Høringssvar vedrørende Ny budgetmodel for dagtilbud - høring nr. 2

Høringssvar fra LFS, Landsforeningen For Socialpædagoger, vedr. ny budgetmodel for dagtilbud

LFS er enig med Børne- og Ungdomsudvalget i, at der er behov for at kaste et gevaldig kritisk blik på den nuværende budgetmodel. Der er truffet en del politiske beslutninger både i København og på Christiansborg, siden den nuværende budgetmodel blev vedtaget, som har betydning for, hvordan vi fordeler pengene retfærdigt. Aftalen om minimumsnormeringer, beslutningen om øget ledelse og beslutningen om, at institutioner fremover skal være på fem til syv grupper har afgørende betydning for, hvordan man fordeler de knappe midler. Den nuværende budgetmodel er til ulempe for store institutioner, og det er ikke rimeligt, at medarbejdere og ledere i store institutioner skal stilles dårligere, fordi Københavns kommune har få grunde til rådighed og dermed er nødt til at bygge større end tidligere.

Den nuværende budgetmodel blev vedtaget, da man etablerede klyngestrukturen. Dengang skulle budgetmodellen blandt andet skabe incitament til at indgå i større enheder, sikre mere ensartet pladspris samt genkendelige principper for budgettildeling. Man gjorde op med de meget høje grundbeløb, hvor institutioner, der for eksempel havde vuggestue, børnehave og fritidshjem på samme matrikel, fik grundbeløb for hver institution og dermed havde fordelen at være samlet på en matrikel. De blev overkompenseret set i forhold til institutioner, der var mindre.

På det tidspunkt var der desuden mangel på institutionspladser i Københavns Kommune, så budgetmodellen skulle sikre, at man samlet set bevarede den kapacitet, der var, mens man ventede på udbygning af området.

Herfra hvor vi står

I dag er situationen en anden. Børnetallet er stadig stigende i København, selv om det stiger mindre end forventet. Der er udbygget i stor stil, og der forventes ikke kapacitetsudfordringer på byniveau, hvilket er godt. Samtidig er der dog specifikke områder, hvor klynger og institutioner er ramt af enten ledig kapacitet eller manglende mulighed for at åbne nye dagtilbud på grund af rekrutteringsudfordringer. Det har meget stor betydning for de ledere og medarbejdere, der risikerer at skulle omplacere medarbejdere. Det har tillige betydning for byens forældre og kommunen, hvis København ikke lever op til pasningsgarantien. Den virkelighed er Børne- og Ungdomsudvalget nødt til at forholde sig til, når der skal vedtages en ny budgetmodel.

Udvalget har indlagt som præmis, at der skal træffes beslutning om en budgetmodel, der skaber større forudsigelighed og gennemsigtighed i institutionernes økonomi. Forudsigeligheden hænger sammen med, hvor mange penge man binder i institutionerne på forhånd. Gennemsigtigheden handler om, at det er tydeligt, hvor mange penge der er til at ansætte ledere og medarbejdere i de enkelte institutioner. Med de foreliggende tre modeller vægter gennemsigtighed højere end forudsigelighed for LFS.

Derfor peger LFS på model 3. Nødtvungent på model 1. LFS kan ikke bakke op om model 2, da den grundlæggende set ikke ændrer på den nuværende budgetmodel. Omfordeling er altid svær, fordi nogen får, og nogen mister. Budgetmodeller er politiske og afspejler direkte, hvad man politisk vægter. De er aldrig objektivt retfærdige eller uretfærdige. Men de kan tilgodese de mange eller de få.
 

En ny budgetmodel skal vise, hvad Børne- og Ungdomsudvalget vægter

Når LFS bakker op om Model 3 - nødtvungent Model 1 - så er det, fordi de vægter forudsigelighed og gennemsigtighed forskelligt. Begge modeller er afhængige af, at der er tæt opfølgning mellem pladsanvisning og de lokale ledere, så det budget, der tildeles børn ud fra, er så tæt på det faktiske antal børn, der ender med at indskrives. Forskellen på modellerne viser, hvad man politiske vægter.

Model 1 understøtter, at der er mindre pladsafregning, når institutionerne ikke får det antal børn, som forventedes ved budgettildelingen. Til gengæld får institutionerne lidt mindre, hvis de indskriver flere børn end forventet.

