Oprettet: 31. august 2023
Svarnummer:
38

Indsendt af

Marie Blønd

Virksomhed / organisation

Amager Klynge B

Postnr.

2300

By

København Kbh, S

Høringssvar

Forældrebestyrelsen i Amager Klynge B støtter model 3, som giver mest ensartede og gennemskuelige normeringer. 

Ledelsen og LokalMED i klyngen har også drøftet dette høringssvar, og er enig heri.

 

Grundpakken er relevant pga. større budgetsikkerhed på sociale normeringer og ledelse.

Vi har dog svært ved at forstå det omkring tildeling af budget til ledelse. Vi har læst teksten flere gange, og er stadig usikre.

Vores usikkerhed går på, om den årlige budgettildeling baserer sig på antal indmeldte børn pr. d. 1. januar, og dermed kan budgettildelingen til ledelse forandre sig hvert år alt efter antallet af børn per en bestemt dato. Det betyder et ustabilt budget, der forandres hvert år.

Eller tildeles budgettet til ledelse på baggrund af det antal børn, som institutionen har i sin grundnormering? Dermed bliver det tildelte budget til ledelse stabilt over flere år.

Det er dette sidste, som vi i Forældrebestyrelsen ønsker. Stabil ledelse er særlig vigtig i disse år, hvor der mangler pædagoger. Vi ønsker ikke, at en leder skal afskediges på baggrund af et mindre børnetal i klyngen.

Med hensyn til sociale normeringer, så er det vigtigt for Amager klynge Bs forældrebestyrelse, ledelse og LokalMED, at de børn med størst ret til særlig opmærksomhed pga. deres behov får en reel støtte uanset institution, og derfor støtter vi overgang til ESCS.

Vi har i Amager klynge B ofte haft meget svært ved at finde personaleressourcerne til de børn hos os, som har ret til en særlig indsats fra vores side. Vi har naturligvis organiseret os ud af denne ekstra dimension i arbejde, men det har betydet, at andre børn ikke har fået den opmærksomhed, de burde have.

Derfor støtter vi model 3, som giver mest ensartede og gennemskuelige normeringer. Det er op til forældrebestyrelsen, ledelsen og LokalMED at udvise god økonomisk styring.

Model 1 er også interessant, men selvom der gives en vis budgetsikkerhed med det høje grundbeløb, så afregnes der alligevel ift. belægning, og forældrebestyrelsen, ledelsen og LokalMED skal stadig udvise rettidig omhu, så der ikke er for mange medarbejdere.

Model 2 vil ikke imødekomme de udfordringer, som vi har i Amager klynge B ift., at alle børn skal understøttes bedst muligt, da den ligger for tæt op ad den nuværende model til at gøre en reel forskel.

Model 3, som vi jo peger på, giver en større mulighed for, at klyngen fordeler en del af budgettet til de børn, som har den særlige ret ift. deres behov. Amager klynge B vil ikke få tildelt ESCS i denne model og alle kompensationer vil fjernes til skade for en enkelt institution, men vi må anerkende, at selv børn med såkaldt ressourcestærke forældre kan have udpræget behov for særlig støtte og hjælp.

Da vi med model 3 får tildelt mest muligt ift. minimumsnormeringer, har vi i institutionerne en større chance for at sikre de børns trivsel, som på papiret ikke har ret til særlig hjælp, fordi deres forældre er velstillede og veluddannede, og stadig kunne tage os af alle de børn, som skal sikres en faglig indsats, for alle børn har ret til de bedste udviklingsmuligheder, mens de er i institution.

Model 3 vil ikke give så stor en budgetsikkerhed, men Forældrebestyrelsens principper for budgetfordeling vil som hidtil være omdrejningspunktet ligesom klyngelederens pligt til sammen med ledelsesteamet og LokalMED at overholde det tildelte budget.

Det Administrative Fællesskabs mulighed for at udarbejde en prognose, som ikke kun overholder centralforvaltningens ønsker til prognosers indhold men også klyngelederens, vil være vigtig for, at den enkelte klyngeleder kan skabe et grundlæggende overblik for Forældrebestyrelsen, LokalMED og ledelsesteamet.

Vores nuværende principper for fordeling af budgettet i Amager klynge B:

Forældrebestyrelsen ønsker, at alle børn får mulighed for at blive tilgodeset ligeligt i klyngens institutioner. Dette gælder både ift. den pædagogiske praksis samt det antal medarbejdere, uddannede som ikke uddannede, der er til rådighed i hverdagen.

Det samme bør gøre sig gældende for alle byens børn og med særlig fokus på børn med særlig ret til understøttelse af deres udvikling og trivsel. Derfor vil en kombination af model 3 og ESCS-point være det rigtigste i vores optik.

 

Venlig hilsen

Amager klynge B’s forældrebestyrelse