hvor registreringer indberettes af klager. Her kan man også se om klagen allerede er anmeldt, i gang med at blive håndteret og følge med i, når den er afsluttet. Dette for at aflaste den ressourcemæssige side af mange klager over bl.a. støj, driftstider mv. Faktuelle rammer for tilladelser, som er offentligt tilgængelige, kan trækkes ind i systemet. Appen kan designes til, ved afkrydsning, at registrere de hyppigst forekomne forhold, som der klages over, oplysninger om anmelder, behov for øget kontrol mv. Det skal som klager/anmelder være muligt at "tjekke ind" ved lokaliteten, vis Google el.lign., og lægge en optagelse af lyd/billede ind til dokumentation. Systemet bør kunne aflaste støjvagter, politi mv, og når de er på stedet har de adgang til at fortælle ejer, bestyrer el. lign., om indhold af klager og trække historikken ind. Samtidig kan systemet bruges til at informere omgivelser og borgere om status for foranstaltninger/indsatser. Ideen om en nattelivskoordinator er fornuftig. I Handleplanen er der beskrevet mange og rigtig fornuftige forslag. Det er f.eks. forslag 1 og 2, som vi gerne ser igangsat hurtigst muligt. Forslagene 4, og 7 er også rigtig fornuftige forslag, som der bør findes finansiering til. Forslag 8 om flere ressourcer til håndhævelse og tilsyn er helt uomgængligt. For at lette håndhævelsen og borgernes adgang skal vi igen pege på at der må udvikles et app-baseret klagesystem. Forslag 9 og 10; også på Nørrebro er der behov for større kapacitet i affaldskurve og udvidet renholdelse om morgenen fredag – søndag. Forslag 11 om hæve/sænke pissoirer? hvorfor ikke lave permanente pissoirer så trængende også om dagen kan lade vandet. Forslag 17 om større ansvar for vedligehold hos detailhandel mm; godt at der også er fokus på Nørrebrogade. Forslag 21 om samarbejde med festivaler om håndtering af større forsamlinger (opsamling af erfaringer) er rigtig godt. Det er noget af det vi tidligere har efterlyst. Forslag 22 med forslag om forbud mod terrassevarmere er godt – ikke mindst for klimaet. Forslag 23 Nørrebro Lokaludvalg ønsker ikke et forslag eller forsøg gennemført på Nørrebro, der har potentiale til at understøtte og styrke et sort kriminelt marked. Forslag 24 Nørrebro Lokaludvalg ønsker ikke alkoholfrizoner på Nørrebro. Med venlig hilsen Formand for Nørrebro Lokaludvalg Mogens Petersen