LFS bakker op om en model, der ikke skaber incitament til at indskrive flere børn end forventet. Model 1 binder flere penge ude i institutionerne på forhånd. Det betyder i praksis, at der vil være institutioner, der får penge for børn, der reelt set ikke bliver indskrevet. Der er altså mere forudsigelighed for institutioner, der er ramt af faldende børnetal.

Til gengæld vinder man mindre med denne model ved at indskrive flere børn, end der er udmeldt budget til. Dermed får institutioner, der på grund af pasningsgarantien presses til at indskrive på grund af manglende kapacitet, til gengæld mindre end i dag. Så Model 1 skaber mere forudsigelighed for nogle, men også uretfærdighed for andre.

Model 3 har en højere pladspris, og grundprincippet er, at pengene følger børnene. LFS bakker op om princippet om, at mest muligt skal på pladsprisen. Det skaber gennemsigtighed for ledere, medarbejdere og forældre. Det er tydeligt hvor mange penge, der er pr. barn. Det er et godt princip, for et barn er et barn, og en medarbejder er en medarbejder, når der skal fordeles penge til normeringer. Ulempen ved denne model er, at pladsafregningen bliver større, hvis man har færre børn end forventet. Den skaber dermed mindre forudsigelighed, men større retfærdighed.

Der er en risiko for, at konsekvenserne for udviklingen i børnetallet i København lægges ud på den enkelte institution. Det er et problem, fordi man som leder ikke sidder med det store overblik over andre institutioners udfordringer med kapacitet eller faldende børnetal. Og det er lederne heller ikke sat i verden for. Det er derfor bydende nødvendigt, at der udarbejdes meget præcise prognoser i samarbejde med pladsanvisningen for udviklingen i børnetallet i institutionen og bydelen. Det skal ikke være den enkelte leders ansvar.

I vores optik er der ingen af modellerne, der er perfekte. De understøtter forudsigelighed og gennemsigtighed med forskellig vægt. Model 1 har dog et element af uretfærdighed, som LFS ikke kan bakke op om.

Opsamlende bemærkninger

Udvalget skal dermed tage stilling til - hvis der ikke skal ændres i nogen af modellerne - om man vil vægte gennemsigtighed eller forudsigelighed. LFS vægter i den henseende gennemsigtighed over forudsigelighed, da institutionerne i Model 1 kan få budget for børn, der reelt ikke bliver indskrevet.

Model 3 skaber gennemsigtighed og fastholder særbevillinger til de institutioner, der har de største udfordringer med fysisk adskillelse. Flertallet af institutioner vinder dermed på anden vis via den højere pladspris.

Det er LFS’s vurdering, at klyngelederne og de pædagogiske ledere forsøger på bedste vis at undgå store pladsafregninger i den nuværende model. Det incitament understøttes bedst i model 3, da den høje pladspris betyder større pladsafregning.

LFS mener, at beslutningen om den dialogbaserede pladsanvisningsmodel understøtter en mere præcis vurdering af, hvad det bydækkende behov er. Og dermed hvor der er behov for at justere op eller ned.

• LFS er enig i, at småbørnspladserne skal omlægges til vuggestuepladser. Prisen for et vuggestuebarn skal være præcis det dobbelte og ikke ’lidt mere end det dobbelte’, hvis det skal leve op til en tildeling med princippet en medarbejder til hhv. tre og seks børn. LFS bakker derfor op om, at småbørnspladserne nedlægges, og at midlerne omfordeles.

• LFS er enig i, at ledelse skal fremgå entydigt af budgettildelingen og dermed være en særskilt budgetpost. Der skal desuden ikke pladsafregnes på ledelse.

• LFS er enig i, at det er mere retfærdigt at tildele sociale normeringsmidler efter ESCS-modellen og er derfor enig i, at puljen ”Mere pædagogisk personale” nedlægges og håndteres entydigt i en bevilling.

• LFS mener, at en budgetmodel med den højeste pladspris er entydigt afhængig af, at dialogen mellem klynger, institutioner og pladsanvisningen fungerer. Den skal leve op til den politiske ambition om, at forældre får tidligere besked, og at institutionerne på sigt dermed kommer til at skulle pladsafregne mindre, fordi der er sammenhæng mellem det budget, institutionerne har fået udmeldt og det faktiske antal indskrevne børn.

På vegne af forretningsudvalget i LFS

Alt godt

Kirsten Gunvor Løth

Landsforeningen for Socialpædagoger