Oprettet: 31. august 2023
Svarnummer:
64

Indsendt af

Sarah Wessmann

Virksomhed / organisation

Forældreråd- og bestyrelse i Klynge D Nørrebro/Bispebjerg

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Ny budgetmodel for dagtilbud – andet høringssvar

På vegne af forældrerådene fra institutionerne Brolopperne, Tusindfryd, Småbørnenes Forsamlingshus, Ørnen, Himmelbuen og Ringertoften, samt forældrebestyrelsen i Nørrebro/Bispebjerg Klynge D, vil vi først og fremmest gerne sige tak for, at der er mulighed for et andet høringssvar, og at der siden første høringsrunde er blevet lyttet til høringssvarene og præsenteret nye udkast til budgetmodeller.

 

Budgetmodel 2 understøtter diversitet i kommunens dagtilbud

I klyngens forældrebestyrelse og de enkelte institutioners forældreråd er det vores håb, at man med budgetmodel 2 vil kunne sikre de små og mellemstore institutioners overlevelse, samt bevare en bred diversitet i kommunens dagtilbud. På den er der fortsat et tilbud til ethvert barn og families behov.

Vi mener, at budgetmodel 2 bedst vil kunne understøtte en mangfoldig institutionsstruktur, der ikke tvinger forandringer i institutionsstrukturer ved eksempelvis at udhule budgetgrundlaget for de små institutioner. Modellen skal understøtte både selvejende og kommunale institutioner, hvor både små, mellem og store institutioner har et reelt eksistensgrundlag.

Vi peger derfor på budgetmodel 2.

 

Model 1: Mindre villige til at tage søskende ind i løbet af året

Vi er generelt positive over for tiltag, som kan øge forudsigeligheden og stabiliteten i budgetterne – særligt fordi vi i klyngen har et ustabilt børnetal. Grundbevillingerne vil give større budgetsikkerhed i situationer, hvor institutionerne modtager færre børn end forventet.

Vi kan bekymre os om, at en naturlig konsekvens af model 1 vil være, at institutionerne bliver mindre villige til at modtage ekstra børn i løbet af året, og det kunne vise sig at blive et reelt problem for familier blandt andet med søskendepar, da det vil give en overnormering for en periode.

 

Kompensation skaber mulighed for fysisk udfoldelse trods belastende rammer

Det er også vigtigt for os, at de fysiske kompensationer bibeholdes. Det er tydeligt for os som forældre, at de fysiske rammer i dagligdagen med vores børn har stor betydning for personalets arbejdsmiljø, tid og aktiviteter med børnene, handlerum og et stimulerende miljø for børnene. Det kræver ekstra personaleressourcer at kompensere for belastende fysisk arbejdsmiljø og rammer.  De fysiske kompensationer gør nemlig det – kompenserer. Dette blandt andet i form af lønmidler. Bekymringen er, at hvis de fysiske kompensationer fjernes vil vores børn f.eks. opleve hyppigere fravær af voksne i løbet af dagen, ringere mulighed for fysisk udfoldelse og stimuli.

 

Ledelsestid på gulvet vil øge rekrutteringsudfordring

En model med ledelsestid på gulvet vil være uhensigtsmæssigt for lederens arbejdsmiljø og for den ledelsesmæssige opgaveløsning. I en tid, hvor det er vanskeligt at rekruttere pædagoger, er der behov for, at lederen bruger mere tid på den pædagogiske ledelse end tidligere. Samtidig Københavns Kommune svært ved at rekruttere ledere, og modellen med ledelsestid på gulvet vil øge rekrutteringsudfordringen. Vi vil gerne sætte spot på dette forholdsvis nye dilemma som i den kommende tid kalder på tid til øget faglig ledelse.

 

Vi er i klyngens forældreråd- og bestyrelse generelt positive overfor selve grundpakken for en ny budgetmodel og har ikke nogen særlige bemærkninger til ændringer i grundpakken andet end med hensyn til en ny fordeling af de sociale normeringer. Her er vi i klyngen primært positivt stemt overfor en ny fordeling efter ESCS, vi mener dog, det er fornuftigt, at man har valgt at indfase ændringerne over tre år, så der er tid til at tilpasse den enkelte institutions forhold til de nye økonomiske omstændigheder.