Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Ny budgetmodel for dagtilbud - høring nr. 2
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Høringssvar på ny budgetmodel for BUF.
PLADS TIL FORSKELLIGHED!
Et af BUF´ fokusord – men skal der ikke også være forskellige dagtilbud i vores by?
Med forskellige fysiske rammer som understøttes af vores normeringer?
Indledning:
Vi skal som kommune passe på, at vi ikke får A og B dagtilbud, ud fra de fysiske rammer, som vi ikke kan ændre på. Vi har stadig brug for at alle vores små og ældre dagtilbud, kommunale og selvejende, alle er attraktive for både forældre og børn, men i særdeleshed også for medarbejderne, som i dag kan være svære at rekruttere og fastholde.
Vi skal huske diversiteten i vores tilbud i Københavns kommune, så ikke alt bliver ens, stort og nyt. Forældre vil nemlig fortsat gerne have mulighed for at vælge de små dagtilbud til.
Vores klynge Børnefortællingen, har 7 enheder fordelt på 10 matrikler på Vesterbro, hvoraf vi har 2 udflytterbørnehaver.
Vi har drøftet principperne for de 3 modeller der er i høring og vil pege på model 2.
Begrundelse: Vi er en klynge med stor efterspørgsel på vores pladser og det at ramme en indskrivning, som passer til normeringen, er svært, da anvisningsreglerne forskriver, at vi skal indskrive børn op til de bliver 2-2,5 år i vores vuggestuer, hvilket betyder, at vi får for mange børn i vores børnehaver i de integrerede dagtilbud.
Vi oplever i vores klynge på Vesterbro, at de små enheder er attraktive, og tiltrækker derfor mange børn og forældre, hvilket ikke skal afstedkomme en økonomisk nedgang for den ekstra opgave vi løser.
Vores forældrebestyrelse lægger desuden vægt på, at der i model 2 gives mulighed for, at diversiteten er tydeligere fremskrevet.
Vi ønsker at bevare de fysiske kompensationer, som model 2 netop fortsat giver mulighed for. Dette, for ikke at give en skævvridning for normeringerne i de institutioner, som har gammeldags- og utidssvarende fysiske rammer.
Vi mener desuden, at diversiteten er væsentlig for at kunne opretholde dagtilbud med plads til forskellighed.
De kompensationer der følger med model 2, vil gøre det muligt for institutioner at lave pædagogik på tværs af nye og ældre institutioner, uden at spare på kvaliteten og antallet af de hænder der hver dag løfter en kæmpe opgave, for og med vores yngste borgere.
Derfor kan vi ikke pege på model 3.
Begrundelse:
Vi mener, at denne model vil medføre en skævvridning for normeringerne, som vil ramme kvaliteten i dagtilbuddet og vi vil antage at det kan få direkte indvirkning for børnenes muligheder for trivsel, udvikling og legende læring.
Der er kæmpestor forskel på vores fysiske rammer i kommunen generelt. Vi har både nybyggede institutioner med rammer der er bygget til børn og så de gamle institutioner som ligger i beboelsesejendomme med mange trapper, små rum, samt toiletter og puslerum langt fra grupperummet mv.
Vi kan godt se at model 3 kan fremstå lettere at styre efter men mener ikke den er retfærdig i praksis.
Det, at de pædagogiske medarbejdere ikke kan gå direkte på en legeplads, har langt til en liggehal med babyer på armen, eller skal gå langt for at skifte børnene, har en betydning for det pædagogiske arbejde, hvorfor det er vigtigt, at der tilføres ressourcer som kompenserer for de fysiske udfordringer.
Politikere er meget velkomne til at aflægge et besøg i Børnehuset Legegod, for at se hvad de fysiske rammer har af betydning for det pædagogiske arbejde med børnene. At der er stor forskel på mulighederne og tiden til børnene i nye og gamle institutioner. Vi ønsker I forstår, at fysiske kompensationer er vigtige for normeringen og for at kunne opretholde kvaliteten af dagtilbuddet, også i de gamle institutioner.
Oprids af vores pointer
Model 2 er at foretrække fordi:
- Der ikke er ændring i de fysiske kompensationer
- Stadig tilgodeser de institutioner som har mange børn indskrevet.
- Bevarer diversiteten i vores dagtilbud i byen.
- Anerkender at de ældre og ikke tidssvarende rammer kræver mere personale.
- Tilgodeser forældrenes ønske om at bevare de små enheder i byen – diversiteten.
Model 3 er ikke at foretrække fordi:
- Fordi den nedlægger små selvejende institutioner og giver dårligere vilkår og rammer for de klynger som har enheder med ældre ikke tidssvarende bygninger.
- Rammerne er ikke sammenlignelige og vi ved, at de fysiske rammer har en kæmpe betydning for læringsmiljøerne, jævnfør forskningsmaterialet; KIDS observationer som vi benytter i BUF.
- Vi kan godt se at model 3 kan fremstå lettere at styre efter men mener ikke den er retfærdig i praksis.
På På vegne af forældrebestyrelsen, lederteamet og MED udvalget i klyngen.
Lisbet Nørlund, klyngeleder