Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Vejændringer ved Hanssted Skole

Oprettet: 18. oktober 2024
Svarnummer:
5

Indsendt af

Paul Markham og Tine Søderberg

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Til Københavns Kommune, Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold, Teknik- og Miljøforvaltningen

 

Hermed sendes bemærkninger til de beskrevne forslag i høringsbrev vedrørende vejændringer ved Hanssted Skole dateret 30. september 2024 (sagsnummer 2024-0342484).

 

På de fremsendte tegninger (vedlagt som bilag 1 til høringsbrevet) vurderes det at være uklart om hvorvidt indkørslen mellem Valby Langgade og Nakskovvej vil blive afspærret eller om det udelukkende er indkørslen til Nystedvej der vil blive afspærret.

 

Såfremt det udelukkende er indkørslen til Nystedvej der vil blive afspærret (og indkørslen til Nakskovvej dermed ikke afspærres), vil det medføre at alt trafik til området i den pågældende periode vil gå af Nakskovvej, idet samtlige andre indkørselsveje til området, som beskrevet i forslaget, vil blive afspærret.

 

Problematikken ved denne løsning og generne for beboerne kan uddybes således:

 

  • Som nævnt, vil de foreslåede vejændringer medføre, at Nakskovvej og Maribovej fremadrettet bliver den eneste tilkørselsvej for biler til Hanssted Skole. Vejændringerne vil således medføre at den nuværende trafikale belastning omkring Hanssted Skole blot flyttes (til primært Nakskovvej).

 

  • Det skal understreges, at Nakskovvej er en smal villavej, som i sin nuværende form på ingen måde er dimensioneret til at kunne tage et større trafik i form af biler til Hanssted Skole. Mange yngre børn færdes på cykel og gåben til Ålholm Skole og Hanssted Skole i det pågældende tidsrum. Deres trafikale sikkerhed kan blive udfordret af en større mængde trafik på denne smalle villavej.

 

  • Nakskovvej er på nuværende tidspunkt ofte trafikalt svært fremkommelig grundet parkerede biler, hvilket medfører kødannelse på en i forvejen smal vej. Vejændringerne vil medføre mere trafik og mere kødannelse, og det vil dermed blive endnu mere vanskeligt for områdets beboere at køre mod Valby Langgade i bil i den pågældende periode (som vi f.eks. skal).

 

  • På de fremsendte tegninger er der beskrevet en ”Kys og Kør” løsning som placeres på Vigerslevvej på den modsatte side af Hanssted Skole. For at anvende ”Kys og Kør” skal skolebørnene fremadrettet enten krydse Vigerslevvej for at komme hen til Hanssted Skole eller alternativt gå ad tunnelen under Vigerslevvej. Mange vil dermed formentlig ikke anvende ”Kys og Kør”, men derimod køre af Nakskovvej, hvilket vil forværre ovenstående udfordringer.

 

Opsummerende vurderes de foreslåede vejændringer ikke at afhjælpe de trafikale udfordringer i nærområdet omkring Hanssted Skole, men blot at flytte trafikbelastningen til Nakskovvej. Vejændringerne ved medføre en meget stor gene for beboerne på Nakskovvej, herunder de skolebørn der skal til og fra Ålholm Skole og til og fra Hanssted Skole.

 

Såfremt de foreslåede vejændringer gennemføres, opfordrer vi på det kraftigste til også at afspærre indkørslen fra Valby Langgade til Nakskovvej, da det ellers vil medføre den ovenfor beskrevne omlægning af trafikken. Ved også at spærre denne indkørsel vil der ikke være den yderligere belastning af Nakskovvej af trafik til Hanssted Skole i det pågældende tidsrum.

 

Såfremt dette ikke er en mulighed, bør de foreslåede vejændringer ikke gennemføres. Den nuværende løsning med mange tilkørselsveje til skolen medfører at bilisterne har mange muligheder for at komme til Hanssted Skole, i stedet for fremadrettet at skulle køre af Nakskovvej eller anvende en ”Kys og Kør” løsning som ikke vurderes at være hensigtsmæssig. I den nuværende løsning er der ikke spidsbelastede områder, som utvivlsomt vil blive tilfældet for Nakskovvej, såfremt de foreslåede vejændringer gennemføres.

 

Endeligt skal det bemærkes, at fristen for afgivelse af bemærkninger i høringsbrevet var sat til 28. oktober 2024. På hjemmesiden hvor høringssvaret skal fremføres er fristen sat til 21. oktober 2024. Det er endvidere uklart hvilken tidsfrist der er korrekt. I høringsbrevet fremgår det endvidere at ”vejændringerne forventes at være udført til november 2024” og der synes dermed at være en ret kort periode mellem høringsfristen og tidspunktet for gennemførelsen af ændringerne.