Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Krausesvej tillæg 2 - lokalplan 252-2
Indsendt af
Virksomhed / organisation
Postnr.
By
Høringssvar
Til Københavns Kommune
Teknik- og Miljøforvaltningen
Klima og Byudvikling
Vi har i bestyrelsen for Heiberg Gårdlav gennemgået "Forslag til tillæg 2 til lokalplan 252 Krausesvej".
Heiberg Gårdlav dækker det fælles gårdanlæg, som omkranser Heibergskolens gårdareal på to sider. Heiberg Gårdlav repræsenterer beboerne i 186 lejligheder i karréen Randersgade, Nordre Frihavnsgade, Grenågade og Gammel Kalkbrænderi Vej.
Vi har følgende bemærkninger til "Forslag til tillæg 2 til lokalplan 252 Krausesvej":
1) Vi har hos Københavns Kommune efterspurgt en målfast tegning som angiver, hvor stor den planlagte nybygning på Heibergskolen bliver og hvor den kommer til at ligge i skolegården. Vores forespørgsel er ikke blevet imødekommet fra Københavns Kommune fsva. en målfast tegning over den planlagte nybygning på Heibergskolen.
2) Vi kan af høringsmaterialet ikke se, hvilke af de bevaringsværdige træer der bliver stående på skolens areal, og hvilke af de bevaringsværdige træer der foreslås fjernet. Overordnet set er vi forstående for at der skal ryddes beplantning og træer på Heibergskolens areal, men vi finder det forkert, at der fjernes beplantning og sågar bevaringsværdige træer på et kommunalt ejet grønt areal, som er til glæde og gavn for beboerne i kvarteret, for skolens daglige brugere og for biodiversiteten i København.
3) Vi kan ikke af høringsmaterialet, samt en efterfølgende tildelt aktindsigt, se, hvilke planer Københavns Kommune har for "indretning" af skolens areal omkring den planlagte nybygning? Eksempelvis den asfalterede del, som i dag lægger areal til den midlertidige pavillon. Hvad skal den del af skolens areal anvendes til, når den midlertidige pavillon fjernes efter endt anvendelse. Og vil det nu nedtagne legeplads/klatrestativ, som har stået på en del af det areal, hvor den planlagte nybygning ønskes placeret, blive erstattet med en ny legeplads/klatrestativ?
4)Vi kan ikke af høringsmaterialet, samt en efterfølgende tildelt aktindsigt, se, hvilke regler der er for ventilations/udsugningssystem samt andre tekniske installationer i den planlagte nybygning. Bygningen vil komme til at ligge tæt på naboejendommene både i Grenågade og i Nordre Frihavnsgade. Beboerne i ejendommen Grenågade 3-7 er i dag generet af støj fra ventilationen på den midlertidige pavillon på skolens areal. Det er derfor vigtigt, at der er tænkt over støjniveauet af ventilationssystemet i den planlagte nybygning.
6)Vi kan ikke af høringsmaterialet, samt en efterfølgende tildelt aktindsigt, se, om Lokalplan 252 Krausesvej (inklusive tillæg) indeholder krav om en maksimal højde på etablering af et eventuelt nybyggeri eller tilføjelser til eksisterende bygninger på skolens areal? Den nuværende højde på den foreslåede nybygning anses ikke umiddelbart at kunne blive til gene for naboejendommene, men en evt. senere udvidelse i højden vil kunne give en markant ændring i bygningens påvirkning af naboejendommene.
Vi har i en tidligere henvendelse til Københavns Kommune foreslået et møde med Teknik- og Miljøforvaltningen/Klima og Byudvikling, hvor vi i fællesskab kan besigtige det område på skolens areal, hvor den planlagte nybygning ønskes etableret. På et møde vil forvaltningens medarbejdere kunne møde gårdlavets medlemmer mhp. at gennemgå spørgsmål til planerne for byggeriet og den øvrige indretning af skolens åbne areal. Dette er ikke blevet imødekommet.
Bedste hilsener
Heiberg Gårdlav
V. formand Kristine Ploug